Jeg vil i dette blogindlæg fortælle min personlige beretning om, hvorfor jeg blev veganer, og hvordan det har påvirket mit liv siden da.
Jeg har altid holdt meget af dyr, og jeg har i løbet af min barndom haft forskellige kæledyr, som jeg knyttede mig meget til. Da jeg var omkring de 12 år, gik det op for mig, at der nok ikke var så stor forskel på de dyr, jeg puttede i munden, og dem jeg kælede med. Jeg så også nogle meget rystende billeder i fjernsynet af, hvordan dyr bliver behandlet i landbruget. Jeg begyndte at tænke mere og mere over, hvad jeg spiste, og jeg fik dårlig samvittighed, når jeg spiste kød. Det fik mig til langsomt at udfase kødet fra min kost – ikke som en bevidst beslutning om at blive vegetar, men fordi jeg simpelthen havde det bedst med ikke at spise kød. Jeg kan dog huske én episode fra 5.-6. klasse, hvor jeg traf et meget bevidst valg. Det var spisefrikvarter, og jeg skulle til at spise frokost med mine veninder. På bordet foran mig lå et gratis skoleblad fra “Dyrenes Beskyttelse,” og på forsiden var der et stort billede af en glad gris. Jeg tog en rugbrødsmad op af min madkasse og pakkede den ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde med, for min far smurte altid madpakkerne til min bror og mig. Jeg åbnede maden, og det var en skinkemad. Jeg kunne rent faktisk godt lide smagen af skinkemad, men jeg kiggede på billedet af grisen, og jeg kunne simpelthen ikke spise den mad – så jeg smed den i skraldespanden. Mine veninder omkring mig syntes, at jeg var fjollet, men jeg var ligeglad. Da jeg kom hjem, sagde jeg til min far, at jeg ikke længere ville have kødmadder med i skole. Og fra den dag var jeg stort set vegetar.
Jeg vil indrømme, at det ikke altid var nemt som 12-årig at skulle forsvare mit valg over for de voksne, som ikke tog mig seriøst. Og jeg kendte ingen andre vegetarer, som jeg kunne få gode råd eller støtte fra. Maden var heller ikke særlig tiltalende, for da jeg endnu ikke havde lært at lave mad, spiste jeg som regel bare “tilbehøret” til mine forældres aftensmad eller nogle kedelige rugbrødsmadder. Men jeg fik aldrig lyst til at spise kød igen, og jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig at være vegetar.
Da jeg blev lidt ældre, skete der endnu en udvikling. Jeg stiftede bekendtskab med dyrerettighedsforeningen Anima, der arbejder for at give dyr bedre forhold. Anima oprettede i 2005 et forum, hvor jeg var aktiv fra starten og langsomt lærte andre vegetarer og veganere at kende. For første gang i mit liv snakkede jeg med andre mennesker, der havde gjort sig de samme tanker om dyr og mad, som jeg selv havde, og det betød enormt meget for mig!
Jeg begyndte at opsøge mere information, og jeg valgte at læse en bog, der hedder “The Pig who Sang to the Moon.” Den handler om dyrs følelsesliv og indeholder bl.a. anekdoter om dyr og en masse information om, hvordan dyr bliver behandlet i det industrialiserede landbrug. Den bog gjorde et kæmpe indtryk på mig – det gik for første gang op for mig, at der er ligeså meget lidelse forbundet med produktionen af mælk og æg, som der er ved produktionen af kød. Jeg var vegetar, fordi ingen dyr skulle udsættes for lidelse på grund af mig, men det gik op for mig, at jeg ved at spise mælk og æg støttede en industri, som jeg overhovedet ikke kunne stå inde for.
Køerne laver jo ikke mælk for vores skyld, de laver mælk til deres kalve – men kalvene bliver taget fra deres mor kort efter fødslen, og efter et kort og ensomt liv, bliver de slået ihjel. Beskrivelsen af, hvordan køer og kalve efter deres adskillelse i dagevis skriger efter hinanden, gik lige i hjertet på mig, da jeg læste “The Pig who Sang to the Moon.” Efter jeg selv er blevet mor, gør det om muligt et endnu større indtryk på mig at tænke på alle de køer, der mister deres kalve.
Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg besluttede at blive veganer. Det var den 14. april 2005. Jeg gik i 1.g i gymnasiet, og jeg sad i bussen på vej hjem fra skole. Jeg havde de sidste par dage læst “The Pig who Sang to the Moon,” og der kørte en masse tanker rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke spise mælk og æg mere. Ikke med den viden jeg nu havde. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg gjorde det. Jeg var nødt til at blive veganer, hvis jeg ville følge min samvittighed, og det ville jeg.
Det er et valg, jeg aldrig har fortrudt siden, men det var hårdt at blive kaldt “sindssyg” af min mor, da jeg fortalte beslutningen til hende. Modstanden blev dog gradvist vendt til accept og samarbejde, og jeg fik en ugentlig maddag, hvor jeg skulle lave mad til mine forældre og min bror. Det var en udfordring for mig, men jeg lærte det hen ad vejen.
At blive veganer er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv! Det er en beslutning, der har medført masser af gode oplevelser, glæde, nye venner, passion for mad og følelsen af at gøre en forskel. Det har også gjort mig stærk og selvstændig, at jeg sommetider har været nødt til at forsvare mine valg over for mennesker, der har været kritiske over for mig. Men jeg er ikke interesseret i at diskutere – jeg vil inspirere og dele ud af min madglæde til dem, der er åbne over for det. For mig er veganismen ikke en begrænsning, men et hav af muligheder.
Mia Sommer 
apr 14, 2012 @ 19:33:30
Flot og rørende beskrivelse. Jeg synes, du er mega sej, at du så tidligt har gjort dig disse tanker og holdt fast i din beslutning. Det kan ikke altid have været nemt.
– Line
apr 15, 2012 @ 07:41:09
Mange tak! Nej, det har ikke altid været nemt, men jeg har hele tiden vidst, at det var det rigtige 🙂
apr 15, 2012 @ 20:19:06
Wauw..sikken en historie, Mia! Og hvor er du dog en stærk person…det er inspirerende og beundringsværdigt for mig, at du så tidligt har truffet dit valg!
Jeg er selv vegetar og på vej til livet som veganer. Det er lidt trættende i længden, at skulle forklare og forsvare sig, synes jeg….samtidig ønsker jeg også, at formidle de uendelige positive horisonter der åbner sig, når man tænker sin mad i grønne baner! Hvordan tackler du andres spørgsmål og kritiske kommentarer i dag? Og hvad gør du i sociale situationer f.eks. juleaften når du ikke er med i mandelgavejagten eller til fødselsdag hos en altspisende veninde?
På forhånd tak! Grønne hilsner fra Christine
apr 18, 2012 @ 16:46:11
Tusind tak for de søde ord!
Jeg oplever heldigvis ikke særlig tit at skulle forsvare eller forklare mine valg. Jeg har været veganer så længe, at de fleste mennesker i mit liv kender til mit valg, og jeg har snakket med dem om det for længe siden. På min nye arbejdsplads ved de, at jeg er veganer, men de har endnu ikke spurgt ind til det. Og hvis jeg støder på folk, der forundret spørger, hvad jeg dog så kan spise, henviser jeg bare til min madblog (det er du også velkommen til). Det er sådan en nem måde at afkræfte folks forestillinger om, at det er kedelig og indskrænket mad 🙂
Jeg synes også, at veganisme fører SÅ meget positivt med sig, og det vil man selvfølgelig gerne formidle, men mit råd er at gemme det til de folk, der rent faktisk er interesseret. Lad være med at bruge tid på negative folk, der kun vil kritisere, for de ændrer alligevel aldrig holdning.
I forbindelse med f.eks. juleaften, tager jeg min egen mad med. Så er jeg ikke til besvær for værten, og så får jeg lige det, som jeg godt kan lide. Min familie er ikke så traditionsbunden, så sidste år havde jeg bagt muffins med en mandel i den ene, og det var så vores mandelgavejagt. Men det kan også godt lade sig gøre at lave vegansk risalamande 🙂
For nylig var jeg til fødselsdag hos en veninde, som havde været så sød at bestille en vegansk tærte. Det var den lækreste rå tærte med bær!! Det var så sødt af hende at tænke på mig! Jeg er så heldig at have nogle meget søde og forstående veninder. Men hvis jeg skulle havne i den situation, at der ikke var noget til mig, så ville jeg bare lade være med at spise noget og ikke kommentere det. Så kan man jo bare spise noget lækkert, når man kommer hjem. Mit råd er, at man ikke skal tage det så tungt. Selvfølgelig vil man komme i nogle kiksede situationer en gang i mellem, men hvis man minder sig selv om, hvorfor man gør det – nemlig for dyrene – så er det det hele værd 🙂
apr 16, 2012 @ 07:55:47
Ja – det er en fantastisk selvforstærkende proces, når man først én gang har flytte dyrene ud af kategorien mad.
Jeg er henover det sidste år – hvor min kæreste og jeg sammen besluttede at droppe kødet – gået fra at melde ud til familie, at vi godt kunne spise fisk, hvis de virkelig havde problemer med at kreere en vege-menu til forleden at ringe til min mor for at forklare at vi ikke spiser produkter med gelatine og sende en liste med produkter, der indeholder pektin i stedet … Og altså en dyrefri kost med hensyn til alt, der bevæger sig i vand, land og luft OG hvad der på mystisk er havnet af dyrerester af marmelade og andre ting og sager.
Vi lever i primært(-ish) vegansk hjemme, men spiser øko æg og øko mælk m.m. ude – men det sætter klart nogen tanker i gang, når man indser hvad der foregår med hanekyllinger, tyrekalve og “afkoms-berøvelse”.
Det er svært.
Jeg vil gerne selv have fire høner i en stor have – og i det scenarie har jeg ikke et problem med et spise æg (høner lægger æg uden tilstedeværelsen af en hane), men jeg synes uden tvivl, at den måde æggeproduktion foregår i industrien er forkastelig (og mælkeproduktion lige så)…
Ens holdninger er konstant i udvikling, for når man først har taget dyr ud af mad-ligningen og forstår dem som med-væsner på en ny måde, bliver man nødt til at forholde sig til alting på ny…
Jeg blev vegetar for snart et år siden. Siden jeg flyttede sammen med min kæreste for snart to år siden spiste vi kun kød et par gange om måneden, men hver gang blev jeg “ked af det”.
Indtil min kæreste en dag spurgte, hvorfor vi ikke bare stoppede. Det gjorde vi.
Jeg har altid, ligesom du beskriver, elsket dyr … Men hvorfor jeg først er nået til den erkendelse, at man ikke behøver spise dem nu ved jeg ikke.
Jeg synes det er utrolig at du allerede er brudt fri af samfundets ide om, hvad man skal putte i munden, så tidligt.
Tillykke med årsdagen!
apr 18, 2012 @ 16:28:16
Mange tak for dit svar! Jeg kan godt lide at høre om, hvordan andre er noget frem til den grønne livsstil. Det lyder som om, at vi to har meget til fælles, hvad det angår. Jeg tog det jo også gradvist. Nogle er bare hurtigere end andre til at indse sammenhængen mellem kød, dyr og lidelse, og det er jo forskelligt, hvor hurtigt man reagerer på det. Fedt, at din kæreste havde det på samme måde, og at I kunne tage skridtet sammen 🙂 Man får det så godt af handle i overensstemmelse med sin samvittighed, og man får efterhånden øjnene op for flere og flere aspekter.
Jeg synes, at I skulle tage med til fællesspisning på et tidspunkt, og i næste måned er der forårsfest med stor vegansk buffet. Det plejer altid at være en succes, og man kan tilmelde sig her: http://www.vegetarkontakt.dk/?-den-store-sommerfest-den-5-maj-2012=102446
Det har betydet meget for mig at lære andre vegetarer og veganere at kende!
nov 18, 2013 @ 10:39:42
Hvor er det smukt. Og så de to billeder, de to blikke. Meget, meget betydningsfuldt og sigende. Tusinde tak for det.
dec 01, 2013 @ 18:55:06
Mange tak for din kommentar, Sarah. Jeg synes også selv, at de to billeder er meget sigende, så derfor har jeg valgt ikke at kommentere billedet.
dec 01, 2016 @ 08:36:52
Kære Mia. Tak for din historie:). Vores familie er midt i processen tættere på en vegansk livsstil. Jeg har derfor et spørgsmål. Vores børn elsker mælk, og plante mælk er bare så dyrt! Selvom vi har en slowjuicer får jeg ikke lige lavet min egen plantemælk. Hvad bruger I istedet for mælk til jeres børn? Kh Trine
dec 07, 2016 @ 09:12:20
Hej, dejligt at høre, at I arbejder jer hen imod en vegansk livsstil 🙂 Mine børn får plantemælk på deres havregryn om morgenen, og ellers drikker de bare vand i løbet af dagen. Plantemælken køber jeg fra en tysk hjemmeside, hvor de koster cirka 14 kr. pr. liter, og ellers køber jeg stort ind, når der er tilbud i butikkerne (https://www.allyouneedfresh.de/ de leverer gratis til Danmark ved køb over 90 euro). Det er ikke nødvendigt at drikke mælk, hverken for børn eller voksne. Hvis man tænker over det, giver det heller ikke mening, at mennesker skulle være afhængig af en anden arts modermælk for at være sunde. Der er heller ingen dyr, der drikker mælk fra andre arter, eller i det hele taget efter de er vænnet fra deres mor. Jeg ved godt, at det ligger meget indgroet i mennesker pga. vores kultur og den markedsføring, der er omkring komælk, men vand er den eneste væske, som vi har brug for 🙂 Jeg kan anbefale dig at læse denne pjece om vegansk børneernæring: http://vegetarforening.dk/sites/default/files/Babyfolder_05.pdf og denne artikel om mælk:http://diaetist-felding.dk/artikler/hvorfor-jeg-ikke-anbefaler-maelk/
maj 14, 2018 @ 14:13:25
Kære Mia, jeg ville gerne spørge dig, om du nogensinde har haft positive eller negative oplevelser ifm. din vægt – vil du mene, at det er nemt at holde vægten med vegansk mad? Og så lige TAK for dine bøger. De er helt fantastiske og jeg fik mit eksemplar på min fødselsdag og dér traf jeg endelig den beslutning jeg havde udskudt for længe (vegetar siden jeg var 17, veganer da jeg blev 33) – én gang for alle blev myten om, hvor svært det er at lave vegansk mad aflivet! Jeg har ligesom du beskriver længe kæmpet med at spise vegetarisk også, fordi jeg levede af brød og tilbehør. Men dét er da slut nu. Nu har jeg for første gang i livet LYST til at lave god mad – og jeg kan finde ud af det! Og det er ellers noget af en ting at kunne – skrive opskrifter som alle kan lave! TAK!
jun 17, 2018 @ 07:02:28
Det er jeg virkelig glad for at høre! Tillykke med din beslutning! 🙂 Jeg oplevede også meget større madglæde, efter jeg blev veganer 🙂 Jeg har aldrig haft problemer med at holde vægten, bortset fra da jeg lavede min kagebog, der tog jeg 5-6 kilo på i løbet af et år, men det er også lidt ekstremt at spise så meget kage, og så var det endda samtidig med, at jeg stoppede med at amme, så jeg forbrændte ikke ligeså mange kalorier som normalt 🙂
apr 20, 2019 @ 23:35:30
Jeg er rørt over at du kunne blive vegetar i en så tidlig alder….Jeg er selv vegetar og overvejer at blive veganer.Desuden er jeg dyreaktivist.Jeg er 50 år og har altid elsket dyr men i en periode har jeg spist kød, men det vil jeg aldrig mere, der var nogen som blandet sig i mit liv.De får ikke lov til at blande sig mere. Forløbig prøver jeg at tabe mig. Jeg har taget 12 kg på. For at smide de mange kg. sulter jeg mig ellers kan jeg ikke komme af med dem. Er du kommet af med de 5-6 kg du tog på da du skrev kage bogen?Det er en rørende historie du fortæller om dit liv på vej til at blive veganer.Held og lykke med den nye bog…. Mvh Lise-Lotte