Kylling i karry er en favorit hos mange børnefamilier. Jeg kan ikke huske, om vi spiste det i mit barndomshjem, men det er i hvert fald ikke noget, som jeg selv har serveret for mine børn – før nu. Mine børn vokser op som veganere og har aldrig smagt kylling eller andre slags kød. Til gengæld har de smagt mange forskellige slags bønner, linser, grøntsager og nødder. Men nu hvor der findes veganske alternativer til kylling, så kommer det en gang i mellem på bordet herhjemme for forandringens skyld (selvom jeg stadig foretrækker bælgfrugter).
Til 2-3 personer
Ingredienser:
1 lille løg
1 fed hvidløg
2 tsk. karry
½ tsk. chilipulver (kan undlades)
2 spsk. olie
1 kartoffel
1 gulerod
75 g knoldselleri*
1 æble
2 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
2,5 dl plantefløde (eksempelvis havre cuisine fra Naturli’ eller kokosmælk)
1 spsk. citronsaft
Salt & peber
Evt. 1 spsk. Maizena majsstivelse + 1 spsk. vand
1 pakke vegansk “kylling” (eksempelvis fra Naturli’ eller LikeMeat)
Til servering:
Ris
Evt. dampet broccoli, æblestykker, sorte sesamfrø og korianderblade.
*Resten af knoldsellerien kan skæres i mindre stykker og fryses ned til næste gang, der skal laves sovs.
Fremgangsmåde:
Start med at sætte risene til at koge efter pakkens anvisning.
Hak løg og hvidløg. Steg det i en gryde sammen med karry, chili og olie i nogle minutter.
Skræl kartoffel, gulerod, knoldselleri og æble og skær dem i mindre stykker. Hæld det hele ned i gryden sammen med løg og hvidløg og kog det i 2 dl vand sammen med bouillon i cirka 10 minutter. Blend derefter vandet og grøntsagerne med en stavblender, til der ikke er nogen klumper.
Tilsæt derefter havrefløde/kokosmælk samt citronsaft. Smag til med salt og peber.
Hvis sovsen skal være tykkere, kan du røre 1 spsk. Maizena majsstivelse sammen med 1 spsk. vand, indtil der ikke er nogen klumper. Lad sovsen koge op og hæld majsstivelsen i sovsen i en tynd stråle under omrøring.
Tilsæt de veganske kyllingestykker og lad sovsen simre, til kyllingestykkerne er varmet igennem. Servér evt. retten med dampet broccoli, æblestykker, sorte sesamfrø og korianderblade.
Tip: Hvis det skal være nemt, kan du lave sovsen med 350 g frosne suppeurter i stedet for grøntsagerne i opskriften.
jan 07, 2019 @ 12:44:14
Hvor kan Naturli Pipfri købes? Jeg har forsøgt Irma, Kvickly og Netto uden held.
jan 09, 2019 @ 08:51:53
Jeg har fundet det i Rema 1000. Jeg ved ikke, om det sælges andre steder end der. God jagt 🙂
jan 14, 2019 @ 11:39:35
Hej Mia. Kunne man evt. Kalde det andet eller er det for at kødspisere nemmere vil kunne blive veganere?
MvhVips69
jan 19, 2019 @ 13:20:47
Man må kalde det, hvad man vil 🙂 Men hvis man nu gerne vil have noget, der minder om kylling i karry i en vegansk version, så er det nemt at søge efter med dette navn 🙂
jan 28, 2019 @ 15:50:14
Det ser lækkert ud, kan retten fryses?
feb 10, 2019 @ 17:34:47
Jeg har ikke prøvet, men det vil jeg tro 🙂
feb 12, 2019 @ 11:20:12
Det kan man godt 😊
feb 26, 2019 @ 08:47:52
Hej Mia. Min veninde og jeg har projekt uge og har nogle spørgsmål vedrørende det at være veganer. Vi håber du har lyst til at kontakt mig og måske hjælpe os.
mar 10, 2019 @ 09:54:11
Du er velkommen til at skrive en mail til mig, og jeg skal svare, så godt jeg kan 🙂
apr 09, 2019 @ 11:35:49
I made this for dinner at my mom’s house and it’s yum yum yum!!! My mom, my father and my brother all raved about it! I added an extra clove of garlic and a handful of red, green and yellow peppers to boost the nutritional content and a little cornstarch to thicken, but otherwise left it as is.
apr 19, 2019 @ 08:26:53
Sounds great! Thank you for your comment 🙂