Lagkage er indbegrebet af fødselsdag, og man kan lave de lækreste veganske lagkager, men man kan ikke købe veganske lagkagebunde i butikkerne, da de indeholder mælk og æg. Heldigvis kan man bage bundene selv, og de er oven i købet tykkere og lækrere end de færdigbagte. Og så er de ikke svære at lave, selvom man skal holde tungen lige i munden, når man halverer kagen.
OBS: Hjemmebagte lagkagebunde er ikke ligeså lette og luftige, som de færdigkøbte, bl.a. fordi de er tykkere, men de smager rigtig godt, og når de lægges sammen med lagkagefyldet, er de efter min mening lige, som de skal være.
Opskriften giver 2 bunde
Ingredienser:
250 g hvedemel
250 g sukker
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. citronsaft
2 spsk. rapsolie
2 dl vand
Fremgangsmåde:
Bland hvedemel, sukker, bagepulver og vaniljesukker. Tilsæt citronsaft, rapsolie og vand. Bland det hele godt.
Fyld dejen i en springform med en diameter på cirka 25 cm og bag den i 25 min. ved 200 grader. Brug almindelig ovn frem for varmluft, da kagen ellers kan blive for mørk, før den er færdig. Lad kagen stå lidt i formen, inden den vendes ud til afkøling.
Halver forsigtigt kagen på midten og brug hver del som bund i en lagkage (brug en brødkniv). Jeg bager altid to portioner, så jeg kan få tre bunde i min lagkage, og den resterende bund fryser jeg ned til senere brug.


Forslag til fyld:
Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan fylde en lagkage med. Jeg foretrækker en traditionel lagkage fyldt med jordbær, banan og kagecreme. Kagecremen kan laves af en pakke færdigkøbt pulver pisket med sojamælk eller anden plantemælk i stedet for komælk. De fleste pulvercremer, som findes i butikkerne, er veganske, f.eks. fra Maizena eller Dr. Oetker (kig på ingredienslisten, da de laver forskellige typer af kagecreme, og ikke alle er veganske). Pisk 1 brev kagecreme med 3 dl sojamælk (ikke 5 dl, som der står på pakken, da cremen så bliver for tynd).
Jeg foretrækker selv at lave cremen en mellemting mellem kagecreme og flødeskum, så jeg pisker derfor et brev kagecreme med en karton sojaflødeskum (2,5 dl) og 1 dl sojamælk.
Hindbær, skovbær eller blåbær er også lækkert fyld. Man kan købe bærene fra frost og lade dem tø op i køleskabet natten over, da det er billigere end at købe friske bær. Derudover kan man eksempelvis også fylde ananas, kiwi, chokolademousse eller hindbærmousse i sin lagkage.
Pynt:
Det er rigtig lækkert og fint at dekorere lagkagens sider med marcipan. 250 g marcipan rækker til én lagkage. Man skal rulle marcipanen ud mellem to stykker bagepapir og skære den til (brug en lineal), så den passer.
Lagkagens sider kan også dekoreres med vegetabilsk flødeskum. Sojaflødeskum fra Alpro er det, som jeg har haft bedst erfaring med. Den skal piskes 10 minutters tid for at blive stiv nok til at dekorere med, og hvis man tilsætter lidt citronsaft, bliver flødeskummet stivere. Put det over i en sprøjtepose med tyl eller en plasticpose, hvor det ene hjørne er klippet af, og dekorer lagkagens sider.
Hvis man ønsker lyserød glasur, kan man tage saften fra optøede jordbær eller blåbær og blande med flormelis (i stedet for vand som man normalt bruger til glasur). Hvis man vil have chokoladeglasur, kan man tilsætte kakaopulver til glasuren og gøre den så mørk eller lys, som man ønsker.


København 2017


København 2018














