Denne postej er en af mine gamle klassikere, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den er et godt og sundt alternativ til leverpostej. Den smager forrygende, og den lader dyrene leve. Derfor er det en leve-postej.

Ingredienser:
500 g champignoner
1 løg, hakket
100 g usaltede cashewnødder*
1 dl vand
1 dåse kidneybønner eller sorte bønner (240 g kogte)
1-2 tsk. salt
Friskkværnet peber
*Hvis du bruger saltede cashewnødder, bør mængden af salt i opskriften justeres.
Fremgangsmåde:
Hak champignonerne fint (brug eventuelt en foodprocessor). Steg champignoner og løg på en pande i 10-15 minutter, indtil champignonerne har afgivet al deres væde, og væden er stegt væk. Det er ikke nødvendigt at tilsætte vand eller olie, da champignonerne indeholder meget væde i sig selv.
Hæld cashewnødder og vand i en foodprocessor og blend, indtil det har en ensartet konsistens. Tilsæt derefter de stegte champignoner, løg, drænede bønner, salt og peber. Blend indtil postejen har den ønskede konsistens, eksempelvis helt fin eller lidt grov. Smag til med salt og peber.
Put postejen i en form (passer til en 9 dl aluminiumform eller en lille brødform) og bag den i ovnen ved 200 grader i 45-55 minutter. Postejen kan også bages i muffinforme, hvilket er praktisk hvis den skal fryses eller med på tur.
Server eventuelt leve-postejen med stegte champignoner og løg på toppen og spis den varm eller kold sammen med rugbrød og syltede rødbeder eller syltede rødløg.


apr 04, 2019 @ 09:52:06
Hej Mia
Skal cashewnødderne have været i blød inden de skal blendes, eller er det blot direkte i? 🙂
apr 19, 2019 @ 08:28:34
De skal bare direkte i 🙂
jan 14, 2020 @ 09:29:21
Tusind tak for en fantastisk god opskrift.Og den er utrolig let at lave.
mar 10, 2020 @ 11:23:26
Mange tak for din feedback 🙂
jan 30, 2020 @ 14:24:43
Hej Mia
Kan jeg ersatte cashewnødderne med en anden type nødder?
mar 10, 2020 @ 11:12:36
Ja, det kan du godt. Jeg vil anbefale solsikkekerner, men prøv dig gerne frem med andre nødder.