“Vegansk velvære” udkommer snart

Det glæder mig at fortælle jer, at der nu er kommet en dato på, hvornår min kogebog udkommer, og det er den 15. april. Den kan forudbestilles hos Saxo, som skriver følgende om bogen:

“Vegansk velvære gør det nemt og lækkert at spise grønnere og lidt sundere, og hvis du ikke allerede elsker grøntsager og bælgfrugter, så kommer du til det, når du har været igennem Mias opskrifter!

Bogen er for alle. Både dig, der er veganer, og dig, som er nysgerrig og måske søger inspiration til en grønnere livsstil.  

Bogen indeholder 110 veganske opskrifter på sund, hurtig og velsmagende hverdagsmad, samt mere tidskrævende opskrifter, der egner sig til jul, fødselsdag eller andre særlige anledninger.

Vegansk velvære indeholder desuden et afsnit om basisvarer, og et afsnit om grundlæggende vegansk ernæring.  

I bogen findes også et afsnit om veganske børn og emner, som forfatteren finder relevante i forhold til  at opdrage veganske børn i en ikke-vegansk verden.” 

Jeg håber, at I vil tage godt imod den 🙂

Vegansk velvære endelig forside

 

Muffins med blåbærfyld

Det er efterhånden længe siden, at jeg har lagt nye opskrifter her på hjemmesiden. Det skyldes, at jeg har gemt mine nye opskrifter til min kogebog, som udkommer til foråret. Jeg har dog lyst til at begynde at blogge igen, for jeg har masser af gode idéer. I det kommende halve år skal jeg skrive speciale og dermed afslutte min jurauddannelse, men jeg håber på også at få tid til at være kreativ i køkkenet.

Jeg starter med disse lækre og nemme muffins, som ser meget almindelige ud udenpå, men som har en sød overraskelse ideni 🙂

12 stk.

Ingredienser:
300 g hvedemel
250 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
1 moden banan, moset
50 ml rapsolie
150 ml vand
cirka 150 g blåbærsyltetøj

Fremgangsmåde:
Bland mel, sukker, vaniljesukker og bagepulver i en skål. Det er en god idé at sigte bagepulveret igennem en si, så det ikke klumper.
Tilsæt derefter banan, olie og vand. Bland dejen godt.

Put papirforme i en muffinplade. Start med at putte 1 spiseske dej i hver form. Put derefter 1 teske blåbærsyltetøj ovenpå (se billede nedenfor). Afslut derefter med 1 spiseske dej oven på blåbærsyltetøjet.

Bages ved 180 grader almindelig ovn i 20-25 minutter.

Tip: Andre slags syltetøj kan også bruges. F.eks. hindbær-, jordbær- eller appelsinsyltetøj.

IMG_2528.resized

IMG_2539.resized

 

Som at løbe et marathon

Godt nok har jeg ikke prøvet at løbe et marathon, men jeg kan forstille mig, hvordan det føles. På kun 5 dage skulle der tages billeder af cirka 110 opskrifter til min kommende kogebog. Det var hårdt, sjovt og lærerigt, og det kunne lade sig gøre, fordi jeg havde planlagt dagene ned til mindste detalje, og fordi jeg havde nogle skønne hjælpere i køkkenet, da der skulle fotograferes. Tusind tak Morten, Sara og Josefine!

Fotograferingen foregik hos Jesper Glyrskov, der er en dygtig og erfaren madfotograf. Meget af maden havde jeg lavet på forhånd i ugerne og dagene op til, og den mad, der ikke kunne laves på forhånd, blev lavet på stedet af mine hjælpere og mig. Der var godt nok meget at holde styr på! Bilen blev fyldt til bristepunktet med mad og råvarer, da min far kørte mig ind til fotostudiet dagene inden fotograferingen. Det hele var noget af en øvelse udi organisering og planlægning! Men det gik rigtig godt! Faktisk forløb dagene bedre, end jeg overhovedet kunne forestille mig. Vi var i gang fra kl. 8-16, vi var super effektive, og vi havde det sjovt og hyggeligt imens. Indimellem alle de retter, der skulle holdes styr på, forberedes og fotograferes, fik vi også spist, snakket og grinet. Og vigtigst af alt blev billederne super gode! Jeg er meget tilfreds med de flotte og varierede madbilleder, og jeg glæder mig så meget til at stå med det færdige resultat, kogebogen, i hånden samt vise det til alle jer! Jeg er både glad og lettet over, at det er overstået, og at det gik så godt.

Herunder ser I nogle stemningsbilleder fra dagene i fotostudiet 🙂

IMG_1332

IMG_1339

IMG_1360

IMG_1348

IMG_1384

IMG_1344

IMG_1393

IMG_1390

IMG_1448

IMG_1445

Til sidst kommer en lille forsmag på billederne i bogen. De er ikke færdigredigerede endnu, men jeg kan ikke vente med at vise jer dem 🙂

Lasagne BollerFrikadeller HavregrynskuglerIs Grøntsager og nudler

Kogebog undervejs

Jeg har de sidste fire-fem måneder brugt det meste af min tid på at udvikle opskrifter og skrive tekst til min bogebog, og i øjeblikket er jeg i gang med slutspurten. I december skal der tages billeder af maden, og planen er, at bogen skal udgives til april næste år af FADL’s Forlag. Jeg glæder mig så meget til det færdige resultat 🙂

Billederne nedenfor er fra i dag, og opskrifterne på de lækre cupcakes er til bogen.

IMG_0549.resized

IMG_0556.resized

IMG_0568.resized

God sommer!

Kære læsere

Nogle af jer har måske bemærket, at jeg ikke har været aktiv på bloggen de sidste par måneder. Det skyldes ikke, at jeg har tabt interessen for madlavning. Tværtimod. Jeg arbejder på min helt egen kogebog, som udkommer næste år. Jeg har travlt med at udvikle nye opskrifter og opdatere gode gamle. Derudover har jeg travlt med at nyde sommeren og mine tre dejlige børn, inden jeg (også) vender tilbage til jurastudiet i september.

Jeg glæder mig til at vise jer det færdige resultat, når min bog udkommer, og indtil da håber jeg, at I vil have glæde af min blog. I er også meget velkomne til at skrive til mig, hvis I har idéer og forslag til, hvad I synes, at en god vegansk kogebog skal indeholde.

Hav en god sommer!

K.h. Mia

Arbejder på kogebog

10 år som veganer

I dag har jeg 10 års jubilæum som veganer, og jeg vil i den forbindelse skrive et personligt indlæg om, hvad det betyder for mig at være veganer.

Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg traf den afgørende beslutning. Jeg gik i 1.g og sad i bussen på vej hjem fra skole. Jeg følte mig tung om hjertet, for det var netop gået op for mig, at køer laver modermælk til deres kalve, men at kalvene bliver taget fra deres mor og slået ihjel.
Jeg havde allerede været vegetar i 5 år på det tidspunkt, så det var ikke nyt for mig at tænke over, hvad mennesker udsætter dyr for, men jeg havde bare aldrig tænkt på eller vidst, at køer bliver slået ihjel, fordi mennesker vil have mælk. Jeg troede, at køerne skulle malkes, for ellers ville det gøre ondt på dem. Men i virkeligheden er der kun én eneste grund til, at køer laver mælk, og det er for at ernære deres unger. Det samme gælder alle andre pattedyr inklusiv mennesker.
Jeg indså, at jeg var nødt til at blive veganer, hvis jeg skulle kunne leve med mig selv og min samvittighed. Det var ikke nok bare at undgå kød, som jeg havde gjort hidtil, jeg var nødt til at undgå alle produkter fra dyr, for jeg ville ikke have, at nogen skulle dø eller lide på grund af mig.

Det er 10 år siden nu, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg blev veganer eller overvejet at stoppe med at være det. Jeg har et fantastisk godt helbred, og jeg har det godt med at leve i overensstemmelse med mine værdier. Det er en af de vigtigste beslutninger i mit liv. Men jeg vil ikke påstå, at det var nemt i starten. Mine forældre var imod det, jeg kunne ikke lide at skille mig ud, og jeg kendte ikke andre veganere. Men jeg savnede faktisk ikke den mad, som jeg plejede at spise, for jeg lærte at lave lækker mad uden dyr. Jeg har i høj grad fundet ud af, at veganisme ikke handler om at begrænse sig selv, men om at udvide sin horisont i nye retninger.

Vegansk mad er ikke bare mad, hvor man har fjernet kødet fra tallerkenen, så kun de kogte grøntsager ligger tilbage. Planteriget er stort og varieret, og kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan spise som veganer. Udbuddet af “erstatningsprodukter” bliver da også større og større. For 10 år siden kunne man kun købe sojamælk i specialbutikker (helekostbutikker og supermarkeder med en helsekostafdeling), men nu er sojamælk og andre slags plantemælk blevet så almindeligt, at det kan købes i alle dagligvarebutikker.
Der findes også vegansk yoghurt, flødeskum, ost, pølse, skiveskåret pålæg, kødfars, kebab, vingummier, lys chokolade, skumfiduser, og stort set alt andet, hvad man ellers kan komme i tanke om. Alt kan laves plantebaseret (og ja, det smager godt!), men det er ikke alle produkter, der er lige nemme at få fat på i øjeblikket. Jeg er dog overbevist om, at de vil blive mere udbredt i de kommende år, for efterspørgslen stiger i takt med, at folk bliver mere bevidste om, hvordan forbruget af animalske produkter negativt påvirker dyr, miljø, sundhed og klima.

Personligt er jeg dog ikke særlig vild med erstatningsprodukter, da jeg foretrækker at lave mad fra bunden af. Det er både sundere og billigere, og så kan jeg jo godt lide at lave mad. Det kommer blandt andet til udtryk gennem denne blog, hvor jeg primært fokuserer på nem og sund hverdagsmad. Jeg har fået at vide af mange, at min blog har hjulpet dem til at blive veganere eller til at spise mere grønt. Det gør mig meget glad, og det motiverer mig til at fortsætte med at lave opskrifter.

Som sagt var det ikke svært for mig at blive veganer på grund af maden, men det var hårdt at møde modstand fra familien, og det var ensomt ikke at kende andre veganere. Det har dog ændret sig fuldstændig gennem de sidste 10 år. Mine forældre accepterer min livsstil, og jeg har fået et stort netværk af andre veganere.
Gennem årene har jeg deltaget i mange veganske fællesspisninger, fester og andre arrangementer, og i den forbindelse har jeg lært mange ligesindede at kende. I de senere år har jeg været meget optaget af at have små børn, og jeg har derfor startet en vegansk mødregruppe sammen med nogle andre veganermødre. Jeg har stor glæde af at mødes med dem jævnligt, da vi forstår hinanden på en måde, som jeg ikke tidligere har oplevet i traditionelle mødregrupper.

Hvis man ønsker at udvide sit netværk, kan jeg fortælle, at Facebook er et godt sted at starte. Der er mange veganske grupper med forskelligt fokus, som man kan melde sig ind i. Grupperne handler eksempelvis om mad, børn, fællesspisninger eller livsfilosofi for bare at nævne nogle. Der kan siges meget dårligt om Facebook og andre sociale medier, såsom at folk bliver mindre nærværende over for hinanden, når de sidder foran en skærm, men det er, hvad man gør det til. For mig er Facebook et fantastisk værktøj, der gør det muligt at skabe nye relationer til andre veganere.

Jeg har fået en del veganske venner og bekendte, som jeg mødes med i virkeligheden, og det gør mig meget glad! Det betyder ikke, at jeg kun vil være venner med andre veganere, for et venskab handler jo om mange ting, men jeg oplever helt sikkert en glæde ved at være sammen med andre mennesker, som jeg deler livsanskuelse med. En ting er, at det er rart at dele madglæden med andre veganere, men veganisme handler ikke bare om mad, det handler om en grundlæggende respekt for liv og et ønske om at minimere lidelse. I et samfund, der er gennemsyret af vold mod dyr, er det befriende at være sammen med andre mennesker, der ligesom én selv ønsker at spise med medfølelse. Derfor betyder det også rigtig meget for mig, at min kæreste er veganer, og at vi sammen skaber en vegansk familie for vores tre børn. Med tiden vokser de op og træffer deres egne valg i livet, men jeg har fuld tiltro til, at de vil fortsætte den kærlige livsstil.

Jeg er spændt på at følge udviklingen, og jeg er overbevist om, at der er vil ske meget de næste 10 år i forhold til udbredelsen af vegansk mad. Historisk set er der sket mange positive forandringer i forhold til undertrykte grupper. Sorte har fået rettigheder, kvinder har fået rettigheder, og børn har fået rettigheder. Det er kun et spørgsmål om tid, før det samme sker for dyr, der på nuværende tidspunkt er den største undertrykte gruppe i verden. Det kan godt være, at der går 200 år eller mere, før dyr får ret til liv og frihed, men det vil helt sikkert ske.

Tak fordi du læste med.

IMG_5132.resized

Min veganske familie ❤

Tomatsovs med linser og grønkål

Her kommer endnu en af mine hverdagsfavoritter, som jeg laver cirka en gang om ugen. Hos os rækker sovsen til to dage – den ene dag spiser vi den med brune ris, og den anden dag spiser vi den med pasta. Den er virkelig nem og hurtig at lave – der er med vilje intet, som skal hakkes eller steges. Ingredienserne skal bare op i en gryde og koge. Og behøver jeg at sige, at retten både er sund og smager rigtig godt? Nu har jeg sagt det, for det passer 🙂

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at linser indeholder masser af proteiner og mineraler, bl.a. jern, magnesium og zinc. Linser indeholder også meget folinsyre, som er særligt vigtigt i starten af en graviditet. Grønkål er også super sundt, og det er en af de fødevarer, som vi gerne spiser hver dag på den ene eller den anden måde. Grønkål er bl.a. rig på vitamin A, vitamin K og calcium. Kilde: Cronometer.

Det kan være, at jeg lige skal nævne, at man ikke behøver at gå op i sundhed for at være veganer. Spiser man nogenlunde varieret, skal man nok få, hvad man har brug for. Ernæring er bare min personlige interesse, som jeg har lyst til at dele med jer. Og nu til opskriften:

IMG_3975.resized

Giver 3 liter tomatsovs

Ingredienser:
300 g grønne linser
200 g frossen grønkål (eller spinat)
200 g frosne majs
3 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpuré (140 g)
1 dåse kokosmælk
2-3 tsk. salt
1 tsk. paprika
½ – 1 tsk. chilipulver
1 tsk. sukker
1 spsk. citronsaft
evt. en håndfuld hakket persille eller basilikum

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og put dem i en stor gryde. Kog dem i rigeligt vand i 23-25 minutter.

Når linserne er færdige med at koge, hæld da vandet fra og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Lad sovsen koge et par minutter og smag til med ekstra salt og krydderi.

Servér eksempelvis sovsen sammen ris, pasta, bulgur eller quinoa.

IMG_3969.resized

Grøntsagssuppe med røde linser

Dette er en af mine favoritter til en travl hverdag. De sidste par måneder har jeg lavet denne suppe cirka en gang om ugen, og jeg varierer den, alt efter hvilke grøntsager jeg har hjemme. Det er en kæmpe portion, så når jeg laver den, har jeg til nogle dage. Det en god måde at spare tid, da jeg med små børn ikke kan bruge lang tid på aftensmaden hver dag. Men vigtigst af alt er det en nem måde at få et rigtig sundt måltid mad! Min ældste søn på snart 7 år kan godt lide denne suppe og spiser gerne en stor portion. Min datter på knap 2 år er mere vanskelig. Jeg plejer at blende suppen til hende og tilføje ekstra fedtstof og eventuelt pastaskruer, og sommetider spiser hun sin portion og sommetider ikke.
Noget af det der gør mig allermest glad i hverdagen er, når mine børn spiser den sunde mad, som jeg laver. Min søn kan jeg heldigvis altid regne med, og min datter skal nok lære det 🙂

Hvis du ikke regner med at få spist 7 liter suppe, kan du jo halvere mængderne.

IMG_3854.resized

Giver 7 liter suppe

Ingredienser:
1 kg kartofler
1 kg gulerødder
2 løg
1 broccoli eller blomkål
400 g røde linser
450 g frossen grønkål
200 g frosne ærter
200 g frosne majs
3 liter vand
2 bouillonterninger
5 fed presset hvidløg
3 tsk. karry
1 tsk paprika
2 tsk. salt
1 tsk. chilipulver

Fremgangsmåde:
Skær kartofler og gulerødder i mindre stykker. Hak løgene. Skær broccoli / blomkål ud i buketter. Put grøntsagerne i en stor gryde og tilsæt 3 liter vand. Skyl linserne og tilsæt også dem samt bouillon, hvidløg, karry, paprika, salt og chili.

Grønkål, ærter og majs tilsættes, når suppen har kogt 10-15 minutter (eller når kartoflerne er bløde). Lad derefter suppen koge i nogle minutter. Smag til med salt og eventuelt mere krydderi. Serveres eksempelvis sammen med brød.

IMG_3868.resized

Hvad spiser en veganer?

Hvad spiser en veganer? Altså en person, der hverken spiser kød, mælk, ost, æg eller noget andet, der kommer fra dyr. Svaret på dette spørgsmål er selvfølgelig meget individuelt, men i dette indlæg vil jeg komme med et bud på en almindelig dag for mig og for mine børn. Jeg vil med dette indlæg vise, at det er muligt at få alt, hvad man har brug for af vitaminer, mineraler, proteiner, fedtstoffer osv. fra en plantebaseret kost – og det er slet ikke svært. Det eneste, man bør tage tilskud af er D-vitamin i vinterhalvåret (da der ikke er nok sollys i Danmark) og B12-vitamin hele året.

Jeg brugte hjemmesiden Cronometer, som jeg justerede efter de danske anbefalinger. Jeg indtastede alt, hvad jeg spiste på en dag, og jeg fik alle de næringsstoffer, som jeg havde brug for og mere til. Eksempelvis fik jeg 134 % af den anbefalede mængde calcium – og det var altså helt uden at indtage mælkeprodukter – så kom ikke og sig, at mennesker har brug for komælk.

Særligt om børn

Fødevarestyrelsen skriver på deres hjemmeside, at udelukkende vegansk ernæring til spædbørn og småbørn (under to år) ikke kan anbefales. Jeg er selv mor til tre veganerbørn, og jeg ærger mig over den holdning, for jeg er overbevist om, at en plantebaseret kost kan være den sundeste, mest bæredygtige og etisk forsvarlige måde at spise på – og det gælder alle stadier af livet. Mine børn trives og udvikler sig normalt, og så elsker de grøntsager og en masse andre fødevarer, som børn “normalt” ikke gider at spise. Det er rigtigt, at vi udelukker en del “fødevarer,” men det betyder ikke, at vi spiser ensidigt, for til gengæld har vi udvidet vores horisont i en anden retning, der blandt andet inkluderer mange forskellige slags bønner, linser, grøntsager, nødder, kornprodukter og så videre. Jeg kender rigtig mange veganske børnefamilier, og mit indtryk er, at børnene trives med at spise vegansk.

Supplementer
Børn skal ligesom voksne have tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret og B12-vitamin hele året. Derudover kan man overveje at supplere med calcium. Det anbefales, at børn under 10 år indtager 600-700 mg calcium dagligt, og at børn i alderen 10-17 år indtager 900 mg. Det kan være en udfordring for et barn at nå op på den anbefalede mængde, hvis han/hun ikke spiser rigeligt med bønner, linser, grønne grøntsager (f.eks. grønkål, broccoli og ærter), nødder og frø (f.eks. mandler, sesamfrø og chiafrø), derfor kan et supplement være fornuftigt.
Mine børn får plantemælk beriget med calcium på deres havregryn og i smoothies, jeg sørger for at inkludere calciumrige fødevarer i vores daglige kost, og så får de jævnligt en calciumpille.

Hvis du vil vide mere, kan du finde alt, hvad du har brug for at vide i bogen “Grønne spirer – alt om vegansk ernæring til børn,” og du kan finde info i en gratis vejledningspjece, som er skrevet af diætist Maria Felding for Dansk Vegetarforening. Læs den online her.

Første eksempel:
En almindelig dag (voksen)

Morgenmad: Havregryn med rosiner, kværnede hørfrø og sojamælk

Formiddag: En appelsin og en håndfuld mandler

Frokost: To skiver rugbrød med hummus, agurk og gulerod

Eftermiddag: Spinatsmoothie

Aftensmad: En portion stærk linsesuppe (uden kokosmælk)

Aftensnack: To stykker fuldkornsknækbrød (af rugmel) med avocado, vindruer og æble.

Mad.til.en.hel.dag

Andet eksempel:
En almindelig dag (barn 2-5 år)

Morgenmad: Havregryn med rosiner og sojamælk

Formiddag: Fem daddel/nøddekugler (lavet af dadler, mandler, valnødder, kokosolie og kokosmel) og en halv pære

Frokost: Bagte kartofler (med rapsolie), broccoli, edamamebønner, ketchup og et lille glas sojamælk

Eftermiddag: En rugbrødsmad med plantemargarine, hummus, peberfrugt, tomat og agurk

Aftensmad: Linsesovs (lavet af røde linser, tomat, kokosmælk, grønkål, ærter og rapsolie) og brune ris

Aftensnack: Smoothie (lavet af sojamælk, jordbær og banan)

Sojamælken kan erstattes af andre slags plantemælk, som er beriget med calcium. Du kan også selv berige plantemælken eller maden med 1/4-1/2 tsk. kalkpulver.

Mad til en hel dag - Augusta

På de følgende to billeder kan du se de nøjagtige mængder mad, og hvad den indeholder af næringsstoffer for det første dagseksempel (voksen):

Enheldag1

Enheldag2.

På de følgende to billeder kan du se de nøjagtige mængder mad, og hvad den indeholder af næringsstoffer for det andet dagseksempel (barn 2-5 år):

Billede1

Billede2

Vegansk julefrokost 2014

I går afholdt Dansk Vegetarforening den årlige julefrokost. Festen foregik i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen (København), og der var fuldt hus med 150 deltagere, som alle havde medbragt vegansk mad til den store fælles buffet. Det var en rigtig god aften, og jeg kan helt sikkert anbefale at deltage, hvis man har lyst til at smage en masse forskelligt veganermad og lære nye mennesker at kende. Der afholdes hvert år både en sommerfest og en julefrokost, så hold øje med Vegetarforeningens facebookside, hvis du vil med næste gang.

Her kan du se billeder fra i går:

IMG_2644

IMG_2643

IMG_2656

IMG_2649

IMG_2651

IMG_2645

IMG_2650

IMG_2658

IMG_2659

IMG_2683

IMG_2661

IMG_2710

IMG_2712

IMG_2698

IMG_2662

IMG_2706

IMG_2704

IMG_2699

 

IMG_2676

IMG_2685

IMG_2687

IMG_2715

IMG_2688

IMG_2703

Previous Older Entries Next Newer Entries