Disse dadelkugler smager ligeså godt som traditionelle havregrynskugler, men i modsætning til havregrynskugler indeholder de ikke smør og tilsat sukker, så de kan spises med god samvittighed. Min ældste søn har flere gange haft dem med i børnehave og delt ud i forbindelse med fødselsdag, og de har været et hit hver gang.
Cirka 40 stk.
Ingredienser:
1 pakke friske dadler (ca 650 g)
200 g mandler
1 dl kokosmel (plus ekstra til at rulle dem i)
cirka 2 spsk. kakaopulver
Fremgangsmåde:
Blend mandlerne fint og put dem i en stor skål. Fjern stenene fra dadlerne og blend dem godt.
Bland mandler, dadler, kokosmel og kakaopulver grundigt. Hvis massen er meget tør, tilsæt da et par spsk. vand.
Form dadelmassen til kugler og rul dem efterfølgende i kokosmel.
Dadelkuglerne smager bedst, når de har været på køl.
dec 22, 2012 @ 17:54:12
Tak for din dejlige veganske madblog. Har lige lavet dadelkugler, de smager dejligt og jeg glæder mig til at forære min veganske søn et glas dadelkugler i julegave.
Næste projekt er dine jødekager, som jeg er meget spændt på. Rigtig god jul.
jan 10, 2013 @ 13:55:05
Mona, mange tak for din positive kommentar! Jeg elsker også dadelkugler, og det samme gør min søn. Jeg håber, at det gik godt med jødekagerne.
jan 06, 2019 @ 20:01:37
Hej Mia.
Tak for altid skøn inspiration til lækker, sund mad.
Hvilken blender bruger du til dadler? Jeg har erfaringer med at min hakker/blender/stavblender brænder sammen, når jeg forsøger at blende dem.
Vh Julie
jan 09, 2019 @ 08:55:31
Tak 🙂 Jeg bruger en Kitchen Aid foodprocessor, og tidligere brugte jeg en Braun foodprocessor. Hvis du bruger de tørre/hårde dadler, kan du evt. lægge dem i blød i vand først, så vil de blive lettere at blende 🙂