Sund og sprød pizzadej

Dette er den bedste pizzadej, jeg hidtil har lavet! Den er nem at håndtere, den skal ikke forbages, den er sund, og vigtigst af alt er den sprød. Alt for mange gange har jeg oplevet bløde, smattede pizzabunde, men det er ikke tilfældet med denne bund, som er sprød selv dagen efter.

2 pizzabunde

Ingredienser:
5 dl vand
50 g gær
2 spsk. olie
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
500 g grahamsmel
250-300 g hvedemel

Fremgangsmåde:
Varm vandet, så det er “fingervarmt.” Opløs gæren i vandet og tilsæt derefter olie, salt og sukker.
Tilsæt mel lidt efter lidt, mens du rører rundt i dejen, og ælt den derefter grundigt. Den må gerne være lidt klistret.

Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i cirka 45 min. Jeg plejer at sætte min dej til at hæve på en lun kogeplade for at sætte ekstra gang i hævningen. Vær opmærksom på at bruge en skål, der kan tåle dette.

Når dejen er færdig med at hæve, æltes den igen. Den deles i to klumper, som hver æltes godt og rulles tyndt ud.
Det ønskede fyld fordeles på hver pizzabund, og pizzaerne bages ved 200 grader varmluftovn i 15 minutter.

IMG_4992

IMG_5007

IMG_5114

Bønnedip

Som lovet kommer her endnu en sund opskrift med hvide bønner. Bønnedippen er meget hurtig at lave, og den smager rigtig godt. Man kan eventuelt bruge persille i stedet for basilikum og/eller tilsætte lidt tahin for variation. Serveres eksempelvis som dip til grøntsagsstænger, som pålæg på brød eller som dressing i pitabrød.

IMG_4494

Ingredienser:
300 g kogte hvide bønner*
1 bundt frisk basilikum
5 spsk. citronsaft
½ lille løg (20 g)
2 fed hvidløg
1 tsk. salt
½ dl vand

*Bønnerne kan købes på dåse, men jeg foretrækker at udbløde og koge dem selv i store mængder. Tørrede bønner lægges i blød 8-12 timer og koges derefter i nyt vand cirka 45 minutter. Kogte bønner kan med fordel fryses ned i mindre portioner. Kogte bønner vejer cirka det dobbelte af tørrede bønner.

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne fint.

IMG_4503

Hvid bønnesuppe

Hvide bønner har jeg tidligere overset i min madlavning. Jeg plejede at tænke på dem som “baked beans” på dåse, sådan nogle i smagsløs tomatsovs, som puttes på en ristet skive brød, hvilket jeg dog aldrig selv har gjort. Men for nylig er det gået op for mig, hvor anvendelige og lækre de er – og ikke mindst sunde! Fordi jeg er gravid, har jeg ekstra fokus på at spise rigtigt, og i den forbindelse opdagede jeg, at hvide bønner er rige på bl.a. jern og calcium og selvfølgelig protein. Så jeg har købt 4 kilo tørrede hvide bønner, som jeg regner med at gøre brug af det næste stykke tid. Så dette bliver ikke den eneste opskrift med næringsrige hvide bønner!

I dag brugte jeg bønnerne i en suppe, og den blev rigtig lækker og mættende! Den er fint krydret i sig selv, men kan eksempelvis spices op med chili eller gøres tyndere med ekstra vand.

IMG_4460

Til 4 personer (cirka 3 liter)

Ingredienser:
600 g hvide kogte bønner*
1 knoldselleri
2 løg
3 fed hvidløg
2 boullionterninger
1 liter vand
salt og peber
olie
frisk persille

*Bønnerne kan købes på dåse, men jeg foretrækker at udbløde og koge dem selv i store mængder. Tørrede bønner lægges i blød 8-12 timer og koges derefter i nyt vand cirka 45 minutter. Kogte bønner kan med fordel fryses ned i mindre portioner. Kogte bønner vejer cirka det dobbelte af tørrede bønner.

Fremgangsmåde:
Skræl knoldsellerien og skær den i tern. Hak løgene, og pres hvidløgene. Put disse ingredienser i en gryde og steg dem i lidt olie og evt. vand i 5-10 minutter.
Tilføj derefter bønner, boullionterninger og vand. Lad suppen koge i 10 minutters tid, eller til selleristykkerne er bløde.
Blend suppen helt fint og smag til med salt og peber.
Server suppen med hakket frisk persille på toppen og groft brød.

IMG_4446

Marts med Medfølelse

Følgende indlæg bringes på vegne af foreningen Mad med Medfølelse:

 

Foreningen Mad med Medfølelse vil gerne opfordre alle til at udfordre sig selv! Udfordringen går ud på at spise vegansk i hele marts måned. Vi kalder derfor projektet ‘Marts med Medfølelse’. 🙂

I løbet af måneden vil Mad med Medfølelse poste masser af inspiration i form af billeder af lækker vegansk mad, veganske madopskrifter og personlige historier om livet som veganer på vores Facebook-side. F.eks. kan vi allerede nu afsløre, at Thomas (Kærlighed & Kikærter) vil blogge om to af sine altspisende veninder, der har besluttet at spise vegansk i marts måned. Vi opfordrer også dig til også at invitere dine venner med i projektet!

Hele MmM-holdet er samtidig klar til at svare på spørgsmål og give gode råd og grønne tips!

Hvordan deltager jeg?

Gå ind på Mad med Medfølelses Facebook-side og ”Synes godt om.” Så modtager du automatisk nye indlæg fra os i dit news feed og får på den måde daglig inspiration og veganske madopskrifter i hele marts måned.

Vi opfordrer dig samtidig til at spørge os om alt, hvad du måtte være i tvivl om i forbindelse med at spise vegansk, så vi kan hjælpe dig godt på vej.

Hvorfor skal jeg deltage?

At spise vegansk i en måned giver dig en enestående mulighed for at lære mere om plantebaseret kost og udforske den grønne madkultur, samtidig med at du har mulighed for at trække på erfaringer fra garvede plantespisere og modtage masser af inspiration, støtte og opbakning undervejs.

Ved at spise vegansk i en måned vil du på egen krop mærke alle de gavnlige effekter af den vitaminrige plantemad, og hvem ved – måske lærer du noget nyt om dig selv og dine spisevaner undervejs. Forhåbentlig får du også en masse nye veganske livretter. 🙂

Vi håber meget, du vil deltage i vores projekt og sprede udfordringen i dit netværk, og vi glæder os til at dele vores passion for lækker vegansk mad med dig!

182667_10151457896653905_898679470_n

Vegansk fællesspisning d. 16/2 2013

I går lagde Daniel og jeg hus til endnu en fællesspisning. Alle, der havde lyst, kunne tilmelde sig ved at skrive en mail til mig eller tilmelde sig via Facebook eller Vegetarkontakt, hvor jeg også havde lagt invitationen ud. Det startede kl. 13, og man skulle medbringe en vegansk ret eller dessert. Det blev til en lækker buffet, og senere på eftermiddagen var der rigeligt med kage, kaffe og varm kakao. Det blev en rigtig god og hyggelig dag, som først sluttede, da de sidste gæster gik ved tolvtiden om natten.

Det er ikke sidste gang, vi har holdt fællesspisning, så hold øje med bloggen her, hvis du vil med næste gang.

IMG_4113IMG_4114IMG_4115IMG_4116IMG_4118IMG_4119IMG_4122IMG_4124IMG_4128IMG_4133IMG_4134IMG_4138IMG_4150IMG_4154IMG_4161IMG_4166IMG_4174IMG_4175IMG_4188IMG_4203IMG_4227IMG_4228

Linsesalat af belugalinser

Jeg har længe haft en pose belugalinser i skabet og ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle bruge den til, men i dag lavede jeg så denne sunde salat til frokost. Den blev overraskende lækker – især avocado, citronsaft og salt satte prikken over i’et. Salaten var meget saftig og frisk, og jeg glæder mig allerede til at spise resten senere i dag.

Til 2 personer

Ingredienser:
100 g tørrede belugalinser*
½ agurk i tern
200 g cherrytomater i kvarte
1 rød peberfrugt i tern
½ bakke blandede salatblade (ca. 50 g)

avocado
citronsaft
salt

*Kan købes i de fleste supermarkeder med en helseafdeling og sommetider i Netto som spotvare.

Fremgangsmåde:
Linserne skylles og koges i cirka 20 minutter.

Agurk, cherrytomater, peberfrugt og salat vaskes, skæres ud og blandes sammen.

Linserne blandes med de øvrige ingredienser, når de er kølet af.

Salaten anrettes med avocadoskiver, og der tilføjes citronsaft og kværnet salt. Serveres evt. med brød.

IMG_0363w800IMG_4088IMG_4100

Invitation til fællesspisning

Hej kære læsere

Først og fremmest vil jeg ønske jer alle et godt nytår! Tak fordi I følger min blog og kommer med så mange positive tilbagemeldinger. Det glæder mig meget!

Jeg har i øjeblikket ikke så meget tid til at lægge opskrifter på bloggen, da jeg er travlt optaget af tre jura-eksaminer her i januar – men bloggen er på ingen måde glemt, og min madglæde er stadig intakt! Jeg går på barsel fra februar, og jeg håber, at jeg i den forbindelse får tid til at være mere aktiv med min blog på trods af, at en sød baby snart melder sin ankomst.

Det vil glæde mig at invitere jer til fællesspisning i mit hjem i Værløse. Denne gang er det lørdag den 16. februar kl. 13 hos Mia, Daniel og Julius.

Alle skal medbringe en vegansk ret og/eller dessert og deres gode humør. Man er velkommen til også at medbringe ven/kæreste/barn eller hund.
S-toget går til Værløse st., og det tager 30 minutter fra Nørreport st.  Adressen sender jeg til de tilmeldte et par dage før fællesspisningen.

Kom og vær med til at hygge og spise en masse lækker mad! Vi glæder os til at se jer!

Her kan man se billeder fra vores fællesspisning sidste år: https://miasommer.wordpress.com/2012/01/29/vegansk-faellesspisning-d-281-2012/

Hvis I vil tilmelde jer, kan I skrive en mail til miasommer88@gmail.com eller tilmelde jer på Vegetarkontakt.

vegetable-love1

Nemme nøddedeller

Jeg kalder disse frikadeller for nemme, fordi de er forholdsvis hurtige at lave. Der er nemlig ikke nogen af ingredienserne, der skal koges på forhånd. De smager lidt af nøddesteg, og de fungerer godt som pålæg på en rugbrødsmad (gerne med rødkål eller syltede rødbeder) eller sammen med råkost og veganske flødekartofler.

IMG_5487

Cirka 15 frikadeller

Ingredienser:
150 g nødder (valnødder, hasselnødder og mandler – 50 g af hver)
1 stort løg
200 g pastinakker eller knoldselleri
100 g havregryn
100 g rasp
1,5 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
½ tsk. stødt muskatnød
Peber
Olie til stegning

Fremgangsmåde:
Blend nødderne. Riv løg og pastinakker/koldselleri. Opløs bouillonen i vandet. Bland alle ingredienserne godt sammen.

Farsen føles lidt tør, så når frikadellerne skal formes, bør de presses godt sammen.

Steg frikadellerne på panden i olie, til de bliver brune. Steg dem ved medium varme, så de ikke bliver for hurtigt brændte udenpå.

IMG_5606

IMG_5506

Æbleskiver

Veganske æbleskiver kan endnu ikke købes i butikkerne, men heldigvis er det ikke noget problem at lave dem selv, hvis man har det rette udstyr. Det kan godt betale sig at investere i en non-stick æbleskivepande, for så hænger dejen ikke fast, og det er nemt, når de skal vendes.

14 stk.

Ingredienser:
150 g hvedemel
50 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. kanel
½ tsk. fint salt
100 ml vand
50 ml appelsinjuice

plantemargarine til stegning

Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser. Tilsæt derefter vand og appelsinsaft. Bland dejen godt.

Put lidt plantemargarine i hvert hul i æbleskivepanden og opvarm den. Når margarinen er smeltet, fyld da dejen i hullerne, så hvert hul er 3/4 fyldt. Panden må ikke være alt for varm, da æbleskiverne risikerer at blive brændte udenpå (min kogeplade indstilles til nr. 2 ud af 3).

Når æbleskivernes sider er blevet lysebrune, kan de vendes med en tandstik eller lignende. De skal bages væsentlig kortere tid på den anden side.

Serveres med jordbærsyltetøj og flormelis. Velbekomme!

IMG_1883 IMG_1903 IMG_1931  IMG_1974 IMG_1984

Brød med solsikkekerner og soltørrede tomater

Jeg lavede disse madbrød til årets veganske julefrokost, og jeg var overrasket over, hvor gode de blev. De er lækre, bløde og med masser af smag. Så jeg synes, at de bestemt fortjener en plads på min blog, og jeg har derfor lavet dem igen i dag. Resultatet blev stort set det samme, selvom jeg første gang lavede dem på slum og derfor ikke havde nogen opskrift at følge. Jeg foretrækker nemlig at prøve mig frem, når jeg laver brød, og jeg putter det i, som jeg lige har ved hånden.

Giver 2 store brød

Ingredienser:
600 ml vand
50 g gær
2 tsk. salt
2 spsk. tørret basilikum
3-4 fed hvidløg, pressede
½-1 tsk. gurkemeje (gør brødet mere gyldent, men kan undlades)
100-150 g soltørrede tomater, skåret i stykker
150 solsikkekerner
300 g fuldkornsmel/grahamsmel
550 g alm. hvedemel

Fremgangsmåde:
Varm vandet, så det er “fingervarmt.” Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt, tørret basilikum, pressede hvidløg, gurkemeje, soltørrede tomater, solsikkekerner og mel.  Ælt dejen godt! Den må gerne være lidt klistret, da kernerne suger noget af væden, når dejen hæver.

Stil dejen til hævning 1 time et lunt sted tildækket af et viskestykke.

Ælt dejen igen og del den i to stykker. Ælt hver dejklump godt og form dem til to aflange brød. Placer brødene på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk brødene lidt flade. Lad brødene hæve tildækkede i en halv time.

Skær riller i brødene, inden de bages i en forvarmet alm. ovn ved 200 grader i 20-25 minutter.

Tip:
Når dejen hæver første gang, putter jeg den i en stor keramikskål tildækket af et viskestykke. Jeg stiller skålen på en kogeplade, som jeg tænder på lavt blus i nogle minutter. Varmen sætter ekstra gang i hævningen. Man kan også stille skålen oven på en varm radiator eller i en varm vindueskarm.

Når brødene er kølet af, bør de pakkes i lukkede plasticposer, så de holder sig bløde længst muligt.

Previous Older Entries Next Newer Entries