Gryderet med kikærter og spinat

Denne her gryderet smager super godt, den er hurtig at lave, og så er der endda mad til flere dage. Jeg laver altid store portioner for at spare tid på madlavningen – når man har små børn, er det næsten en nødvendighed. Jeg har ikke noget imod at spise det samme to dage i træk, men for variationen kan denne ret jo spises med ris den ene dag og med pasta den anden dag.

IMG_1298.resized

Til 7 personer

Ingredienser:
500 g kogte kikærter (2 dåser drænet for vand)
250 g friske spinatblade
500 g champignoner
1 løg
100 g sojagranulat*
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpuré (140 g)
1 dåse kokosmælk
1 bouillonterning
3 spsk. sojasovs
3 fed hvidløg, pressede
1 tsk. spidskommen
1 tsk. koriander
1 tsk. sukker
1 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
½-1 tsk. chilipulver

*Brug eksempelvis sojagranulat fra Soy4You eller sojafars fra Urtekram, der minder om hakket kød. Det kan også undlades, men tilsæt i så fald kun én dåse hakkede tomater.

Fremgangsmåde:
Hak løg og champignoner fint og hæld dem i en stor gryde. Steg dem i sojasovs ved høj varme i 5-10 minutter, til det meste af væden er fordampet. Hak spinatbladene og tilsæt dem sammen med kikærter og sojagranulat. Tilsæt også dåsetomater, tomatpure, kokosmælk, bouillon, hvidløg, spidskommen, koriander, sukker, citronsaft, salt og chili. Lad retten simre 10-15 minutter. Smag til med salt og chili.

Server eksempelvis retten med ris, og hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det også tzatziki, mangochutney, peanuts og friske korianderblade.

Tip: Alle slags grøntsager, som du har i køleskabet eller fryseren, kan bruges i denne ret. F.eks. gulerødder, aubergine, squash, bladselleri, grønkål, majs og ærter. Intet mad behøver at gå til spilde, så du kan med fordel tilsætte det, som du har.

img_6050

Bønnelasagne med spidskål

Dansk spidskål er i sæson netop nu, men desværre har jeg ikke for vane at bruge kål særlig ofte, selvom det er både sundt og billigt. Min kæreste gav mig dog den idé at putte spidskål i lasagne, da jeg snakkede om, at jeg ville lave en bønnelasagne, men at der manglede noget mere. Jeg tænkte, at det var et forsøg værd, selvom jeg var skeptisk. Det viste sig dog at fungere rigtig godt med spidskål i, og samlet set blev det en virkelig lækker lasagne!

IMG_0162.resized

Til 6 personer

Ingredienser:

Bønnesovs:
500 g champignoner
1 løg
200 g reven gulerod
3 dåser chilibønner
1 dåse tomatkoncentrat
en stor håndfuld frisk basilikum, hakket

Bechamelsovs:
2 dåser kokosmælk (2 x 400 ml)
400 ml vand
2 bouillonterninger
3 spsk. gærflager (kan undlades)
½ tsk. revet muskatnød
friskkværnet peber
cirka 70 g maizena majsstivelse

1 spidskål
lasagneplader

Fremgangsmåde:

  • Start med at lave bønnesovsen: Hak champignoner og løg. Steg begge dele i en gryde i nogle minutter (steges i lidt vand eller olie).
    Tilsæt reven gulerod og chilibønner inklusiv sovsen, som chilibønnerne ligger i. Tilsæt tomatkoncentrat og frisk basilikum. Smag på sovsen og vurdér, om der skal mere salt, chili eller andet i.
  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Lav derefter bechamelsovsen: Hæld kokosmælk, vand, bouillonterninger, gærflager, revet muskatnød og peber i en gryde. Lad sovsen koge op. Nu skal den jævnes med majsstivelsen for at få en passende konsistens. Hæld majsstivelsen gennem en si, mens sovsen koger, og du rører rundt. Sovsen skulle gerne ende med at være forholdsvis tyk og uden alt for mange klumper.
  • Vask spidskålen og skær den i skiver, som er cirka 1 centimeter tykke.
  • Læg lasagnen sammen: Put lidt bønnesovs og bechamelsovs i bunden af et lasagnefad. Læg lasagneplader ovenpå. Put derefter halvdelen af bønnesovsen oven på pladerne. Fordel halvdelen af spidskålen oven på bønnesovsen. Læg endnu et lag med lasagneplader. Læg resten af bønnesovsen og resten af spidskålen oven på lasagnepladerne. Slut af med et tredje og sidste lag lasagneplader, og fordel bechamelsovsen udover lasagnepladerne.
  • Bag lasagnen ved 200 grader almindelig ovn i 30 minutter.    

IMG_0084.resized

IMG_0097.resized

IMG_0165.resized

IMG_0146.resized

Linsesuppe med spinat

Suppen er meget velsmagende, og så tager den mindre end en halv time at lave (inklusiv oprydning), så det er jo perfekt til en børnefamilie, hvor det ofte skal gå hurtigt, eller hvis man selv har en travl hverdag – med eller uden børn.

Kombinationen af linser og spinat giver et højt indhold af protein og kostfibre, hvilket fremmer langvarig mæthed og stabilt blodsukker. Begge dele er rige på jern og folat, som er afgørende for kroppens dannelse af røde blodlegemer og generelle energiniveau. Spinat tilfører desuden vigtige antioxidanter og K-vitamin, der styrker immunforsvaret og knoglesundheden.

Velbekomme 🙂

IMG_6655.resized

 Til 4 personer

Ingredienser:
500 g røde linser, skyllet før brug
250 g frisk spinat (kan erstattes med frossen spinat)
1 dåse kokosmælk (400 ml)
2 løg
3-4 fed hvidløg, pressede
1 bouillonterning
2 tsk. karry
2 tsk. spidskommen
2 tsk. koriander
2 tsk. salt
Evt. chili
1,5 liter vand

Fremgangsmåde:
Hak løgene og hæld dem i en gryde. Steg løgene i lidt vand eller olie sammen med hvidløg, bouillon, karry, spidskommen, koriander og eventuelt chili. Løg og krydderier steges i nogle minutter, og derefter tilsættes linser, kokosmælk, salt og vand.
Spinatbladene skylles og hakkes, og efter suppen har kogt i cirka 10 minutter, tilsættes de. Suppen koges yderligere et par minutter og smages til med salt og chili.

Servér eksempelvis suppen med ris, nudler eller brød.

IMG_6650.resized

Grøn og rød pastasalat

Jeg har i dag lavet en STOR og lækker portion pastasalat. Jeg kan godt lide at lave store mængder mad, for så er der både til aftensmad, frokost og natmad (jeg spiser altid lige inden sengetid, for så sover jeg så godt 😉 ). Og det tager jo ikke meget længere tid at lave en stor portion mad frem for en lille, så i det lange løb er det tidsbesparende. Men nok om det. En pastasalat kan jo indeholde hvad som helst, man lige har af grøntsagsrester i køleskabet. Noget af det vigtigste er en god dressing, og denne her oliedressing er ret god. Men hvis man helst vil undgå olie, kan jeg anbefale at bruge sojasovs og citronsaft på sin portion i stedet for.

IMG_5019.resized

Giver 6 store portioner (tilsvarende den på billederne)

Ingredienser:
500 g pasta (f.eks. skruer eller anden form)
1 broccoli
300 g frosne ærter
250 g cherrytomater
3 røde snackpebre
1 agurk
100 g soltørrede tomater
3 forårsløg
100 g salatblade (jeg brugte feldsalat)

Dressing:
Saften af 1 citron
1 dl økologisk koldpresset rapsolie
2 fed hvidløg, pressede
1 tsk. salt
1 tsk. spidskommen
1 tsk. koriander
½ tsk. chilipulver

Fremgangsmåde:
Kog pastaen i en stor gryde med lidt salt. Skær broccolien i små buketter og put den i gryden, når pastaen har kogt i 4-5 minutter. Lad broccolien koge sammen med pastaen i yderligere 4-5 minutter, til både pasta og broccoli er færdigkogt. Hæld vandet fra og put pasta og broccoli i en stor skål. Tilsæt de frosne ærter (så køler pasta og broccoli hurtigere af).

Skær cherrytomater i halve eller kvarte. Skær snackpebre og agurk tern. Skær de soltørrede tomater i strimler. Hak forårsløgene fint (bruge hele løget, også det grønne). Skyl salatbladene og lad dem dryppe af.

Bland dressingen og smag den eventuelt til med mere hvidløg, salt og chili, hvis du kan lide det stærkt.

Bland det hele i en stor skål og velbekomme.

(På billederne har jeg pyntet med hjemmedyrkede lucernespirer).

IMG_5050.resized

IMG_5032.resized

Ærtebøffer

Jeg er meget glad for burgere, gerne med masser af smørelse f.eks. i form af guacamole, tzatziki , hummus eller pesto. Der skal selvfølgelig også en god bøf til, og den kan laves på mange forskellige måder. I dag eksperimenterede jeg med at lave ærtebøffer, og de blev rigtig gode! De indeholder relativt få ingredienser, og det er nogle ingredienser, som jeg stort set altid har i huset, hvilket kun gør det bedre.

Jeg glæder mig til at fortælle min søn, at vi skal have burgere til aftensmad, for det er nemlig en af hans livretter.

IMG_3825.resized

9 stk.

Ingredienser:
400 g ærter (optøede fra frost)
200 g kogte kartofler
1 løg, fint hakket
1 tsk. groft salt
½ tsk. chilipulver
50 g havregryn
150 g rasp
rapsolie til stegning

Fremgangsmåde:
Put ærter, kogte kartofler og løg i en skål. Blend grøntsagerne med en stavblender, til det er en klistret masse (der må gerne være nogle hele ærter tilbage). Tilsæt salt, chilipulver, havregryn og rasp. Bland det hele grundigt.
Form farsen til 9 bøffer. Steg dem på en pande i rapsolie ved middel varme, indtil de er gyldne.

Tip: Form farsen i frikadellestørrelse og brug dem i madpakken, f.eks. på et stykke rugbrød.

IMG_3860.resized

IMG_3913.resized

Varm couscous med kikærter og spinat

Couscous er nogle små gryn, der er lavet af durumhvede, ligesom pasta. Couscous, der stammer fra Nordafrika, er meget hurtigt at tilberede. Det skal bare overhældes med 1½ gang kogende vand (1½ gang i forhold til vægten af couscousen) og trække nogle minutter.
Det er ikke så ofte, at jeg bruger couscous, da jeg ikke har det for vane, men denne ret er enormt lækker og nem at lave, og jeg har helt sikkert fået lyst til at eksperimentere mere med dette fine kornprodukt.

IMG_3047.resized

3-4 personer

Ingredienser:
150 g couscous (225 ml vand)
250 g gulerødder
2 røde peberfrugter
2 løg
150 g friske spinatblade
500 g kogte kikærter (svarer til 2 dåser)
1 brik sojafløde*
3 fed hvidløg
2 tsk. paprika
2 tsk. ingefærpulver (eller frisk, revet ingefær)
2 bouillonterninger
3 spsk. sojasovs
saften af ½ citron
salt & peber
evt. chili

*Sojafløde kan f.eks. købes i Irma eller andre store supermarkeder.

Fremgangsmåde:
Put couscousen i en skål. Hæld 225 ml kogende vand over og læg et låg på.
Skær gulerødderne i tern, skær peberfrugterne i strimler, og hak løgene. Put det på en pande og steg i vand (eller olie) og sojasovs.
Efter 5 minutters tid, når grøntsagerne er stegt bløde, tilsættes presset hvidløg, paprika, ingefær og bouillonterninger (hakkede). Put spinatbladene på panden lidt efter lidt (de fylder meget til at starte med, men falder hurtigt sammen). Tilsæt kikærter, couscous, sojafløde og citronsaft.
Bland det hele godt og lad det simre et par minutter. Smag til med salt og peber og eventuelt chili, hvis man kan lide det stærkt.

IMG_3081.resized

IMG_3102.resized

Fyldte søde kartofler med avocadodressing

Søde kartofler minder egentlig mere om gulerødder, end de minder om kartofler, for som navnet antyder, er de meget sødere, og så er de orange. De er i modsætning til almindelige kartofler rige på A-vitamin, og de indeholder også mere C-vitamin. Jeg er blevet ret glad for søde kartofler de senere år, og det er jeg ikke alene om, for de kan nu købes i stort set alle supermarkeder. De stammer oprindeligt fra Sydamerika, men de dyrkes også i Europa. Denne ret smager skønt også dagen efter i kold udgave.

IMG_5853

Til cirka 4 personer

Ingredienser:
4-6 søde kartofler (medium eller store)
200 g grønne linser
1 stort bundt frisk dild
2 løg
3 fed hvidløg
1 terning grøntsagsbouillon
4 spsk. sojasovs
4 spsk. lys balsamico
2 tsk. paprika
½ tsk. chilipulver
Salt og peber

Avocadodressing:
2 modne avocadoer
1 håndfuld mynteblade
2 dl vegansk yoghurt naturel (f.eks. havre eller soja)
3 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
1 fed hvidløg
1 dl vand

Fremgangsmåde:
Vask kartoflerne og halvér dem. Bag dem ved 200 grader almindelig ovn i 45 minutter.

Kog linserne i 20-25 minutter.

Hak løg og pres hvidløg. Steg det på en pande sammen med balsamico, sojasovs og bouillon i cirka 5 minutter.

Rens dilden og hak den. Bland linser, de stegte løg og væden, chili, paprika og dild.

Udhul forsigtigt kartoflerne. Mos kartoffelkødet og tilsæt det til linseblandingen. Bland det hele godt rundt og smag til med salt, peber og eventuelt ekstra chili.

Fyld blandingen tilbage i de udhulede kartofler og bag dem i ovnen i yderligere 10 minutter.

Blend alle ingredienserne til dressingen og servér den sammen med de fyldte søde kartofler.

Kartoflerne kan også spises for sig selv eller sammen med brød og salat. Husk at hele kartoflen inklusiv skræl kan spises, så intet behøver at gå til spilde.

IMG_5877

IMG_5896

 

 

 

Gryderet med butternut squash

Butternut squash er i sæson netop nu, og det skal selvfølgelig udnyttes! Butternut squash, som faktisk er en slags græskar, er ret overset. Det er ærgerligt, for den smager rigtig godt og kan bruges på mange måder, for eksempel bagt i ovnen, i supper eller som her i en gryderet.

IMG_0936.resized

Ingredienser:
1 butternut squash
1 aubergine
1 stort løg
2 røde snackpebre
3-4 fed hvidløg
en klump hakket frisk ingefær
olie
1 tsk. karry
1 tsk. spidskommen
1 tsk. koriander
1 bouillonterning
1 tsk. salt
1 dåse kokosmælk
1 dåse kikærter
200 g grønne ærter

Fremgangsmåde:
Skræl butternut squashen og fjern kernerne. Skær den i grove tern. Skær ligeledes auberginen i tern. Hak løget og skær snackpebrene i strimler. Pres hvidløg og skræl og hak ingefæren fint. Put det hele i en gryde.
Steg grøntsagerne i olie (evt. rapsolie) til grøntsagerne er bløde. Steg eventuelt i vand for at spare på olien.
Når grøntsagerne er næsten møre, tilsættes krydderier, bouillon og salt, som steger med et par minutter. Derefter tilsættes kokosmælk, kikærter og grønne ærter.
Lad retten simre nogle minutter og smag derefter til med salt, peber og evt. chili.

Serveres sammen med ris og evt. brød.

butternut

IMG_0921.resized

IMG_0941.resized

Burgerbøffer

Burgere er en favoritspise hjemme hos mig, og de kan laves med mange forskellige slags bøffer, så det gælder bare om at finde sin egen favorit. Disse nemme burgerbøffer er baseret på kidneybønner, og dem har jeg lavet utallige gange. Hvis du vil prøve noget andet, kan jeg også anbefale ærtebøffer.

IMG_9789.resized

8 stk.

Ingredienser:
2 dåser kidneybønner
2 røde snackpebre
1 løg
1 bundt persille
3 fed hvidløg
1 bouillonterning (kan erstattes af salt)
1 tsk. paprika
100 g rasp
100 g havregryn

Olie til stegning

Burgerboller, ketchup, guacamole, salatblade og andet grønt til fyld

Fremgangsmåde:
Si vandet fra kidneybønnerne og put dem i en skål. Blend dem med en stavblender.
Hak snackpebre, løg og persille fint og bland det med bønnerne. Giv eventuelt ingredienserne en ekstra omgang med stavblenderen. Tilsæt presset hvidløg, smuldret bouillionterning, paprika, rasp og havregryn.
Bland det hele godt sammen og smag til med salt, peber og eventuelt chili.
Form farsen til cirka 8 bøffer og steg dem på panden i olie ved middel varme.

Server bøfferne i en burgerbolle med ketchup, salat og andet grønt (eksempelvis løgringe, tomatskiver, peberfrugtringe og agurkeskiver). Guacamole eller tzatziki smager også rigtig godt i en burger! Server eventuelt kartoffelbåde eller pomfritter til.

IMG_6697

IMG_9807.resized

Pizza med linsesovs

Jeg er vild med denne pizza! Den er sund og mættende, og den smager fantastisk! Den kan desuden varieres ved at tilsætte eksempelvis salatblade, krydderurter eller andre friske grøntsager efter bagning. Pizzaen smager ligeså godt kold som varm, og den egner sig derfor perfekt til frokost dagen efter. Jeg bruger denne grove pizzadej, der er sprød og lækker.

Jeg bruger belugalinser (sorte linser), da de efter min mening smager bedre og har en bedre konsitens end grønne linser. De kan købes i de fleste supermarkeder med en helseafdeling og ofte i Netto.

IMG_5110

2 pizzaer

Ingredienser
300 g belugalinser (sorte linser)
2 løg
5 spsk. sojasovs
5 spsk. lys balsamico
5 fed hvidløg, pressede
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
2 tsk. paprika
2 tsk. sukker
1 tsk. chilipulver
1 tsk. salt

Ingredienser til pizzabund

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og kog dem i 18 minutter. Lad dem derefter dryppe af i en si.

Lav pizzadejen og stil den til hævning.

Hak løgene fint og steg dem i sojasovs og balsamico. Efter 5 minutters tid tilsættes de kogte linser, hvidløg, dåsetomater, tomatkoncentrat, paprika, sukker, chilipulver og salt.

Lad sovsen simre i 5-10 minutter og smag eventuelt til med mere salt, chili eller peber.

Fordel linsesovsen på de to udrullede pizzabunde. Bag pizzaerne ved 200 grader varmluftovn i 15 minutter.
Efterfølgende kan pizzaerne eksempelvis pyntes med frisk salat, krydderurter, ananasstykker, majs, eller hvad man nu kan lide.

IMG_4975

IMG_5060

Previous Older Entries Next Newer Entries