I dag har jeg 10 års jubilæum som veganer, og jeg vil i den forbindelse skrive et personligt indlæg om, hvad det betyder for mig at være veganer.
Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg traf den afgørende beslutning. Jeg gik i 1.g og sad i bussen på vej hjem fra skole. Jeg følte mig tung om hjertet, for det var netop gået op for mig, at køer laver modermælk til deres kalve, men at kalvene bliver taget fra deres mor og slået ihjel.
Jeg havde allerede været vegetar i 5 år på det tidspunkt, så det var ikke nyt for mig at tænke over, hvad mennesker udsætter dyr for, men jeg havde bare aldrig tænkt på eller vidst, at køer bliver slået ihjel, fordi mennesker vil have mælk. Jeg troede, at køerne skulle malkes, for ellers ville det gøre ondt på dem. Men i virkeligheden er der kun én eneste grund til, at køer laver mælk, og det er for at ernære deres unger. Det samme gælder alle andre pattedyr inklusiv mennesker.
Jeg indså, at jeg var nødt til at blive veganer, hvis jeg skulle kunne leve med mig selv og min samvittighed. Det var ikke nok bare at undgå kød, som jeg havde gjort hidtil, jeg var nødt til at undgå alle produkter fra dyr, for jeg ville ikke have, at nogen skulle dø eller lide på grund af mig.
Det er 10 år siden nu, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg blev veganer eller overvejet at stoppe med at være det. Jeg har et fantastisk godt helbred, og jeg har det godt med at leve i overensstemmelse med mine værdier. Det er en af de vigtigste beslutninger i mit liv. Men jeg vil ikke påstå, at det var nemt i starten. Mine forældre var imod det, jeg kunne ikke lide at skille mig ud, og jeg kendte ikke andre veganere. Men jeg savnede faktisk ikke den mad, som jeg plejede at spise, for jeg lærte at lave lækker mad uden dyr. Jeg har i høj grad fundet ud af, at veganisme ikke handler om at begrænse sig selv, men om at udvide sin horisont i nye retninger.
Vegansk mad er ikke bare mad, hvor man har fjernet kødet fra tallerkenen, så kun de kogte grøntsager ligger tilbage. Planteriget er stort og varieret, og kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan spise som veganer. Udbuddet af “erstatningsprodukter” bliver da også større og større. For 10 år siden kunne man kun købe sojamælk i specialbutikker (helekostbutikker og supermarkeder med en helsekostafdeling), men nu er sojamælk og andre slags plantemælk blevet så almindeligt, at det kan købes i alle dagligvarebutikker.
Der findes også vegansk yoghurt, flødeskum, ost, pølse, skiveskåret pålæg, kødfars, kebab, vingummier, lys chokolade, skumfiduser, og stort set alt andet, hvad man ellers kan komme i tanke om. Alt kan laves plantebaseret (og ja, det smager godt!), men det er ikke alle produkter, der er lige nemme at få fat på i øjeblikket. Jeg er dog overbevist om, at de vil blive mere udbredt i de kommende år, for efterspørgslen stiger i takt med, at folk bliver mere bevidste om, hvordan forbruget af animalske produkter negativt påvirker dyr, miljø, sundhed og klima.
Personligt er jeg dog ikke særlig vild med erstatningsprodukter, da jeg foretrækker at lave mad fra bunden af. Det er både sundere og billigere, og så kan jeg jo godt lide at lave mad. Det kommer blandt andet til udtryk gennem denne blog, hvor jeg primært fokuserer på nem og sund hverdagsmad. Jeg har fået at vide af mange, at min blog har hjulpet dem til at blive veganere eller til at spise mere grønt. Det gør mig meget glad, og det motiverer mig til at fortsætte med at lave opskrifter.
Som sagt var det ikke svært for mig at blive veganer på grund af maden, men det var hårdt at møde modstand fra familien, og det var ensomt ikke at kende andre veganere. Det har dog ændret sig fuldstændig gennem de sidste 10 år. Mine forældre accepterer min livsstil, og jeg har fået et stort netværk af andre veganere.
Gennem årene har jeg deltaget i mange veganske fællesspisninger, fester og andre arrangementer, og i den forbindelse har jeg lært mange ligesindede at kende. I de senere år har jeg været meget optaget af at have små børn, og jeg har derfor startet en vegansk mødregruppe sammen med nogle andre veganermødre. Jeg har stor glæde af at mødes med dem jævnligt, da vi forstår hinanden på en måde, som jeg ikke tidligere har oplevet i traditionelle mødregrupper.
Hvis man ønsker at udvide sit netværk, kan jeg fortælle, at Facebook er et godt sted at starte. Der er mange veganske grupper med forskelligt fokus, som man kan melde sig ind i. Grupperne handler eksempelvis om mad, børn, fællesspisninger eller livsfilosofi for bare at nævne nogle. Der kan siges meget dårligt om Facebook og andre sociale medier, såsom at folk bliver mindre nærværende over for hinanden, når de sidder foran en skærm, men det er, hvad man gør det til. For mig er Facebook et fantastisk værktøj, der gør det muligt at skabe nye relationer til andre veganere.
Jeg har fået en del veganske venner og bekendte, som jeg mødes med i virkeligheden, og det gør mig meget glad! Det betyder ikke, at jeg kun vil være venner med andre veganere, for et venskab handler jo om mange ting, men jeg oplever helt sikkert en glæde ved at være sammen med andre mennesker, som jeg deler livsanskuelse med. En ting er, at det er rart at dele madglæden med andre veganere, men veganisme handler ikke bare om mad, det handler om en grundlæggende respekt for liv og et ønske om at minimere lidelse. I et samfund, der er gennemsyret af vold mod dyr, er det befriende at være sammen med andre mennesker, der ligesom én selv ønsker at spise med medfølelse. Derfor betyder det også rigtig meget for mig, at min kæreste er veganer, og at vi sammen skaber en vegansk familie for vores tre børn. Med tiden vokser de op og træffer deres egne valg i livet, men jeg har fuld tiltro til, at de vil fortsætte den kærlige livsstil.
Jeg er spændt på at følge udviklingen, og jeg er overbevist om, at der er vil ske meget de næste 10 år i forhold til udbredelsen af vegansk mad. Historisk set er der sket mange positive forandringer i forhold til undertrykte grupper. Sorte har fået rettigheder, kvinder har fået rettigheder, og børn har fået rettigheder. Det er kun et spørgsmål om tid, før det samme sker for dyr, der på nuværende tidspunkt er den største undertrykte gruppe i verden. Det kan godt være, at der går 200 år eller mere, før dyr får ret til liv og frihed, men det vil helt sikkert ske.
Tak fordi du læste med.
Min veganske familie ❤
Mia Sommer 