Så er der kommet endnu en lasagneopskrift på bloggen. Jeg elsker lasagne! Lasagner kan laves på så mange forskellige måder og med forskelligt slags tilbehør, desuden har man nem frokost eller aftensmad næste dag, hvor lasagnen næsten smager endnu bedre. Denne spinatlasagne smager af meget, og den er godkendt af mine kødspisende forældre, så jeg er sikker på, at langt de fleste vil kunne lide den. Velbekomme!
Til cirka 6 personer
Ingredienser:
lasagneplader
Tomatsovs:
3 dåser tomat
1 dåse tomatkoncentrat
3 løg
200 g reven gulerod
1 dåse majs
4 fed hvidløg
1 tsk. cayennepeber eller chili (vær selv opmærksom på, hvor stærk sovsen skal være)
1 spsk. salt
peber
Spinatsovs:
300-450 g frossen hakket spinat*
1 bakke champignoner (400 g)
3 dåser kokosmælk
1 bundt frisk persille
1-2 boullionterninger
1 tsk. muskatnød
1 tsk. salt
peber
cirka 70 g Maizena majsstivelse
Fremgangsmåde:
Start med at lave tomatsovsen. Svits løg og hvidløg i nogle minutter i en gryde. Tilsæt dåsetomater, tomatkoncentrat, reven gulerod, majs og cayennepeber/chili. Lad sovsen simre nogle minutter og smag den til med salt og peber.
Lav derefter spinatsovsen. Hak champignonerne groft og steg dem i en gryde sammen med boullionen. Når champignonerne er begyndt at blive bløde, tilsæt da spinaten. Når spinaten er nogenlunde optøet, tilsæt da kokosmælk, hakket persille, revet muskatnød, salt og peber.
Når spinaten er helt optøet, og sovsen har den ønskede smag (tilsæt evt. mere eller mindre muskatnød, boullion, salt og peber), skal sovsen jævnes, så den har en forholdsvis tyk og cremet konsistens. Jeg bruger cirka 70 gram Maizena majsstivelse, som jeg tilsætter gennem en si, imens jeg rører godt rundt i sovsen, så den ikke brænder på eller klumper. Alternativt kan man lave en meljævning af almindelgt hvedemel rystet med vand og tilsætte den under omrøring, men jeg finder det nemmere at bruge Majzena majsstivelse.
Når begge sovser er lavet, skal lasagnen lægges sammen i et stort fad. Læg begge sovser imellem hvert lag og slut af med spinatsovsen på toppen af lasagnen. Jeg anbefaler, at man bruger tre lag lasagneplader.
Bag lasagnen ved 200 grader i en halv time. Hvis den bliver for brun, brug da almindelig ovn i stedet for varmluft. Jeg plejer at starte med varmluft for at gøre den lidt sprød på toppen og efter 15-20 minutter, skruer jeg hen på almindelig ovn.
* Jeg lavede lasagnen med 300 gram spinat, men man kan med fordel putte mere spinat i.
jul 18, 2011 @ 12:09:14
Lasagne er også min absolutte favoritspise!
nov 02, 2011 @ 19:18:11
Det er en super lækker opskrift – ligesom alle de andre af dine opskrifter, som jeg har prøvet. Keep up the good work 🙂
nov 06, 2011 @ 19:32:29
Mange tak! Dejligt at opskrifterne også fungerer for andre end mig 😉
dec 12, 2011 @ 19:26:01
Mmmm! Har lige lavet den skønne lasagne til otte mennesker. Jeg byttede dog majsene ud med grønne linser. Den smagte helt forrygende 🙂
Tak for inspiration
dec 12, 2011 @ 21:04:41
Tak for din kommentar! Jeg er altid glad for tilbagemeldinger og forslag til, hvad man kan udskifte forskellige ingredienser med 🙂
Det skal også lige siges, at lasagne er en af mine absolutte livretter!
feb 17, 2012 @ 20:44:51
hej tak for god inspiration til vores mad !
kunne du ikke skrive g/dl/ml når du skriver dåse fordi ellers bliver det lidt svært hvis jeg bruger 400 ml x 3 dåser kokosmælk ! 🙂
feb 18, 2012 @ 15:13:52
Hej. Selv tak 🙂
Når jeg skriver dåse, mener jeg en almindelig størrelse dåse. 3 dåser af 400 ml kan lyde af meget, men jeg kan godt lide meget sovs, og når man jævner den godt, bliver lasagnen ikke for tynd.
nov 09, 2015 @ 11:20:17
Sønnen har bestilt denne til aftensmad – så det skal han da ha’ 😊
Men hvad tænker du om at erstatte kokosmælken (og dermed fedtet) med andet. F.eks soyafløde/og sojamælk ?
dec 14, 2015 @ 15:52:39
Jeg tror, at det kan fungere fint at lave bechamelsovsen af sojafløde eller neutral sojamælk. Lav det eventuelt som en opbagt sovs med mel og plantemargarine.