Jeg er meget glad for burgere, gerne med masser af smørelse f.eks. i form af guacamole, tzatziki , hummus eller pesto. Der skal selvfølgelig også en god bøf til, og den kan laves på mange forskellige måder. I dag eksperimenterede jeg med at lave ærtebøffer, og de blev rigtig gode! De indeholder relativt få ingredienser, og det er nogle ingredienser, som jeg stort set altid har i huset, hvilket kun gør det bedre.
Jeg glæder mig til at fortælle min søn, at vi skal have burgere til aftensmad, for det er nemlig en af hans livretter.
9 stk.
Ingredienser:
400 g ærter (optøede fra frost)
200 g kogte kartofler
1 løg, fint hakket
1 tsk. groft salt
½ tsk. chilipulver
50 g havregryn
150 g rasp
rapsolie til stegning
Fremgangsmåde:
Put ærter, kogte kartofler og løg i en skål. Blend grøntsagerne med en stavblender, til det er en klistret masse (der må gerne være nogle hele ærter tilbage). Tilsæt salt, chilipulver, havregryn og rasp. Bland det hele grundigt.
Form farsen til 9 bøffer. Steg dem på en pande i rapsolie ved middel varme, indtil de er gyldne.
Tip: Form farsen i frikadellestørrelse og brug dem i madpakken, f.eks. på et stykke rugbrød.








































































