Sortøjede bønner kaldes på engelsk “cowpeas,” hvilket minder om “chickpeas” (kikærter). De næringsrige sortøjede bønner, der nok er mindre kendte end kikærterne, kan da også bruges ligesådan. Jeg har kogt en stor portion (det kan man ligeså godt, når man er i gang). Nogle af bønnerne har jeg lavet dette pålæg af, og resten vil jeg bruge i en tomatsovs i aften. Bønnerne kan også fryses, så de er klar til en anden dag, men vil man hellere lave en stor portion pålæg, kan det også sagtens fryses ned i mindre portioner.
Dette er mit bud på, hvad bønnepostej af sortøjede bønner kan bestå af, men der er ingen grænser for, hvad man ellers kan putte i. Eksempelvis friske eller tørrede krydderurter, nødder, karry, paprika, mere chili, ketchup, eller hvad man nu kan lide.
Giver 300 gram
Ingredienser:
100 g tørrede sortøjede bønner (200 g kogte)
50 g soltørrede tomater
1 fed hvidløg
2 spsk. citronsaft
½ dl vand
1/4 tsk. salt
1/4 tsk. chilipulver
Fremgangsmåde:
Læg de tørrede bønner i blød i vand 8-12 timer. Kog dem i nyt vand i cirka 40 minutter (eller til de er bløde). Lad dem køle af.
Blend alle ingredienserne til en cremet masse. Tilsæt evt. mere eller mindre vand. Smag til med salt og chili.