Rå chokoladekage

Rå kager er populære og kan bl.a. købes hos 42 Raw og hos Firefly. Jeg var selv en smule skeptisk over for dette koncept, før jeg havde smagt rå kage, men da jeg smagte mit første stykke, forstod jeg til fulde, hvorfor rå kager er så populære! Jeg har både smagt rå kager med chokoladesmag, hindbærsmag og mintsmag, og de har været lige fantastiske. Smagen af rå kage er så fyldig, at man bliver mættet af et lille stykke, og sammen med frugt går smagen op i en højere enhed.

Det var altså med inspiration fra de kager, som jeg har fået hos 42 Raw og Firefly, at jeg besluttede mig for selv at lave en rå chokoladekage. Kagen er ganske vidst ikke 100 % rå, da jeg brugte almindelig kakaopulver og vaniljesukker, men jeg går ikke op i, om kakaoen er rå, for den almindelige er billigere og lettere at fremskaffe, og så er det jo smagen, der er vigtigst (og der er ikke nævneværdig forskel på rå og almindelig kakao i den henseende). Kokosolien er en vigtig ingrediens, da den er fast ved stuetemperatur (fordi det er mættet fedt), og olien giver derfor kagen en fast konsistens. Den er desværre meget dyr, men kan af og til købes i Netto til 79 kr. (hvilket dog også er en betragtelig pris for fedtstof).

Jeg vil ikke påstå, at rå kage er sundere end almindelig kage, og det er i hvert fald væsentlig dyrere – men rå kage er en enestående smagsoplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for!

Ingredienser:

Bund:
150 g mandler
4 spsk. kokosolie
2 spsk. kakaopulver med top
1 tsk. vaniljesukker
1 knivspids salt

Fyld:
600 g dadler (husk at fjerne sten!)
5 spsk. kokosolie
2 spsk. kakaopulver med top
3 tsk. vaniljesukker
1 knivspids salt

Tilbehør:
Frugt, f.eks. blåbær, hindbær, jordbær eller banan.

Fremgangsmåde:
Blend ingredienserne til bunden i en foodprocessor. Glat massen ud i en lille springform (20 cm i diameter), som er foret med film eller bagepapir.

Blend derefter ingredienserne til fyldet i foodprocessoren. Glat massen ud oven på bunden.

Stil kagen på køl, og spis den, når den er helt kold. Hvis det skal gå hurtigt, kan den stilles i fryseren.

Serveres med frugt.

2 kommentarer (+add yours?)

  1. Pelle
    okt 05, 2020 @ 23:30:40

    Virkelig god konsistens. Virkede fint bare at have den i fryseren lidt. Varmede kokosolien lidt for at hjælpe stavblenderen. Super opskrift og fedt at den kan laves hvis man ikke har en ovn.

    Svar

Skriv et svar til Pelle Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: