Foccacia med røde linser

Lækkert, næringsrigt sandwichbrød med fuldkorn og røde linser 😍 Nemt at lave og fungerer både som tilbehør til aftensmaden og sandwichbrød i madpakken. Da jeg serverede det for min veninde, sagde hun: “Det er det bedste brød, jeg længe har smagt” 🙌

Opskriften er fra min kogebog “Kærlige madpakker” 📚

Dejen er ret våd før bagning, men det er også det, der giver gode lufthuller i brødet sammen med en lang æltetid 😀 God weekend ☀️


Ingredienser:
200 g røde linser
4½ dl lunkent vand
25 g gær
1½ tsk. salt
1½ tsk. sukker
200 g hvedemel
150 g grahamsmel

Til toppen:
Rapsolie eller olivenolie
Groft salt
Tørrede krydderurter (f.eks. rosmarin, timian og oregano eller blandingskrydderiet ”herbes de provence”)

Fremgangsmåde:
Blend de tørrede, røde linser i en elektrisk kaffekværn, indtil de bliver til mel. 

Hæld vandet i en skål og opløs gæren deri. Tilsæt salt, sukker, linsemel, hvedemel og grahamsmel. Rør dejen godt sammen. Hvis du har en røremaskine, så lad den røre i 5-10 minutter. Beklæd en firkantet form med bagepapir og hæld dejen over i formen (passer til en form med målene 23 x 33 cm). Glat dejen ud, så den dækker hele bunden. Dæk den til med et viskestykke og sæt den til hævning et lunt sted i en time.

Efter hævning pensles dejen forsigtigt med olie. Drys groft salt og tørrede krydderurter ovenpå. Bag foccacia-brødet i 20-25 minutter ved 200 ℃ varmluft. 

Brug eventuelt brødet som tilbehør til suppe, eller skær det i stykker og brug det som sandwichbrød i madpakken, gerne med fyld af hummus og frisk grønt eller en lækker pålægssalat. 

2 kommentarer (+add yours?)

  1. Pernille's avatar Pernille
    jan 13, 2025 @ 12:18:56

    Hej Mia, har lige fået din bog “Kærlige madpakker” i gave. Ser lækkkert ud! Men er i tvivl om det er okay at bruge linserne tørre? Uden at de skal skylles, da det står flere steder at de skal skylles. Vil det fungere at skylle dem? Eller hvad bør man gøre?

    Hilsen Pernille

    Besvar

    • Mia Sommer's avatar Mia Sommer
      jun 12, 2026 @ 17:17:37

      Tak for din kommentar, jeg håber, at du bliver glad for bogen! Jeg skyller ikke linserne i denne opskrift, men du kan godt gøre det, hvis du vil 🙂

      Besvar

Skriv en kommentar