Kære læsere
Tak fordi I lagde vejen forbi min blog i 2017, og tak fordi I har delt mine opskrifter med hinanden. Al den opbakning og de mange positive kommentarer, som jeg har fået fra jer, betyder alverden!
Jeg vil fortælle jer en god nyhed, men først vil jeg nævne nogle af de ting, der har optaget mig i 2017. I år har jeg færdiggjort min anden kogebog “Veganske fristelser,” som udkom i sommers. Det var både hårdt arbejde og sjovt. Jeg er så glad for resultatet, og fordi I har taget godt imod den! Jeg har også lavet opskrifter til MENY og deltaget i lanceringen af deres veganske delikatesse på Borups Allé og i Rødovre Centrum. I foråret blev jeg valgt ind i bestyrelsen i Dansk Vegetarisk Forening. Det har været interessant at lære foreningen at kende indefra og være med til at have indflydelse via bestyrelsesarbejdet. Det er en forening, som jeg i høj grad vil anbefale at støtte eller blive medlem af, hvis man ønsker at udbrede den plantebaserede levevis i Danmark. DVF påvirker bl.a. den politiske debat, laver oplysningsmateriale, underviser skoleelever og laver sociale arrangementer i løbet af året. Derudover har mit år budt på dyreretsaktivisme bl.a. i London og Malmø, hvor jeg deltog i deres dyreretsmarch. Særligt marchen i London gjorde kæmpe indtryk på mig, og jeg har planer om at deltage igen næste år. Jeg har lært mange skønne mennesker at kende igennem aktivisme, foreningsarbejde og veganske, sociale arrangementer, og det er jeg meget taknemmelig for!
Jeg har de seneste måneder gået og overvejet, hvad jeg skal give mig i kast med i 2018. Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg ikke har lyst til at søge job som jurist, selvom jeg ellers blev færdiguddannet fra Københavns Universitet sidste sommer. Det, jeg brænder for, er den veganske madlavning og at gøre en forskel for dyrene. Disse to ting går heldigvis hånd i hånd med hinanden for ved lave nemme og velsmagende opskrifter, der inspirerer folk til at spise vegansk, så hjælper det også dyrene.
Iblandt de overvejelser, jeg havde, var at åbne en vegansk restaurant. Jeg havde fundet en partner, lavet indledende budget og menu, og vi kiggede efter en egnet lokation. Men det endte med, at jeg trak mig fra projektet, fordi jeg følte, at det blev for overvældende og tidskrævende at springe ud som selvstændig restaurantejer, samtidig med at jeg har tre børn, hvoraf to af dem stadig er små. Jeg gik i stedet for med tanker om at lave en kogebog mere, og jeg søgte samtidig job i restaurationsbranchen for at samle erfaring til senere hen. Jeg fik i november job hos den veganske restaurant Simple Raw, og jeg var rigtig glad! Der var søde kollegaer, lækker mad, og det var spændende at få indsigt i, hvordan et professionelt køkken fungerer indefra. MEN så fik jeg et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.
Dyrenes Alliance, der er en effektiv dyrerettighedsforening, havde brug for en ny kampagneleder til deres kampagne VeganerUdfordringen. De mente, at jeg ville være den perfekte kandidat til jobbet, og de overbeviste mig om, at jeg ville kunne gøre en større forskel for dyrene dér end i køkkenet hos Simple Raw. Jeg var tilbøjelig til at være enig, men jeg havde samtidig dårlig samvittighed over at forlade Simple Raw så hurtigt, men det var alligevel det, som jeg valgte at gøre. Og nu hvor beslutningen er truffet, føles det som det helt rigtige valg! Jeg glæder mig til at komme igang med at arbejde sammen med andre engagerede dyrevenner hos Dyrenes Alliance fra den 2. januar!
Jeg føler mig virkelig glad og heldig over at have fået denne chance for at arbejde med noget, hvor jeg kan gøre en forskel for dyrene! Og det føles godt at vide, hvad jeg skal lave i 2018. Jeg har også tænkt mig at fortsætte med bestyrelsesarbejdet i DVF, at deltage i aktivisme og inspirere med vegansk mad både her på bloggen på Instagram. Hvad der ellers kommer til at ske i 2018, vil tiden vise.
Jeg håber, at du har lyst til at deltage i VeganerUdfordringen i det nye år og på den måde gøre noget godt for dig selv og for verden. Du kan tilmelde dig gratis her. For at hjælpe dig godt igang, har jeg sammensat en madplan med nemme og sunde opskrifter fra min blog og min kogebog Vegansk velvære. Der er også masser af gode råd, hvis du er ny i det veganske køkken. Du kan downloade madplanen gratis her.
Godt nytår – jeg håber, at du vil være med til at gøre en forskel i det nye år!
dec 28, 2017 @ 19:19:14
TIL LYKKE med dit nye job Mia 😊Du er det helt perfekte valg ❤
Det har været en kæmpe fornøjelse – og inspiration – at følge dig i 2017, og det er jeg super glad for at have fået muligheden for ❤ Du er så sej så sej! Andre jurister ville falde for fristelsen til et job i en eller anden kedelig styrelse – men det kan du jo altid vende tilbage til, når du bliver gammel! Det er så vigtigt at holde fast i sine drømme, mens man kan! Så rigtig godt gået Mia.
Ønsker dig et skønt 2018 🍸🍡
Knus Jytte
________________________________
Fra: Mia Sommer
Sendt: 28. december 2017 15:36
Til: jyttekragh@live.dk
Emne: [Nyt indlæg] Et nyt år med nye udfordringer
miasommer posted: “Kære læsere Tak fordi I lagde vejen forbi min blog i 2017, og tak fordi I har delt mine opskrifter med hinanden. Al den opbakning og de mange positive kommentarer, som jeg har fået fra jer, betyder alverden! Jeg vil fortælle jer en god nyhed, men først “
jan 10, 2018 @ 08:45:12
Tak, hvor er du sød 🙂 Jeg føler mig også virkelig heldig over at have fået muligheden for at arbejde med noget, som betyder noget for mig og gør en forskel! Om jeg nogensinde vender tilbage til jura, må tiden vise 😉
Du må have et dejligt 2018!
dec 28, 2017 @ 20:57:02
Hvor lyder det spændende, Mia. Al held og lykke til dig i det nye år.
Glædelig bag(h)jul og godt nytår ❤
jan 10, 2018 @ 08:41:56
Tusind tak og i lige måde 🙂
dec 29, 2017 @ 03:22:09
Hej Mia. Vi har lavet den norske fyrstekage du har opskrift på her på siden og den blev super god. Jeg kan se at du har nogle super lækre opskrifter med marcipan, men du nævner ikke hvordan du laver marcipanen selv. Kan man købe vegansk marcipan?
jan 10, 2018 @ 08:41:12
Jeg er glad for at høre, at den blev god! 🙂 Marcipan er vegansk. Det er bare lavet af mandler og sukker. Jeg plejer at købe færdig marcipan, men man kan selvfølgelig også lave det selv, hvis man synes, at det er sjovt at eksperimentere 🙂