Hvid bønnesuppe

Hvide bønner har jeg tidligere overset i min madlavning. Jeg plejede at tænke på dem som “baked beans” på dåse, sådan nogle i smagsløs tomatsovs, som puttes på en ristet skive brød, hvilket jeg dog aldrig selv har gjort. Men for nylig er det gået op for mig, hvor anvendelige og lækre de er – og ikke mindst sunde! Fordi jeg er gravid, har jeg ekstra fokus på at spise rigtigt, og i den forbindelse opdagede jeg, at hvide bønner er rige på bl.a. jern og calcium og selvfølgelig protein. Så jeg har købt 4 kilo tørrede hvide bønner, som jeg regner med at gøre brug af det næste stykke tid. Så dette bliver ikke den eneste opskrift med næringsrige hvide bønner!

I dag brugte jeg bønnerne i en suppe, og den blev rigtig lækker og mættende! Den er fint krydret i sig selv, men kan eksempelvis spices op med chili eller gøres tyndere med ekstra vand.

IMG_4460

Til 4 personer (cirka 3 liter)

Ingredienser:
600 g hvide kogte bønner*
1 knoldselleri
2 løg
3 fed hvidløg
2 boullionterninger
1 liter vand
salt og peber
olie
frisk persille

*Bønnerne kan købes på dåse, men jeg foretrækker at udbløde og koge dem selv i store mængder. Tørrede bønner lægges i blød 8-12 timer og koges derefter i nyt vand cirka 45 minutter. Kogte bønner kan med fordel fryses ned i mindre portioner. Kogte bønner vejer cirka det dobbelte af tørrede bønner.

Fremgangsmåde:
Skræl knoldsellerien og skær den i tern. Hak løgene, og pres hvidløgene. Put disse ingredienser i en gryde og steg dem i lidt olie og evt. vand i 5-10 minutter.
Tilføj derefter bønner, boullionterninger og vand. Lad suppen koge i 10 minutters tid, eller til selleristykkerne er bløde.
Blend suppen helt fint og smag til med salt og peber.
Server suppen med hakket frisk persille på toppen og groft brød.

IMG_4446

Nemme nøddedeller

Jeg kalder disse frikadeller for nemme, fordi de er forholdsvis hurtige at lave. Der er nemlig ikke nogen af ingredienserne, der skal koges på forhånd. De smager lidt af nøddesteg, og de fungerer godt som pålæg på en rugbrødsmad (gerne med rødkål eller syltede rødbeder) eller sammen med råkost og veganske flødekartofler.

IMG_5487

Cirka 15 frikadeller

Ingredienser:
150 g nødder (valnødder, hasselnødder og mandler – 50 g af hver)
1 stort løg
200 g pastinakker eller knoldselleri
100 g havregryn
100 g rasp
1,5 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
½ tsk. stødt muskatnød
Peber
Olie til stegning

Fremgangsmåde:
Blend nødderne. Riv løg og pastinakker/koldselleri. Opløs bouillonen i vandet. Bland alle ingredienserne godt sammen.

Farsen føles lidt tør, så når frikadellerne skal formes, bør de presses godt sammen.

Steg frikadellerne på panden i olie, til de bliver brune. Steg dem ved medium varme, så de ikke bliver for hurtigt brændte udenpå.

IMG_5606

IMG_5506

Bagt butternut squash med karrysovs og ris

I går smagte jeg for første gang i mit liv butternut squash, og jeg blev meget overrasket! Jeg har tit set disse smukke græskar, men det er ikke faldet mig ind at købe et, ikke før i går. Jeg blev overrasket over, hvor fantastisk lækkert butternut squash smager! Og så havde jeg endda kun bagt den drysset med olie, salt og peber. Smagen er sød, og den bliver blød som smør, når den er bagt (deraf navnet går jeg ud fra). Den kan sammenlignes med søde kartofler, som jeg også har en svaghed for. Sammen med lækker, krydret karrysovs og ris, udgør bagt butternut squash det perfekte efterårsmåltid, hvis man spørger mig.

I øvrigt har jeg en god nyhed, som jeg vil dele med mine læsere. Jeg er gravid og venter mit andet barn. Det nederste billede er fra nakkefoldsscanningen i dag 🙂 Jeg er meget glad og har det fantastisk i min graviditet! Jeg har slet ikke kvalme, så der er ingen undskyldning for ikke at spise en masse lækker og sund mad. Jeg har dog forsømt min blog de sidste par måneder pga. mangel på energi og motivation, og med både studie, arbejde og søn skal jeg ikke kunne sige, hvor ofte indlæggene kommer dumpende fremover. Men energien og motivationen er i hvert fald tilbage, så må vi se, hvad der bliver tid til 🙂

3-4 personer

Ingredienser:
1 butternut squash
olie
salt & peber

1 løg
1 æble
1 dåse kokosmælk
1 boullionterning
1 tsk. karry
½ tsk. chilipulver
15-25 g Maizena majsstivelse
salt & peber

ris

Fremgangsmåde:
Tændovnen på 200 grader varmluft. Halver butternut squashen. Fjern kerner og skræl den med en kartoffelskræller eller kniv. Skær den derefter i firkanter, der er et par cm på hver led.

Læg firkanterne på en bageplade beklædt med bagepapir. Put lidt olie på og drys med salt og peber. Bages i cirka 20 minutter.

Kog ris til et passende antal personer (vi koger 250 g til to voksne og et barn).

Lav karrysovsen, mens resten af maden bliver færdig:

Skræl æblet og fjern kernehuset. Blend æble og løg sammen (jeg brugte en miniblender). Put det derefter i en gryde sammen med kokosmælk, boullion, karry og chilipulver.

Når sovsen koger, er den klar til at blive jævnet med Maizena majsstivelse. Majsstivelsen puttes i en si og drysses forsigtigt i sovsen under omrøring. Det er meget individuelt, hvor tyk man kan lide en sovs, så start med lidt majsstivelse og put mere i, indtil sovsen har den ønskede konsistens. Vær opmærksom på, at sovsen bliver tykkere, når den køler af. Smag til med salt og peber.

Guacamole og bagte kartofler

Super lækker og nem ret, der kan spises som slik! Guacamole er i hvert fald noget af det bedste, jeg ved 🙂

Ingredienser:
3-4 modne avocadoer
1 lille løg
2 fed hvidløg
citronsaft*
cirka 1 tsk. salt
1 lille rød peberfrugt
nogle cherrytomater

kartofler

*Prøv dig frem med 2-4 spsk. citronsaft

Fremgangsmåde:
Rens kartoflerne og skær dem i tern. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys groft salt og lidt olie ud over dem. Bland dem godt rundt, så olie og salt bliver fordelt.

Bag kartoflerne ved 200 grader varmluft i 20-30 minutter.

Skrab avocadokødet ud og put det i en foodprocessor/blender sammen med løg, hvidløg, citronsaft og salt. Blend det til det har en ensartet konsistens.

Skær peberfrugten i små tern og cherrytomaterne i kvarte. Bland det i guacamolen.

Server evt. retten sammen med en frisk salat.

 

Kikærtegryde med sommergrøntsager

Denne rustikke gryderet med masser af kikærter og grøntsager er nem at lave og fyldt med smag. Alle ingredienserne, bortset fra aubergine og squash, er en del af mit basisvarelager. Det gør mig glad at have et godt lager af madvarer, for så er det nemt at trylle en ret som denne sammen på en travl aften, og i det lange løb sparer jeg både tid og penge på ikke at skulle købe ind hele tiden (se hvad jeg ellers har i mit køkken her).
Squash og aubergine er i sæson om sommeren, så det er oplagt at lave denne ret i sommermånederne. Den er både hurtig, sund og velsmagende.

IMG_8465

Til 4-5 personer

Ingredienser:
2 terninger grøntsagsbouillon
1 løg, hakket
2 gulerødder, hakkede
1 aubergine
1 squash
5 fed hvidløg, pressede
3 tsk. koriander
3 tsk. spidskommen
1 tsk. chilipulver
2 dåser hakkede tomater
300 g tørrede kikærter (eller 3 dåser)
1 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Hvis du bruger tørrede kikærter, bør de ligge i blød 8-12 timer, hvorefter vandet udskiftes, og de koges i 30-40 minutter. Alternativt kan du koge dem i en trykkoger uden iblødlægning først. Hvis du bruger kikærter fra dåse, er de klar til brug, efter du har drænet vandet fra dem og skyllet dem.

Opløs bouillonterningen i lidt vand og sautér løg og gulerødder i en gryde i  bouillonvandet.

Aubergine og squash hakkes i tern og tilsættes efter nogle minutter sammen med hvidløg, koriander, spidskommen og chili.

Når grøntsagerne er næsten møre, tilsættes hakkede tomater, kikærter, citronsaft, sukker og salt.

Lad retten simre i 10-15 minutter og smag til med salt og peber. Servér eksempelvis retten med quinoa, ris, pasta eller kartoffelmos.

Tip: På billedet er kikærtegryden serveret med quinoa og hjemmedyrkede broccolispirer. Hvis du vil vide mere om, hvordan du selv dyrker broccolispirer, kan du læse mit indlæg om det her: https://www.instagram.com/p/CA8HEyJhDvH/

IMG_8447

Linsesovs

Lækker og nem linsesovs, som er den perfekte hverdagsret til både pasta og ris. Godt krydret, men kan sagtens tåle mere chili, hvis man kan lide det stærkt.

IMG_8281

Til 4 personer

Ingredienser:
150 g røde linser
1 stort løg
1 peberfrugt
2 terninger grøntsagsbouillon
3 fed hvidløg, pressede
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat (140 g)
1 dåse kokosmælk (400 ml)
1 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
½ tsk. chilipulver
½ tsk. stødt spidskommen
Evt. 1/4 tsk. røget paprika
En stor håndfuld frisk basilikum, hakket
(eller 2 tsk. tørret basilikum)

Fremgangsmåde:
Skyl de røde linser. Hak løg og peberfrugt. Hæld alle ingredienserne i en gryde, undtagen frisk basilikum, og lad sovsen koge i cirka 25 minutter, til linserne er bløde. Rør i gryden undervejs. (Normalt skal røde linser kun koge i 10 minutter, men det tager længere tid i tomatsovs). Basilikum koger med de sidste 5-10 minutter. Smag til med salt og peber.

Serveres eksempelvis med pasta eller ris og anrettes med friske basilikumblade.

Tip: Linsesovsen kan fryses.

IMG_8333

Brændenældedeller

Som jeg tidligere fortalte i mit indlæg om brændenældesuppe, er brændenælder faktisk en sund og lækker spise på trods af sit stikkende ydre. Jeg har forsøgt mig med brændenældedeller, som blev rigtig gode! Brændenælderne stak stadig en smule, efter de havde ligget i blød, men efter en tur i foodprocessoren og på panden, stak de i hvert fald ikke mere 😉

20 stk.

Ingredienser:
200 grønne linser
2 revne gulerødder (170 g)
1 stort løg, fint hakket
50 g brændenælder*
3-4 fed hvidløg, presset
2 spsk. tørret persille (frisk kan også bruges)
2 boullionterninger opløst i lidt vand
100 g havregryn
100 g rasp
1 tsk. salt
evt. peber
olie til stegning

* 50 g lyder ikke af meget, men er faktisk en stor portion.

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og kog dem i cirka 25 minutter.

Tag handsker på og indsaml brændenælderne. Læg dem i blød i vand cirka 10 minutter.

Riv gulerødder og hak løg. Blend de kogte linser groft. Blend brændenælderne fint.

Bland alle ingredienserne til en fars og form den til frikadeller. Steg dem på panden på hver side i lidt olie, til de bliver gyldne.

Serveres evt. sammen med kartoffelsalat / anden salat eller i pitabrød.

Kartoffelsalat

Dette er en af mine favoritter, som jeg har lavet mange gange gennem de seneste år. Jeg kommer helt sikkert også til at lave kartoffelsalaten flere gange i løbet af sommeren, for den smager bare rigtig godt.

Ingredienser:
1 kilo kartofler
250 g cherrytomater
1 bundt radisser

Dressing:
500 ml alpro sojayoghurt, neutral*
1 bundt dild
½ bundt purløg
2 fed hvidløg, pressede
1 ½ tsk. salt
godt med peber

* Kan købes i de fleste større supermarkeder for cirka 20 kr.

Fremgangsmåde:
Skær kartoflerne ud i tern og kog dem cirka 10 minutter i saltet vand. Stik i dem undervejs, så de bliver kogt lige tilpas. Lad dem derefter køle helt af.

Skær cherrytomaterne ud i halve eller kvarte (afhængig af deres størrelse), og skær radisserne ud i tynde skiver.

Bland dressingen ved siden af, og smag den til med salt og peber.

Bland til sidst alle ingredienserne. Servér evt. kartoffelsalaten sammen med frikadeller og/eller brød.

Brændenældesuppe

Brændenælder er ikke bare ukrudt, de er faktisk meget sunde og kan bruges på mange måder i madlavningen. Brændenælder indeholder blandt andet A-vitamin, calcium og jern og andre næringsstoffer. De er eksempelvis gode i supper, gryderetter og smoothies. Denne suppe er super simpel og alligevel ret lækker.

IMG_5272

Til 4 personer

Ingredienser:
500 g kartofler
2 gulerødder
1 porre eller 2 løg
2-3 fed hvidløg, pressede
2 terninger grøntsagsbouillon
1 tsk. salt
3 spsk. citronsaft
1,2 liter vand
75 g brændenælder*

*75 g lyder ikke af meget, men det er faktisk en ret stor portion. Du kan eventuelt erstatte nogle af brændenælderne med skvalderkål.

Fremgangsmåde:
Brug eksempelvis en handske eller plasticpose, når du indsamler brændenælderne. De små og friske skud smager bedst. Skyl dem og hak dem.

Skær kartofler og gulerødder i tern og hak løg/porre og hvidløg. Hæld det hele i en gryde, undtagen brændenælder, og tilsæt bouillon, salt, citronsaft og vand. Lad suppen koge 10 minutters tid, eller til grøntsagerne er møre.

Hæld brændenælderne i suppen og lad dem koge med de sidste par minutter. Smag suppen til med salt og peber.

Servér eventuelt suppen sammen med brød eller suppehorn og pynt gerne med spiselige blomster som martsvioler eller bellis.

Tip: Tilsæt eksempelvis frisk ingefær og rød karrypasta, hvis du vil gøre suppen mere spicy. Det er også lækkert at stege tofu og drysse det på toppen af suppen.

IMG_5315

 

 

Grøntsager, nudler og tofu i krydret kokossovs

I går stødte vi på et fantastisk produkt – rød karrypasta – i Netto. Det inspirerede mig til at lave denne ret, som kom til at smage virkelig godt (selv min søn guffede i sig)! Jeg elsker stegte grøntsager i kokossovs, og det kan laves på så mange måde, f.eks. med ris og almindelig karry som her, eller med denne super lækre røde karrypasta, som jeg helt sikkert skal have nogle flere af, næste gang jeg handler 😉

Til cirka 3 personer

Ingredienser:
2 gulerødder
2 løg
2 røde peberfrugter
1 broccoli
400 g champignoner
2 boullionterninger (eller 1 spsk. Herbamare)
2-3 spsk. rød karrypasta
1 stor knold frisk ingefær
3-4 fed hvidløg
1 dåse kokosmælk (400 ml)
olie

200-400 g tofu
sojasovs

150 g fuldkornsnudler (eller almindelige)

Fremgangsmåde:
Skær gulerødder og løg i tynde skiver. Steg dem på panden eller i en wok sammen med boullion og olie.

Tilsæt ingefær (skrællet og fint hakket), hvidløg (presset) og karrypasta.

Skær peberfrugterne i strimler, broccolien i små buketter og champignonerne i tynde skiver. Put det på panden/wokken sammen med det andet.

Tilsæt kokosmælk og lad det hele simre, indtil grøntsagerne er tilpas bløde. Smag til med salt og peber.

Skær tofuen i tern og steg den på en anden pande i sojasovs. Kog nudlerne i 3-4 minuter.

Bland til sidst grøntsager, tofu og nudler sammen. Drys evt. nogle friske korianderblade på ved servering.

Previous Older Entries Next Newer Entries