Dette brød er super nemt, for man kan lave det helt uden at skulle ælte dejen, og så slipper man for at få mel og klister på hænder og køkkenbord. Minimal oprydning kan jeg lide. Og så smager brødet super godt med sin salte, sprøde overflade og blødhed indeni. Perfekt til en god suppe eller bare for sig selv. Jeg kan nemt “komme til” at spise et halvt brød selv, når det lige er kommet ud af ovnen 😉
Ingredienser:
5,5 dl lunkent vand
50 g gær
½ dl rapsolie
2 tsk. salt
500 g hvedemel
200 g grahamsmel (fuldkornshvedemel)
Til toppen:
tørrede krydderurter (f.eks. rosmarin, timian og oregano)
rapsolie
groft salt
Fremgangsmåde:
Hæld vandet i en skål og opløs gæren deri. Tilsæt olie, salt og mel. Rør dejen godt sammen med en ske eller røremaskine. Dejen skal være ret klistret, og den skal ikke æltes. Lad den hæve tildækket et lunt sted i en time.
Dæk en bradepande med bagepapir, hæld derefter dejen op i den. Lad den hæve en halv time mere.
Pensl dejen med olie. Drys derefter tørrede krydderurter og groft salt på. Bag den ved 200 grader almindelig ovn i 30-40 minutter.
Brødet smager bedst, når det er friskbagt. Servér det eksempelvis sammen med suppe eller hummus.
I får også lige et par billeder af mine børn, som ofte står bag kameraet og er meget interesserede i, hvad jeg laver 🙂
jun 22, 2015 @ 09:54:41
Det blev virkelig en god Foccacia og var nemt at gå til, nu hænger den fast på køleskabet, i hvert fald indtil den kommer ind i opskrifterne fra nettet mappe! Lækkert 🙂