Tarteletter er skøn “mormor-mad,” der nemt kan laves i en vegansk udgave, som smager mindst lige så godt, som dem du kender fra barndommen. Du behøver ikke at gå glip af noget, bare fordi du gerne vil spise mere dyrevenligt og miljøvenligt. De her tarteletter blev rost til skyerne, da jeg lavede dem for mine venner for nogle uger siden. Nu har jeg forsøgt at genskabe dem, og de smager SÅ godt, hvis jeg selv skal sige det. Men det bedste er næsten, at de er virkelig nemme at lave. Jeg bruger vegansk “kylling” lavet af ærteprotein, men hvis du ikke er til veganske kødalternativer, kan du eksempelvis bruge hakkede svampe. Jeg har en anden opskrift med champignoner her.

Cirka 20 stk. / til 4-5 personer
Ingredienser:
200 g gulerod
2 løg
Olie
150 g ærter
2 pakker vegansk “kylling” (eksempelvis fra Naturli’ eller LikeMeat)
1 dåse aspargessnitter (inklusiv vandet)
½ liter plantefløde (eksempelvis havre cuisine fra Naturli’)
1-2 potter persille
2 terninger grøntsagsbouillon
1/4 tsk. peber
1/2 tsk. muskatnød
1 tsk. citronsaft
2 spsk. Maizena majsstivelse + lidt vand
2 pakker tarteletskaller
Fremgangsmåde:
Skær gulerødderne ud i små tern. Hak løgene fint. Steg begge dele i en gryde i lidt olie eller vand, indtil gulerødderne er møre. Tilsæt ærter, vegansk “kylling,” aspargesnitter inklusiv vand, havrefløde, hakket persille (gem noget til pynt), grøntsagsbouillon, peber, muskatnød og citronsaft. Lad det hele koge op under omrøring. Rør majsstivelsen ud i lidt vand og hæld det i sovsen i en tynd stråle under omrøring. Hvis sovsen skal være tykkere, så tilsæt mere majsstivelse, der er rørt ud i vand først.
Smag sovsen til med salt og peber og servér den i lune tarteletskaller med frisk persille som pynt.


dec 12, 2020 @ 19:34:11
Er alle tarteletskaller veganske? Hilsen gunilla
Sendt fra min iPad
Den 12. dec. 2020 kl. 15.10 skrev Mia Sommer :
Mia Sommer posted: ” Tarteletter er skøn “mormor-mad,” der nemt kan laves i en vegansk udgave, som smager mindst lige så godt, som dem du kender fra barndommen. Du behøver ikke at gå glip af noget, bare fordi du gerne vil spise mere dyrevenligt og klimavenligt. De her tartel”
jan 08, 2021 @ 22:22:53
Det er ikke alle, der er veganske, men mange er. Så husk at tjekke ingredienslisten for en sikkerhed skyld.
feb 23, 2021 @ 19:50:34
Hej Mia
Tak for endnu en god opskrift. Jeg har ikke fundet nogle tarteletskaller, jeg er sikker på er veganske – hvilket mærke bruger og hvordan sikrer du dig, at de kritiske E-numre er veganske?
De bedste hilsner
Anne
feb 26, 2021 @ 18:00:09
Hej Anne
Jeg bruger forskellige mærker, som jeg støder på. Jeg kan desværre ikke huske, hvad de hedder. Jeg går ikke op i e-numre, med mindre jeg ved, at de er animalske. Dvs. jeg går eksempelvis uden om e-120, men andre som kan være enten det ene eller det andet, undgår jeg ikke. Hvis det er vigtigt for dig, kan du prøve at skrive til producenten 🙂
okt 29, 2021 @ 20:21:25
Genial opskrift! Vi nød den helt vildt og den skal laves igen til jul. Tusind tak.
nov 01, 2021 @ 11:23:22
Det er jeg glad for, tak for din kommentar 🙂