Grøntsagstærte

Det er ret nyt for mig at lave grøntsagstærte, men efter jeg fik en god tærteform i julegave, er det min plan at lave det jævnligt. Grøntsagstærte er nemlig rigtig lækkert og kan varieres med mange forskellige slags fyld. Denne her med blomkål, broccoli, ærter og porrer lavede jeg i dag til frokost, og den blev meget vellykket! Sovsen, der bl.a. bestod af cashewnødder og sojamælk, fungerede rigtig godt, for den blev ret fast, da den blev bagt i ovnen. Det er måske lidt omstændigt at lave både fyld, sovs og dej, men det er slet ikke svært, og det kan være ganske hyggeligt at lave, især hvis man er to.

Ingredienser:

Fyld:
300 g blomkål
300 g broccoli
150 g ærter
2 porrer

Sovs:
180 g saltede cashewnødder
3 dl neutral sojamælk (uden sukker og vanilje)
1 bundt persille
2-3 fed hvidløg
1 tsk. chili (kan undlades for en børnevenlig version)
1 tsk. salt

Dej:
200 g hvedemel
100 g grahamsmel (fuldkornshvedemel)
60 g rapsolie
1,5 dl vand
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Vask blomkål og broccoli og skær dem ud i små stykker. Kog blomkålen i let saltet vand. Når den har kogt et par minutter, tilsæt da broccolien og kog videre cirka 5 minutter, eller til blomkål og broccoli er møre. (Blomkål har lidt længere kogetid end broccoli).

Tænd ovnen på 200 grader og lav dejen, mens ovnen varmer op. Hvedemel, grahamsmel og salt blandes. Olien røres i og til sidst tilsættes vandet. Ælt dejen godt og put den i en stor tærteform (28 cm i diameter). Dejen trykkes jævnt ud i formen med fingrene og op af siderne. Dejen prikkes med en gaffel og forbages i 15 minutter (se billede nr. 1).

Imens dejen forbages skæres porrerne ud i tynde strimler. De svites på en pande i nogle minutter, og ærterne tilsættes til sidst, så de kan tø op.

Sovsen laves ved at blende cashewnødder, sojamælk, persille, hvidløg, chili og salt grundigt, til det er en ensartet masse.

Alle grøntsagerne og sovsen blandes i en skål. Derefter fordels blandingen på den forbagte tærtedej, og tærten bages i 10-15 minutter.

Tærten serveres evt. sammen med salat og linsefrikadeller eller spises for sig selv.

16 kommentarer (+add yours?)

  1. Jens
    jan 18, 2012 @ 17:57:33

    Wow – hvor ser det super lækkert ud! Det er lige sådan en tærte jeg elsker! 😀

    Svar

  2. Maj Juul
    jan 18, 2012 @ 19:40:40

    Den ser rigtig lækker og ligetil ud Mia. Jeg er ikke den lykkelige indehaver af en stor tærteform, men har tilgengæld en muffin bageform, så laver altid en masse små tærter i stedet. Se eventuelt opskriften på små lækre spinattærter på min blog: http://hverdags-mirakler.blogspot.com/2011/09/spinattrter.html

    Svar

  3. Rasmus Trock Kinnerup
    feb 02, 2016 @ 12:23:39

    Den var lige lovlig stærk for mine børn (0, 5 og 7 år). Især de 3 fed hvidløg smagte meget kraftigt. Eller fungerede dej og sovs glimrende.

    Svar

  4. Tenna
    mar 28, 2016 @ 03:23:11

    er det varmluft eller alm. ovn? 🙂

    Svar

  5. Josepine
    jul 17, 2017 @ 08:34:48

    Hej Mia 🙂

    Tak for mange gode opskrifter! Jeg har lige nogle spørgsmål til denne opskrift:

    1. Kan det passe at man skal gøre brug af saltede og ikke usaltede cashewnødder? Bliver smagen ikke meget salt med saltede cashewnødder?

    2. Kan cashewnødderne bruges til at lave sovs uden at have stået i blød? I opskriften står der ikke at de skal sættes i blød, men det har jeg erfaret at nogle andre gør i deres opskrifter.

    3. Hvor stor er din tærteform? Bare ca – er det en almindelig, stor eller lille størrelse?

    Mange venlige hilsner fra Josephine.

    Svar

    • miasommer
      jul 28, 2017 @ 15:33:51

      1. Det er ikke altid, at jeg kan få fat i usaltede cashewnødder, så derfor bruger jeg sommetider saltede nødder. Du kan selv justere, hvor salt sovsen skal være ved at holde igen med at tilsætte salt, eller du kan bruge usaltede nødder.

      2. Det kan de sagtens, hvis du har en god foodprocessor. Men hvis du foretrækker det, kan du også lægge cashewnødderne i blød på forhånd. Det gør jeg, når jeg laver veganske cheesecakes, og cashewmassen skal være helt “smooth.”

      3. Den er stor. Cirka 28 cm i diameter.

      Held og lykke med tærten 🙂

      Svar

  6. Pernille
    jan 10, 2018 @ 06:23:52

    Hej Mia. Kan man erstatte casheenødderne i opskriften med andre nødder eller andet bindemiddel? F.eks. saltede peanuts, valnødder, mel ?

    Svar

    • miasommer
      jan 10, 2018 @ 08:34:52

      Cashewnødder er særligt gode i tærter, og jeg tror ikke, at det vil blive det samme med andre nødder. Kikærtemel kan måske fungere, men jeg har faktisk ikke prøvet det. Kikærtemel kan købes hos grønthandlere, og det er tørrede kikæter, der er lavet til mel. Det er meget næringsrigt 🙂

      Svar

  7. Mette Duedahl Skou.
    sep 29, 2019 @ 14:13:33

    Hejsa Mia ☺
    Generelt, tusind tak for alle dine skønne, og nemt tilgængelige forøvrigt, opskrifter på mange forskellige slags vegansk mad og lækkerier……vi er en flok i vores familie, der er store fans 😍

    Og nu denne fantastiske tærte opskrift….den er fantastisk, super lækker og oven i købet enormt nem at lave…..og næsten for nem at få spist 😉
    Og fyldet, der er jo kun fantasien, der sætter grænser….men hvor er det dejligt, at man igen kan få en tærte, for den veganske sauce har jeg ikke haft nemt ved selv at finde ud af før nu med hjælp fra din opskrift 💕

    Nu glæder vi os til snart at skulle igang med dine veganske “honninghjerter” 💖

    Svar

    • Mia Sommer
      okt 08, 2019 @ 19:00:25

      Tusind tak for de søde ord! Det er dejligt med feedback 🙂 Jeg lavede også tærte for nylig, og jeg tænkte, at det må jeg snart gøre igen, for det er jo ret nemt og lækkert, det er bare ikke så tit, at jeg laver tærte 🙂

      Svar

  8. Pernille Bohn
    sep 10, 2020 @ 15:59:49

    Hej, kan de færdige tærter fryses ned og gemmes før de bliver bagt? Så man bager tærtebundene, kommer fyldet i, fryser ned og så bager færdig når man skal bruge dem?:)
    Mvh Pernille

    Svar

Skriv et svar til Tenna Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: