Veganske æbleskiver kan endnu ikke købes i butikkerne, men heldigvis er det ikke noget problem at lave dem selv, hvis man har det rette udstyr. Det kan godt betale sig at investere i en non-stick æbleskivepande, for så hænger dejen ikke fast, og det er nemt, når de skal vendes.
14 stk.
Ingredienser:
150 g hvedemel
50 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. kanel
½ tsk. fint salt
100 ml vand
50 ml appelsinjuice
plantemargarine til stegning
Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser. Tilsæt derefter vand og appelsinsaft. Bland dejen godt.
Put lidt plantemargarine i hvert hul i æbleskivepanden og opvarm den. Når margarinen er smeltet, fyld da dejen i hullerne, så hvert hul er 3/4 fyldt. Panden må ikke være alt for varm, da æbleskiverne risikerer at blive brændte udenpå (min kogeplade indstilles til nr. 2 ud af 3).
Når æbleskivernes sider er blevet lysebrune, kan de vendes med en tandstik eller lignende. De skal bages væsentlig kortere tid på den anden side.
Serveres med jordbærsyltetøj og flormelis. Velbekomme!
dec 10, 2012 @ 15:02:06
Der står en æbleskivepande på min ønskeseddel i år… nu håber jeg *endnu* mere at jeg får én, for de her æbleskiver ser jo alt alt for gode ud!
dec 15, 2012 @ 16:47:59
Tak! Jeg ærger mig også over, at jeg ikke har brugt min æbleskivepande noget før 🙂
dec 10, 2012 @ 16:23:46
Hmm, tror jeg vil prøve at eksperimentere lidt med den her opskrift, Bruger jo ikke hvedemel, men er sikker på det kan fikses på andre måder 🙂
dec 15, 2012 @ 16:47:17
Helt sikkert, jeg er spændt på at høre, hvad du finder ud af 🙂
dec 19, 2012 @ 13:52:38
Jeg har flere gange bagt æbleskiver med speltmel – det fungerer forbløffende godt, og er om ikke sundt, så i hvert fald sundere end hvedemel.
jan 10, 2013 @ 13:58:43
Tak for tippet, Sofielf!
dec 15, 2015 @ 08:59:19
hvorfor har du skiftet mælk ud med vand? bliver de så stadig ligeså gode? mælk har jo den der cremet og søde smag. og hvad er det for noget appelsinjuice du har brugt? og smager disse æbleskiver ligeså gode som de “normale”?
dec 15, 2015 @ 16:20:54
De bliver mindst ligeså gode med vand, og vand er jo næsten gratis, og det har man altid hjemme i modsætning til plantemælk 🙂
nov 15, 2018 @ 20:37:58
Kan man undlade appelsinjuicen eller gør den noget specielt udover smagen?
nov 26, 2018 @ 09:29:14
Det kan godt undlades, det er bare for smagens skyld 🙂
nov 20, 2018 @ 13:24:26
Har du prøvet at bage dem i en glutenfri variant?
nov 26, 2018 @ 09:28:30
Nej, det har jeg ikke prøvet.
dec 11, 2019 @ 16:53:57
Jeg synes smagen var god, men konsistensen blev lidt fed i forhold til “alm” æbleskiver.
Kan jeg evt komme lidt mere vand eller juice i?
Jeg aner ikke om det skulle hjælpe 🤷🏼♂️
mar 10, 2020 @ 11:29:38
Det kan jeg desværre ikke svare på, men det er da et forsøg værd 🙂
dec 23, 2019 @ 08:52:26
Kunne man måske putte noget revet appelsinskræl i?
mar 10, 2020 @ 11:26:48
Ja, det ville være rigtig lækkert!
nov 29, 2020 @ 20:39:45
Fantastisk og dejlig enkel opskrift som altid! ♥️
Jeg eksperimenterede med at tilføje 1 tsk natron og 1 tsk kardemomme i stedet for kanel, så de mindede mere om Frk. Jensens æbleskiver – og det smagte også fantastisk godt (og så får de en lys og lidt gullig nuance) ❄️
dec 08, 2020 @ 14:11:00
Tusind tak for din feedback og det gode tip! Det er længe siden, at jeg selv har lavet dem, nu hvor man kan købe veganske æbleskiver 😀