I følge de danske sundhedsmyndigheder kan det være meget vanskeligt at opfylde små børns ernæringsbehov, hvis de spiser udelukkende vegansk. Jeg har selv tre børn, der vokser op som veganere, og jeg har sat mig ind i deres behov, men “meget vanskeligt” har jeg ikke oplevet det som. Børnene er knap 11, 6 og 4 år, og de har været veganere siden fødslen. De udvikler sig normalt og er sunde og raske. Jeg har lavet en video, der viser, hvad min yngste søn spiser på en gennemsnitlig dag, for hvis man ikke kender så meget til det, kan det måske være svært at forestille sig, hvad de egentlig spiser, de der veganerbørn 🙂
I videoen ser man, at menuen står på følgende:
Morgenmad: Havregrød kogt på vand drysset med kanelsukker*, en klat plantemargarine, hørfrø, sojamælk, pære og mandler.
*Kanelsukker lavet med ægte kanel / ceylon-kanel. Læs her, hvorfor man ikke skal bruge den “almindelige” kanel.
Frokost: Rugbrød med avocado og hummus. Vindruer, gulerod, agurk, cherrytomat, cashewnødder, to små romkugler lavet af dadler og sorte bønner.
Eftermiddag: Smoothie lavet af grønkål, appelsin, banan, frosne ærter, græskarkerner, sesamfrø, dadler og vand.
Aftensmad: Fuldkornspasta med linsesovs og dampet broccoli.
Natmad: En halv gulerodsbolle med peanutbutter og banan.
Som sagt er det her en gennemsnitlig dag hos mig, og der er andre dage, hvor vi spiser mere eller mindre sundt. Der skal være plads til madglæde og variation, og jeg går derfor ikke til hverdag og tænker i detaljer over, om vi nu er er dækket ind med alle næringsstoffer. Det er ikke nødvendigt. Men jeg sørger for at inkludere næringsrige fødevarer i vores måltider hver dag, f.eks. bønner/linser/kikærter, nødder/frø/kerner, grøntsager (særligt de grønne), fuldkornsprodukter som rugbrød, havregryn, ris og pasta og ikke mindst frugt. Tidligere har jeg udregnet næringsstofferne for nogle dagskosteksempler, og det har givet mig en god fornemmelse for, hvad vi har brug for. Læs mere i mit tidligere indlæg: Hvad spiser en veganer?
Grønne spirer
At lade sine børn vokse op som veganere er efter min mening en gave både til dem og til verden. Der er brug for, at vi alle spiser mere plantebaseret af hensyn til klimaet, dyrene og vores egen sundhed. Et studie understreger, at vi bliver nødt til at spise 90 procent mindre kød for at give kloden og kommende generationer en chance! At lære børnene grønne og sunde vaner fra starten gør det nemmere for dem at træffe nogle gode valg som voksne, fordi mange af ens madvaner (og andre vaner) grundlægges i barndommen. Det er dog vigtigt som forælder, uanset om man er veganer eller ej, at sætte sig ind i børns ernæringsbehov, da der er nogle særlige hensyn at tage. Bogen Grønne spirer – Alt om vegansk ernæring til børn udkommer snart, og den fortæller alt, hvad man har brug for at vide om sund og grøn mad til børn. Jeg har bidraget med 50 nemme og børnevenlige opskrifter til bogen, og jeg glæder mig så meget til, at den kommer ud og kan gøre gavn hos de danske børnefamilier.
Vegansk mad til børn er stadig et kontroversielt emne, men det bliver mere og mere normalt i takt med, at flere familier vælger at leve vegansk. Jeg håber, at min video ovenfor har bidraget positivt til debatten ved at vise en helt almindelig 4-årig dreng, der er fuld af energi og godt humør – og ja, så er der også lige den detalje, at han er veganer 🙂
feb 28, 2019 @ 06:30:38
Tak for denne video, Mia! Mine 2 drenge på 4 og 2 år har lige set den med stor interesse.
Jeg har forudbestilt bogen helt tilbage i december – så vi venter i spænding 😀
mar 10, 2019 @ 09:53:21
Dejligt at høre! Det glæder mig, at dine børn også kunne lide at se den 🙂
feb 28, 2019 @ 08:38:23
Fantastisk video – hvor man han altså bare sød 🙂
mar 01, 2019 @ 09:55:19
Århhh hvor er han dejlig og skøn. Når jeg tænker på hvor mange der kæmper med og få deres børn til at spise grønsager
Wau hvor er han dog sød og han spiser bare det hele med glæde. Super god video som viser det er muligt og lære børn og spise sundt. Bravo 👏👏👏
mar 10, 2019 @ 09:52:44
Tusind tak for din kommentar 🙂 Ja, der er nemlig mange, der kæmper med grøntsagerne, men det går heldigvis nogenlunde herhjemme, selvom de bestemt ikke spiser alle grøntsager 😉