Avocadocreme med persille

Meget enkel, men alligevel super lækker avocadocreme! Server eksempelvis avocadocremen i de udhulede avocadoskaller, og spis dem som forret eller tilbehør. Eller brug avocadocremen som smørepålæg i en sandwich.

Avocadocreme med persille 2

Ingredienser:
3 små avocadoer eller 2 store
1 bundt persille
1 lille løg
1-2 spsk. citronsaft
½-1 tsk. salt
Peber

Fremgangsmåde:
Fjern stenene fra avocadoerne og skrab avocadokødet ud. Hak løg og persille fint. Mos avocadokødet med en gaffel og bland det med løg og persille. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Hvis du bruger avocadocremen som smørepålæg i en sandwich, kan du eksempelvis tilføje peberfrugt, tomat og friske spirer. Skiver af kogte, kolde kartofler er også meget velegnet i sandwich.

Avocadocreme med persille 1

Peanutpesto

Denne her peanut-persille-pesto er rigtig lækker, og den er forholdsvis billig at lave. Den kan bruges på mange forskellige måder – f.eks. som smørelse i pitabrød eller burger, sammen med pasta, som dip eller pålæg.

Giver 300 g pesto

Ingredienser:
150 g saltede peanuts
2 bundter persille
2 fed hvidløg
3 spsk. citronsaft
3 spsk. olie (f.eks. solsikke eller raps)
2 spsk. vand

Fremgangsmåde:
Blend det hele godt i en foodprocessor.

Sojabønnepostej

Da jeg for mange år siden købte min første pose sojabønner, var der en opskrift på bønnepostej på posen. Jeg lavede den og syntes rigtig godt om den. Opskriften har jeg ikke længere, men bønnepostejen har jeg lavet mange gange siden da ud fra hukommelsen. Da jeg lavede bønnepostejen igen for nylig, kom jeg i tanke om, hvor god den er, og her kommer den så på min blog.

Ingredienser:
200 g tørrede sojabønner
1 lille løg (40 g)
1 dl vand
3 spsk. rapsolie
3 spsk. citronsaft
2 spsk. sojasovs
2 tsk. karry
½ tsk. salt
friskkværnet peber

Fremgangsmåde:
Læg sojabønnerne i blød 8-12 timer. Udskift derefter vandet og lad bønnerne koge cirka 45 minutter.

Når bønnerne er kølet af blendes alle ingredienserne. Smag til med salt og peber og servér pålægget på brød. Smager eksempelvis godt sammen med skiver af syltet agurk.

Bønnepostej af kidneybønner

Denne her opskrift fandt jeg på af nød, da jeg en dag stod og manglede pålæg. Jeg havde en dåse kidneybønner i skabet, og jeg tænkte, at dem måtte jeg kunne bruge til noget. Det resulterede i denne her simple opskrift, som er ganske god, hvis jeg selv skal sige det.

Ingredienser:
1 dåse kidneybønner (250 g kogte)
50 g soltørrede tomater
20 g løg (svarer cirka til et kvart løg)
2 spsk. olie
2 spsk. citronsaft
godt med friskkværnet peber

Fremgangsmåde:
Hæld vandet fra kidneybønnerne, hvis du bruger bønner fra dåse. Blend alle ingredienserne grundigt og smag til med salt og peber.

Serveres som pålæg på brød, evt. sammen med frisk basilikum, agurkeskiver eller peberfrugt.

Pålæg af artiskokker og peberfrugter

Virkelig lækkert og nemt pålæg, som jeg har lavet med inspiration fra Irmas “Peberfrugt/artiskok creme”.

Ingredienser:
1 dåse artiskokker (190 g drænet vægt)
190 g rød peberfrugt
20 g rapsolie*
1 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
godt med friskkværnet peber

*Put evt. mindre olie i, hvis du vil have en mere fast konsistens.

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne grundigt.

Serveres som pålæg på brød eller som dressing/dip.

Pålæg

Jeg foretrækker hjemmelavet pålæg, da det oftest er sundere og billigere end købepålæg. Men sommetider trænger man til afveksling eller opdager først sent om aftenen, at den sidste portion pålæg i fryseren allerede er spist, og så er det jo rart med back-up i skabet. Jeg er for det meste fint tilfreds med en banan og et stykke rugbrød, når jeg er på farten, for det er hurtigt og praktisk, men når man har et barn, der går i børnehave og skal have madpakke med hver dag, stiller det nogle krav til ens opfindsomhed. Som de fleste andre mødre vil jeg så gerne gøre det godt for min søn, og det indebærer blandt andet, at jeg forsøger at give ham en sund og varieret madpakke med i børnehave. Jeg vil gentage forsøger, for det er ikke alle uger, hvor jeg har lige meget lyst og overskud til at lave pålæg, men her er købepålæg og fryserplads en stor hjælp.

Når man spiser vegansk, er udbuddet af købepålæg noget indsnævret i forhold til, hvis man spiser hvad som helst. Men der er faktisk en del gode muligheder alligevel. Man kan blandt andet købe “Sandwich spread” i flere varianter (kan købes i bl.a. Irma, Kvickly og SuperBest til 30 kr.), og det er er en af mine absolutte favoritter samt “Bruschetta med tomater og oliven” (kan købes i Fakta til 13 kr.). Derudover er “Tartex” en klassiker, som findes i mange varianter (kan købes i helsekostbutikker til 30 kr.). “Tartex” og “Sandwichcreme” fra Nutana (kan købes i bl.a. Irma, Kvickly og SuperBest til 20 kr.) smager eksempelvis godt sammen med kartoffelskiver eller tomatskiver på rugbrød. “Peberfrugt/artiskok creme” fra Irma (koster 39 kr.) smager også rigtig lækkert!

Det pålæg, som jeg har med her, er kun et lille udvalg af alt det, man kan købe i butikkerne. I helskostbutikker er der mange slags smøre- og skivepålæg (ja, skivepålæg der ligner kød og efter sigende smager ligesom kød), men det er desværre forholdvis dyrt det meste af det. Derfor ser jeg da også hovedsageligt købepålæg som et supplement til det pålæg, jeg selv laver (find opskrifter under kategorien “pålæg“). Andre nemme og billige slags pålæg er blandt andet banan, avocado med salt og citronsaft, figenpålæg, kartofler og tomater. Og hvis man vil gøre madpakken lidt ekstra interessant, kan man jo vedlægge en linsefrikadelle (evt. fra fryseren) eller en grøntsagspandekage.  Derudover er gnavegrønt et must, f.eks. gulerodstænger, agurkestænger, cherrytomater og peberfrugt i strimler.

Med hensyn til min søn er jeg så heldig, at han spiser stort set alt, hvad jeg laver. Så det er det værd at bruge lidt ekstra tid på madpakken. Og det er helt sikkert det værd, når ens bestræbelser på at lave en god madpakke bliver bemærket. Jeg blev glad helt ind i hjertet den dag, hvor en af pædagogerne i børnehaven sagde, at hun havde lagt mærke til Julius’ spændende madpakker 🙂

Nøddesteg

Denne nøddesteg har jeg lavet mange gange til jul, og den er et hit hver gang. Tilbehøret kan man gøre så juleagtigt, som man selv ønsker, om det skal være brunede kartofler, brun sovs og rødkål eller en frisk grønkålssalat med bagte kartofler, er op til en selv. Nøddestegen smager også godt som pålæg på et stykke rugbrød, eller farsen kan laves til frikadeller i stedet for steg. Serveres nøddestegen til jul, vil jeg anbefale risalamande til dessert.

IMG_8043

Til cirka 6 personer

Ingredienser:
60 g hasselnødder
60 g mandler
40 g valnødder
400 g knoldselleri
1 løg
1 æble
2 boullionterninger opløst i 1 dl vand
100 g rasp
salt og peber
3 spsk. hørfrø blendet med 9 spsk. vand (135 ml)

Evt. havrefløde eller olie til pensling

Fremgangsmåde:
Blend eller hak nødderne groft. Skræl og riv knoldselleri, løg og æble groft (det går nemt med en foodprocessor, som har rivejernsfunktion). Bland nødder, selleri, løg, æble, grøntsagsboullion, rasp, salt og peber til en fars. Blend 3 spsk. hørfrø med 9 spsk. vand til hørfrøene har en tyk og cremet konsistens (det tager nogle minutter med en mini-blender), og bland dem derefter i farsen. Bland farsen godt og smag den til med salt og peber.

Tryk farsen ned i en springform på 20 cm i diameter eller en brødform (læg først bagepapir i bunden af formen eller smør den med fedtstof). Pensl eventuelt overfladen med havrefløde eller olie, da det vil give den en mindre tør og mere blank overflade (resten af fløden kan f.eks. bruges til at lave sovs af eller bruges i suppe). Bag nøddestegen ved 200 grader almindelig ovn i 50-60 minutter.

IMG_7995

IMG_8065

 

Rødbedehummus

Hummus ligger højt på listen over det mest elskede pålæg blandt veganere og andre plantespisere. Det smager bare godt, og så er det sundt og nemt at lave. Hummus findes i mange spændende varianter, og rødbedehummus er en af de mere dekorative af slagsen med den flotte lyserøde farve.

IMG_3947

Ingredienser:
2 dåser kikærter / 200 g tørrede kikærter
150 g syltet rødbede
2-3 fed hvidløg
2 spsk. tahin
1 tsk. spidskommen
1-2 tsk. salt
3 spsk. citronsaft
1 dl vand

Fremgangsmåde:
Hvis du bruger tørrede kikærter, så start med at lægge dem i blød i 8 timers tid. Kog dem derefter i nyt vand i cirka 40 minutter og lad dem køle af.

Hvis du bruger kikærter fra dåse, skal vandet blot drænes fra kikærterne, og de er klar til brug.

Blend alle ingredienserne i en foodprocessor, indtil det er blevet en cremet masse. Hæld vandet i lidt ad gangen, så du selv kan justere konsistensen. Smag til, om der skal mere salt, citronsaft eller eventuelt chili i. En god hummus skal smage af noget!

Servér eksempelvis hummusen som smørepålæg på rugbrød, som dip til grøntsagsstænger eller som dressing i et pitabrød.

Tip: Når du alligevel er i gang, kan du lige så godt lave en dobbelt omgang hummus og fryse den ned i mindre portioner. Hummusen bliver i hvert fald ikke dårligere af en tur i fryseren, og det er dejlig nemt, næste gang du får lyst til rødbedehummus.   

IMG_3955

Linse-flækærte spread

Ingredienser:
100 g røde linser
100 gule flækærter
3,5 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
1 fed hvidløg, presset
2 spsk. citronsaft
2 spsk. vand til at justere konsistensen
½ tsk. chilipulver
Godt med peber

Fremgangsmåde:
Skyl linser og gule ærter. Kog dem i 3,5 dl vand sammen med en terning grøntsagsbouillon i 20 minutter. Lad massen køle af, og hæld ikke det overskydende vand fra, da massen bliver tykkere, når den køler af.

Hæld alle ingredienserne i en blender og blend godt, indtil pålægget har en cremet konsistens.

IMG_5341

 

 

Oliventapanade

Super nemt og lækkert pålæg!

Ingredienser:
230 g sorte oliven uden sten
100 g soltørrede tomater
½ dl rapsolie
1 stort fed hvidløg, presset

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne grundigt.

Tip:
Hvis oliventapanaden skal være mindre fed, kan en del af olien udskiftes med vand.

Previous Older Entries Next Newer Entries