Grøntsagspandekager

Det er første gang, jeg har prøvet at lave grøntsagspandekager, og jeg er overrasket over, hvor hurtige og nemme de var at lave. Det er helt sikkert noget, som jeg vil lave mange gange fremover, og jeg vil prøve mig frem med andre variationer. Min søn er også vild med pandekagerne, og det er bestemt et stort plus, for børn kan jo være ret kræsne.

12 stk.

Ingredienser:
50 g smeltet margarine
125 ml sojamælk*
100 g mel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. salt
peber
1 tsk. paprika
½ bundt hakket persille
250 g revet squash (presset fri for væde)
200 g majs

* Jeg havde tænkt mig at bruge neutral sojamælk, men jeg glemte at købe det, så jeg brugte den med vanilje og sukker i stedet for. Det fungerede helt fint, for man kunne ikke smage det.

Fremgangsmåde:
Bland først mel og bagepulver. Tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser. Dejen må ikke være for tynd, så tilsæt evt. lidt ekstra mel.

Bag pandekagerne på panden på hver side. Til hver pandekage brugte jeg den mængde dej, der kunne være i en grydeske.

Tip:
Server evt. pandekagerne sammen med tomatsalsa og kartoffelbåde eller sammen med en bulgursalat som på sidste billede.

Kidneybønnefrikadeller

Brug eksempelvis frikadellerne som tilbehør til aftensmaden, som fyld i en burger/sandwich eller som pålæg på rugbrød.

Cirka 17 stk.

Ingredienser:
3 dåser røde kidneybønner (700 g udblødte og kogte)
150 g rødbede, revet
1 løg, finthakket
100 g solsikkefrø, blendede
1 bundt persille, finthakket
1,5 dl rasp
3 fed hvidløg, presset
1-2 tsk. salt
1 tsk. paprika
½ tsk. chilipulver
peber

Fremgangsmåde:
Blend kidneybønnerne til de er helt cremede, og bland dem derefter med alle de andre ingredienser. Bland farsen godt og smag til med salt og peber. Form til frikadeller og steg dem på panden i olie.

Tip:
En del af raspen kan erstattes af havregryn. Put selv mere eller mindre i, hvis farsen bliver for våd eller tør. Min erfaring er dog, at farsen skal være rimelig tør for at få den bedste konsistens på panden.

Rødbeden kan erstattes af gulerod.

Tzatziki

Tzatziki er lækkert, og det behøver bestemt ikke at laves af ko-yoghurt! Tzatziki kan laves af neutral sojayoghurt, der efterhånden findes i alle store supermarkeder og sommetider i Netto. Det kan eksempelvis bruges som pålæg, dressing eller dip.

Ingredienser:
500 ml neutral sojayoghurt
2 agurker
2 fed hvidløg
1 tsk. salt
peber

Fremgangsmåde:
Dræn sojayoghurten for vand gennem kaffefiltre i 3-4 timer eller mere (se billede). Dette er er for, at tzatzikien ikke bliver for vandet.

Riv agurkerne og pres så meget som muligt vand ud af dem. Dette kan f.eks. gøres ved at presse agurkestrimlerne mod bunden af en si med hænderne eller ved at putte et rent viskestykke om agurkestrimlerne og vride dette. Sidstnævnte metode er mest effektiv.

Tilsæt presset hvidløg, salt og peber til sojayoghurten og rør godt rundt. Tilsæt derefter de revne agurker og smag til, om der skal mere hvidløg, salt eller peber i.

IMG_5833

Linsefrikadeller

Frikadeller lavet af linser, grøntsager eller lignende er ikke altid nemme at få til at hænge sammen, men jeg garanterer, at disse frikadeller har en god og fast konsistens – desuden smager de godt både kolde og varme, f.eks. oven på en rugbrødsmad eller som en del af aftensmaden.

Cirka 20 stk.

Ingredienser:
300 g grønne linser (vægt efter kogning cirka 680 g)
250 g kogte kartofler
1 løg, finthakket
1 bundt persille, finthakket
3 fed hvidløg, pressede
1 boullionterning
2 tsk. tørret dild
1 tsk. revet muskatnød
1 tsk. cayennepeber eller chili
2 tsk. urtesalt (eller alm. salt)
peber
1,5 dl rasp

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og kog dem 20-25 minutter. Kog kartoflerne.

Når linser og kartofler er kølet lidt af, blendes de med en stavblender. Farsen må gerne have en grov konsistens med nogle hele linser imellem.

Derefter tilsættes retsen af ingredienserne, og der smages til med salt og peber.

Farsen formes til frikadeller og steges på panden i olie.


Basilikumpesto

Pesto smager utroligt godt og kan bruges til mange formål. For eksempel sammen med pasta, nye kartofler, som dip til chips eller grøntsagsstænger (f.eks. gulerødder, agurk, peberfrugter eller bladselleri). Derudover kan pesto bruges som dressing i pitabrød eller smørelse i en burger, eller simpelthen som pålæg på rugbrød eller andet brød.

Pesto kan varieres på et utal af måder ved at bruge forskellige slags nødder og krydderurter. Denne pesto har jeg haft succes med flere gange, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har lavet den, da mine plantekasser bugner af frisk basilikum i øjeblikket. Jeg har valgt at bruge cashewnødder og valnødder, da de smager dejligt og er billigere end for eksempel pinjekerner, der ofte bruges i pesto.

Ingredienser:
120 g frisk basilikum
40 g cashewnødder
40 g valnødder
3 fed hvidløg
80 g økologisk koldpresset rapsolie
3 spsk. citronsaft
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne grundigt.

Pestoen kan sagtens holde sig i køleskabet et par dage.

Guacamole

Guacamole kan bruges på mange måder. For eksempel er det lækkert som tilbehør i tacoskaller eller tortillias. Som dip til chips eller grøntsagsstænger (f.eks. agurk, peberfrugter, gulerødder, bladselleri). Som dressing i pitabrød eller smørelse i burger. Derudover kan jeg finde på at bruge guacamole som pålæg på rugbrød eller andet groft brød. Guacamole er og bliver en klassiker! Det er utroligt, at noget, der er så nemt at lave, smager så godt.

Til cirka 4 personer

Ingredienser:
3-4 modne avocadoer
1 lille løg
2 fed hvidløg
citronsaft
cirka 1  tsk. salt

Fremgangsmåde:
Skrab avocadokødet ud og put det i en foodprocessor/blender sammen med resten af ingredienserne, og blend det til det har en cremet og ensartet konsistens.

Det må være op til ens egen vurdering, hvor meget citronsaft, der skal i (det samme gælder de andre ingredienser). Jeg kan godt lide en kraftig guacamole med meget hvidløg, citronsaft og salt. Prøv dig frem og find ud af, hvad du kan lide.

Trænger man til variation, kan man f.eks. putte forårsløg eller rødløg i guacamolen i stedet for almindeligt løg, eller man kan putte majs og/eller tomatstykker i, efter guacamolen er blevet blendet.

IMG_4807.resized

Next Newer Entries