Der er noget helt særligt ved at lave snobrød. Måske fordi der skal både ro og tålmodighed til, og måske fordi man næsten føler sig i et med naturen, når man sidder der ved bålet og tilbereder sin egen mad udendørs. Og så smager det bare virkelig godt!
I weekenden var vi på skovtur med min ældste søns klasse, og som sædvanlig meldte jeg mig til at lave snobrødsdej (så har jeg jo selv styr på, hvad der er i). Jeg lavede både en dej med fuldkorn og en dej kun med hvedemel. Fuldkornsdejen var klart den bedste, og derfor får I opskriften på den her.
10-12 stk.
Ingredienser:
5 dl vand, lunkent
50 g gær
2 spsk. olie
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
500 g grahamsmel / fuldkornshvedemel
250-300 g hvedemel
Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet og tilsæt derefter olie, salt og sukker.
Tilsæt mel lidt efter lidt, mens du rører rundt i dejen, og ælt den derefter grundigt. Den må gerne være lidt klistret.
Stil dejen til hævning tildækket et lunt sted i cirka 45 min. Tænd imens et bål ved en bålplads.
Efter hævning er dejen klar til at blive lavet til snobrød. Tag en klump dej og form den til en lang tynd pølse. Sno den forsigtigt omkring en pind eller et snobrødsspyd. Lav ikke snobrødet for tykt, da det så er svært at gennembage det. Brødet hæver også, når det bager over ilden. Hold ikke snobrødet for tæt på flammerne, da det risikerer at blive sort udenpå. Hav tålmodighed og spis først snobrødet, når det er gyldent og sprødt. Snobrødet kan spises for sig selv eller f.eks. sammen med ketchup eller syltetøj.
Sørg for at slukke bålet, inden du forlader det.
maj 06, 2019 @ 16:10:12
Tak for opskrift.
apr 13, 2020 @ 15:02:36
Hvor mange snobrød bliver denne dej til? 🙂
apr 13, 2020 @ 21:15:45
Tak for at gøre mig opmærksom på, at der ikke var mængdeangivelse. Opskriften giver cirka 10-12 snobrød. God fornøjelse 🙂