Søde kartofler er virkelig lækre i mange retter og ikke mindst i sunde desserter! Jeg elsker disse kugler, og som bonus er de mere kalorielette end kugler med nødder eller bælgfrugter. Jeg har spist dem hele påskeferien og serveret dem for venner, der var vilde med dem. Smag og konsistens er lige i skabet, og personligt vil jeg meget hellere spise sød kartoffelkugler end almindelig kage 😀
Tip: De kan fryses, så lav gerne en kæmpe portion og fyld fryseren 🤩
Hver opskrift giver cirka 30 kugler
🌸Kakao-vanilje🌸 400 g søde kartofler 250 g havregryn 250 g bløde dadler, uden sten 2 spsk. kakaopulver 1 tsk. vaniljesukker En knivspids salt
🌺Rom-hindbær🌺 400 g søde kartofler 250 g havregryn 200 g bløde dadler, uden sten 3 spsk. hindbærsyltetøj 2 spsk. romessens 3 spsk. kakaopulver En knivspids salt
Fremgangsmåde: 👉Skræl de søde kartofler, skær dem i tern og kog dem 5-10 minutter, til de er møre. Lad dem køle helt af og brug dem, når de er køleskabskolde.
👉Blend havregryn til mel i en foodprocessor. Tilsæt derefter søde kartofler, dadler og de resterende ingredienser.
👉Blend det hele, til det er en ensartet masse. Skrab siderne på foodprocessoren nogle gange undervejs. Smag til, om der skal mere kakao, vanilje eller andet i.
👉Tril massen til kugler og rul dem i kokosmel. Bland evt. kokosmelet med frysetørret hindbær, der er blendet, for at lave en farvet variant.
Jeg elsker at lade mig inspirere af årstidens ingredienser, og efteråret byder på mange gode sager! Her har jeg lavet en lækker og dekorativ efterårsdessert med hokkaido, som er en af mine yndlingsgrøntsager.
Til 5-10 portioner (afhængig af portionsstørrelse) Ingredienser: Græskarpuré: 1 (lille) hokkaido-græskar 50 g sukker 1 tsk. kanel 1 tsk. ingefærpulver 1 tsk. vaniljesukker 2 spsk. citronsaft
Mandelknas: 100 g rasp 100 g sukker 50 g mandler, hakkede
Fremgangsmåde: Hak græskaret i tern og fjern kernerne. Du behøver ikke at skrælle græskaret, da den orange skal godt kan spises. Hæld stykkerne i en gryde og dæk dem med vand, lad stykkerne koge 10-15 minutter, eller indtil de er møre. Hæld vandet fra og lad græskarstykkerne køle af.
Blend græskarstykkerne med en stavblender og tilsæt sukker, kanel, ingefærpulver, vaniljesukker og citronsaft. Blend indtil det er en helt glat græskarpuré.
Rist rasp, sukker og hakkede mandler på panden ved middel varme, indtil det er sprødt og gyldent. Sørg for at vende det rundt, imens det bruner, så det ikke brænder på. Hvis du har en non-stick-pande, er det ikke nødvendigt at bruge fedtstof, men hvis mandelknaset hænger fast, kan du tilsætte olie eller plantemargarine. Når det er færdigt, skal det køle af.
Pisk sojaflødeskum og vaniljesukker med en el-pisker eller røremaskine. Pisk det i 5-10 minutter, indtil flødeskummet er blevet stift. Tilsæt evt. lidt citronsaft og pisk det med, hvis flødeskummet skal være stivere.
Find nogle serveringsglas frem og anret desserterne i lag ved skiftevis at lave et lag med græskarpuré, flødeskum og mandelknas. Det bliver flottest, hvis du bruger en sprøjtepose med tyl til græskarpuré og flødeskum, men det er ikke nødvendigt, hvis du ikke har det.
Opbevar desserterne på køl og nyd dem. De kan holde 3-4 dage i køleskab. Græskarpuréen kan fryses, hvis du har noget til overs.
Jeg har samlet syv sunde og lækre opskrifter med omega-3 i et nyt opskrifthæfte til dig.
Hæftet indeholder opskrifterne på: 💜Pålægssalat med røde linser 💜Chia-chokoladebudding 💜Efterårssalat med græskar og kikærter 💜Rå mysli med omega-3 💜Hindbær-rawkage 💜Vegansk “tunsalat” 💜Frisk grønkålssuppe
Opskrifthæftet kan blive dit, hvis du tilmelder dig Norsans nyhedsbrev 😊
Jeg kalder det hjernemad, fordi omega-3-fedtsyren DHA er en vigtig byggesten i hjernens cellemembraner 🧠 Indtaget af omega-3 har vist sig at påvirke bl.a. børns intelligens, ældres risiko for demens og forekomsten af depression og andre psykiske sygdomme generelt.
(Annonce) Jeg supplerer selv dagligt med Norsans algeolie for at være dækket ind med omega-3. Du kan få 15 % rabat med koden “miavegan” (ved køb af 3 olier er der yderligere 10 % rabat og fri fragt 👏)
P.S. Du kan godt lave opskrifterne, selvom du endnu ikke har algeolien, og jeg lover dig, at du ikke bliver spammet, hvis du tilmelder dig Norsans nyhedsbrev 🙏
Jeg har eksperimenteret med at lave en sundere kage, der kan spises næsten som et måltid, fordi der er så mange næringsrige ingredienser i 🥰 Samtidig smager kagen skønt og intenst, og den er godkendt af både mine børn og gæster 😋 Jeg er vild med at bruge bønner i bagværk, og jeg har gennem lang tid forsøgt at minimere mit indtag af raffineret sukker, så den er sødet med dadler og banan. Kagen er også glutenfri, fordi jeg ved, at mange af jer efterspørger det. Jeg har ikke så stor erfaring med at bage glutenfrit, men jeg synes, at boghvedemel fungerer godt her.
(Annonce) Jeg blander algeolie fra Norsan i toppingen pga. dens høje indhold af de marine omega-3-fedtsyrer DHA og EPA, der er gavnlige for bl.a. hjerne, øjne og hjerte og virker antiinflammatorisk 👏 Rabatkoden “miavegan” giver 15 % rabat hos Norsan (der er fri fragt og yderligere 10 % rabat ved køb af tre flasker) 🌱
Ingredienser: 1 dåse sorte bønner (240 g) 200 g bløde dadler, uden sten 1 moden banan 75 g peanutbutter 3 spsk. kakaopulver 2,5 dl vand 50 g boghvedemel (eller alm. hvedemel) 1 tsk. vaniljesukker 1 tsk. bagepulver 75 g chokoladeknapper (evt. sukkerfri) 75 g valnødder
Topping: 150 g dadler, uden sten 1-2 spsk. peanutbutter 1,5 dl vand 2 spsk. kakaopulver 150 g kokosmel 4 tsk. algeolie fra Norsan
Fremgangsmåde: Dræn vandet fra de sorte bønner og hæld dem i en foodprocessor sammen med dadler, banan, peanutbutter, kakaopulver og vand. Blend til det er en ensartet masse, og hæld den derefter over i en skål.
Tilsæt mel, vaniljesukker, bagepulver, chokoladeknapper og valnødder. Bland det hele godt. Hæld dejen i en lille springform (20 cm i diameter). Smør den med fedtstof eller beklæd den med bagepapir i bunden, så kagen ikke hænger fast.
Bages cirka 45 minutter ved 200 ℃ alm. ovn. Tjek i slutningen af bagetiden, om kagen skal have længere eller kortere tid. Stik en tandstik i kagen, og hvis der hænger dej ved, skal den bages længere. Lad kagen køle HELT af, inden du skærer i den.
Lav toppingen ved at blende dadler, peanutbutter, vand og kakaopulver med en stavblender. Rør derefter kokosmel og algeolie i. Fordel toppingen på kagen og tilføj evt. nogle friske bær.
Chiabudding er en af mine favoritter, når jeg har lyst til en sund dessert eller et sødt mellemmåltid 😋 Den kan forberedes i god tid og er også nem at tage med på tur. Chiabudding kan laves på mange måder, min favorit er denne med kakaosmag 🍫 Det smager også godt at tilsætte en moset banan 🍌 Kan du lide chiabudding?
Til 2 personer (Cirka 150 kcal pr. portion)
Ingredienser: 2 dl plantemælk (f.eks. mandelmælk eller sojamælk) 4 dadler, uden sten 1 spsk. kakaopulver 3 spsk. chiafrø Frisk frugt eller bær
Fremgangsmåde: Blend plantemælk, dadler og kakaopulver, brug eksempelvis en stavblender eller minihakker. Tilsæt chiafrø og rør rundt.
Sæt buddingen i køleskabet i mindst 1 time eller længere. Rør godt rundt i den med en ske og servér med hakkede frugter eller friske bær 🍓
Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg elsker søde sager, men jeg havde en dårlig vane med at spise sukker næsten hver dag. Det har jeg vænnet mig af med ved at tage en beslutning om ikke at spise sukker gennem en længere periode. For mig er det nemmere at stoppe helt end at spise lidt sukker her og der. Siden 2. januar har jeg derfor ikke spist sukker, og jeg savner det ikke. Hvis jeg har lyst til noget sødt, spiser jeg eksempelvis frugt, dadler eller smoothie. Men indimellem er der “behov” for kage. Det var der eksempelvis til min fødselsdag, hvor jeg udviklede opskriften på denne lækre banankage, som er sødet med modne bananer og dadler.
Ingredienser: 400 g hvedemel (erstat evt. 100 g med kikærtemel, grahamsmel eller havregryn) 2 tsk. bagepulver 1 tsk. kanel 1 tsk. kardemomme 1/2 tsk. vaniljepulver 1/2 tsk. salt 300 g bløde dadler 4 modne bananer (350 g) 3,5 dl vand 0,5 dl rapsolie eller olivenolie 2 spsk peanutbutter (80 g) 150 g (sukkerfri) chokoladeknapper eller rosiner
Fremgangsmåde: 👉Bland de tørre ingredienser i skål. 👉Fjern stenene fra dadlerne og blend dem med bananer, vand, olie og peanutbutter. 👉Bland de tørre og de våde ingredienser og fordel chokoladeknapperne i dejen (gem nogle til toppen). 👉Læg bagepapir i bunden af en kageform og hæld dejen i. Fordel dejen jævnt i formen og drys med resten af chokoladeknapperne. 👉 Bag kagen i cirka 25 minutter ved 200 grader. Stik en tandstik i kagen til sidst og se, om den er bagt færdig (det er den, hvis der ikke sidder dej på tandstikken).
Kagen kan fryses.
Se her, hvordan jeg laver banankagen. Find flere af mine videoer på YouTube og Instagram.
Intens og lækker gulerodskage med masser af smag og sunde ingredienser. Pynt den med bær og veganske marcipanæg for at skabe påskestemning.
Ingredienser: 200 g mandler 100 g havregryn 300 g gulerødder 300 g bløde dadler ½ dl vand 75 g kokosolie, smeltet 2 tsk. kanel 1 tsk. ingefærpulver ½ tsk. vaniljepulver Revet skal fra 1 økologisk appelsin
Topping: 100 g usaltede cashewnødder 2 spsk. citronsaft 3 spsk. ahornsirup eller agavesirup ½ tsk. vaniljepulver 1 spsk. kokosolie, smeltet ½ dl vand
Pynt: 125 g hindbær 125 g blåbær Veganske marcipanæg
Fremgangsmåde: Start med at lægge cashewnødderne til toppingen i blød 2-4 timer eller længere, så de bliver blødere og nemmere at blende. Du kan også overhælde dem med kogende vand og lade dem stå en halv times tid, imens du laver kagen.
Blend mandler og havregryn helt fint i en foodprocessor, og hæld dem derefter i en skål.
Skær gulerødderne i små stykker og fjern sten fra dadlerne. Hæld begge dele i foodprocessoren sammen med vand og kokosolie. Blend indtil det er en ensartet masse. Skrab eventuelt foodprocessorens sider nogle gange undervejs. Tilsæt kanel, ingefærpulver, vaniljepulver og revet appelsinskal. Bland derefter massen grundigt med mandler og havregryn, brug evt. hænderne.
Fordel dejen i en lille springform på 20 cm i diameter. Læg gerne bagepapir i bunden af formen, inden du klikker springformens ring nedover. Hvis du ikke har en springform i den størrelse, kan du også bruge en plastikbeholder eller et lille fad foret med bagepapir, så du nemt kan løfte kagen op af formen, når den skal serveres.
Lav toppingen: Dræn vandet fra de iblødlagte cashewnødder og blend alle ingredienserne til toppingen i en foodprocessor eller minihakker. Skrab foodprocessorens sider undervejs og blend, indtil det er en helt cremet og ensartet masse. Smag til med sirup og citronsaft. Fordel toppingen ud over kagen og stil den i køleskabet.
Nyd kagen, når den er blevet helt kold og mere fast i det. Sæt den evt. i fryseren, hvis det skal gå hurtigt. Pynt kagen med masser af friske bær og veganske marcipanæg for at skabe påskestemning.
Der findes mange forskellige opskrifter på veganske pandekager, og jeg har også selv eksperimenteret med mange slags – tykke, tynde, store, små, med og uden banan osv. Min favorit er disse tynde pandekager med god smag. De hænger fint sammen, selvom de er tynde, og jeg vil mene, at det er kikærtemelet, der gør tricket. Samtidig tilfører kikærtemelet ekstra næring, så det er win win. Det kan købes hos grønthandlere og velassorterede supermarkeder. Lad mig endelig høre, om opskriften fungerer lige så godt for dig, hvis du prøver den.
Cirka 16 stk.
Ingredienser: 350 g hvedemel 100 g kikærtemel 75 g sukker 1 tsk. vaniljesukker 1 tsk. kanel 1 tsk. bagepulver 1 tsk. kardemomme ½ tsk. salt 1 liter vand (brug eventuelt ½ plantemælk og ½ vand)
Olie til stegning (jeg bruger rapsolie)
Fremgangsmåde: Bland alle de tørre ingredienser. Tilsæt vand og evt. plantemælk og pisk dejen sammen, til der ikke er nogen klumper.
Hæld lidt olie på en pande og opvarm den til medium-høj varme. Det er bedst at bruge en non-stick pande kombineret med lidt olie. Brug eventuelt en suppeske til at dosere pandekagedejen i et tyndt lag, når du hælder den på panden. Sørg for hurtigt at fordele dejen på hele panden.
Efter kort tid, når dejen er stivnet og blevet lysebrun, er pandekagen klar til at blive vendt. Brug en spatel til forsigtigt at vende pandekagen. Når den har fået brune pletter på den anden side, er den færdigbagt. Tilsæt lidt olie efter hver eller hveranden pandekage, afhængigt af hvor godt de hænger fast på panden.
Servér eventuelt pandekagerne med syltetøj og sukker eller peanutbutter og chokolade. Pandekagerne kan fryses.
Perfekt til børnefødselsdagen! Denne kagekone er lavet af brunsviger og pyntet med vegansk slik. Opskriften rækker til cirka 26 personer, men hvis du vil lave en mindre kagekone eller kagemand, kan du halvere opskriften eller dele den i fire.
Jeg lavede den til min venindes 30 års fødselsdag. Det var et sjovt og udfordrende projekt, for det var første gang, at jeg lavede en kagemand/kagekone. Den blev rigtig lækker og snasket.
Opskrift til 26 personer
Ingredienser:
Dej: 2 pakker gær à 50 g 8 dl dl lunkent vand 200 g plantemargarine, smeltet 8 spsk. sukker 2 tsk. salt Cirka 1,4 kilo hvedemel
Fyld: 400 g plantemargarine 600 g brun farin 2 dl sirup (f.eks. lys sirup, agavesirup eller ahornsirup) Evt. 8 tsk. kanel
Pynt: Marcipan til ansigtet Flormelis og kakaopulver til øjne og mund Flormelis og nogle frosne blåbær til læbestift Snørrer til hår Diverse vegansk slik til pynt* Kokosmel og grøn farve til “græs” Evt. spiselige blomster og blade, f.eks. rød skovsyre
*Alt slikket på denne kagekone er købt hos Nutty Vegan.
Fremgangsmåde:
-Først laves dejen: Gæren opløses i vandet. Plantemargarine, sukker og salt blandes i. Hvedemelet tilsættes lidt efter lidt. Ælt dejen og lad den hæve lunt og tildækket i 20 min. (Obs. fordi det er sådan en stor portion, lavede jeg dejen ad to omgange, da jeg ikke har en skål, der er stor nok).
Når dejen er færdig med at hæve, deles den i to og rulles ud, så den passer til to store bradepander. Læg dejen i de to bradepander, som er beklædt med bagepapir. Tryk dejen ud med fingrene, så den fylder hele bradepanden. Tryk en masse fordybninger i dejen, så fyldet kan løbe derned. Lad dejen efterhæve lunt i yderligere 20 min.
-Imens laves fyldet:Smelt det hele i en gryde ved middel varme, og rør det sammen til en ensartet masse. Tryk nogle flere fordybninger i dejen (Pas på ikke at prikke hul hele vejen igennem dejen). Hæld fyldet jævnt ud over dejen.
Bag brunsvigrene i 25 minutter ved 200 ºC almindelig ovn. Jeg bagte brunsvigrene ad to omgange, men hvis du sætter begge bradepander i ovnen på samme tid, skal du nok bruge varmluft. Hold i så fald lidt mere øje med dem, så de ikke bliver for brune/brændte. Sæt brunsvigrene til afkøling efter bagning.
-Udskæring og pynt: Udskæringen afhænger af, om du vil lave en kagemand eller kagekone, og om du laver en stor portion som her, eller om du har delt opskriften i to eller fire.
Jeg skar kroppen/kjolen og armene ud af den ene brunsviger. Derefter skar jeg hoved, fødder og bund/græs ud af den anden brunsviger. Da jeg skar hovedet, brugte jeg en 20 cm springform som skabelon, og det samme gjorde jeg, da jeg udrullede marcipanen til hovedet.
Jeg lagde kagekonen på et stort stykke pap beklædt med bagepapir. Derefter pyntede jeg med diverse stykker vegansk slik. Detaljerne i ansigtet lavede jeg med en tyk glasur, som jeg sprøjtede ud igennem en plastikpose, som jeg havde klippet et lille hul i. Det er en god idé at øve sig på et stykke papir først. Den røde læbestift var lavet ved at blande lidt blåbærsaft fra nogle frosne blåbær med flormelis. “Græsset” på bunden blev lavet ved at blande kokosmel med grønt farvestof.
Prøv dig frem, det er en sjov proces. Det nederste billede viser de frugtspyd, som jeg også lavede til fødselsdagen.
Disse gulerodskugler er ret simple, og de er virkelig lækre! De er også sunde, så man kan spise dem med god samvittighed som mellemmåltid eller som en ekstra luksus i madpakken. Lav gerne en stor portion og frys nogle af dem ned, det bliver de ikke dårligere af.
Cirka 30 stk.
Ingredienser:
100 g nødder (f.eks. mandler, hasselnødder eller valnødder)
100 g havregryn
200 g gulerod
200 g dadler
2 spsk. vand
50 g kokosmel + ekstra til at rulle kuglerne i
1 tsk. kanel
1 tsk. ingefærpulver
Fintrevet skal fra 1 økologisk appelsin (eller citron)
Fremgangsmåde:
Blend nødder og havregryn helt fint i en foodprocessor, og put det derefter i en skål.
Skær gulerødderne i små stykker og fjern sten fra dadlerne. Hæld begge dele i foodprocessoren sammen med vand. Blend indtil det er en ensartet masse. Skrab eventuelt foodprocessorens sider nogle gange undervejs.
Bland derefter alle ingredienserne sammen i skålen. Form dejen til kugler og tril dem i kokosmel. Nyd gulerodskuglerne kolde.
Velkommen til min blog, som jeg har delt veganske opskrifter på siden 2011. Mit mål er at gøre det nemt at vælge grønt af hensyn til dyr, miljø og mennesker. Vegansk mad handler ikke om at undvære, men om at genopdage sine livretter i grønne udgaver og lære nye retter og ingredienser at kende. Jeg viser dig hvor nemt og lækkert, det kan være at spise vegansk! Følg gerne med på Instagram, hvor jeg kommer med daglig madinspiration eller find mine kogebøger, som er fyldt med nemme og lækre opskrifter.