Mia Sommer

Jeg vil i dette blogindlæg fortælle min personlige beretning om, hvorfor jeg blev veganer, og hvordan det har påvirket mit liv siden da.

Jeg har altid holdt meget af dyr, og jeg har i løbet af min barndom haft forskellige kæledyr, som jeg knyttede mig meget til. Da jeg var omkring de 12 år, gik det op for mig, at der nok ikke var så stor forskel på de dyr, jeg puttede i munden, og dem jeg kælede med. Jeg så også nogle meget rystende billeder i fjernsynet af, hvordan dyr bliver behandlet i landbruget. Jeg begyndte at tænke mere og mere over, hvad jeg spiste, og jeg fik dårlig samvittighed, når jeg spiste kød. Det fik mig til langsomt at udfase kødet fra min kost – ikke som en bevidst beslutning om at blive vegetar, men fordi jeg simpelthen havde det bedst med ikke at spise kød. Jeg kan dog huske én episode fra 5.-6. klasse, hvor jeg traf et meget bevidst valg. Det var spisefrikvarter, og jeg skulle til at spise frokost med mine veninder. På bordet foran mig lå et gratis skoleblad fra “Dyrenes Beskyttelse,” og på forsiden var der et stort billede af en glad gris. Jeg tog en rugbrødsmad op af min madkasse og pakkede den ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde med, for min far smurte altid madpakkerne til min bror og mig. Jeg åbnede maden, og det var en skinkemad. Jeg kunne rent faktisk godt lide smagen af skinkemad, men jeg kiggede på billedet af grisen, og jeg kunne simpelthen ikke spise den mad – så jeg smed den i skraldespanden. Mine veninder omkring mig syntes, at jeg var fjollet, men jeg var ligeglad. Da jeg kom hjem, sagde jeg til min far, at jeg ikke længere ville have kødmadder med i skole. Og fra den dag var jeg stort set vegetar.

Jeg vil indrømme, at det ikke altid var nemt som 12-årig at skulle forsvare mit valg over for de voksne, som ikke tog mig seriøst. Og jeg kendte ingen andre vegetarer, som jeg kunne få gode råd eller støtte fra. Maden var heller ikke særlig tiltalende, for da jeg endnu ikke havde lært at lave mad, spiste jeg som regel bare “tilbehøret” til mine forældres aftensmad eller nogle kedelige rugbrødsmadder. Men jeg fik aldrig lyst til at spise kød igen, og jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig at være vegetar.

Da jeg blev lidt ældre, skete der endnu en udvikling. Jeg stiftede bekendtskab med dyrerettighedsforeningen Anima, der arbejder for at give dyr bedre forhold. Anima oprettede i 2005 et forum, hvor jeg var aktiv fra starten og langsomt lærte andre vegetarer og veganere at kende. For første gang i mit liv snakkede jeg med andre mennesker, der havde gjort sig de samme tanker om dyr og mad, som jeg selv havde, og det betød enormt meget for mig!

Jeg begyndte at opsøge mere information, og jeg valgte at læse en bog, der hedder “The Pig who Sang to the Moon.” Den handler om dyrs følelsesliv og indeholder bl.a. anekdoter om dyr og en masse information om, hvordan dyr bliver behandlet i det industrialiserede landbrug. Den bog gjorde et kæmpe indtryk på mig – det gik for første gang op for mig, at der er ligeså meget lidelse forbundet med produktionen af mælk og æg, som der er ved produktionen af kød. Jeg var vegetar, fordi ingen dyr skulle  udsættes for lidelse på grund af mig, men det gik op for mig, at jeg ved at spise mælk og æg støttede en industri, som jeg overhovedet ikke kunne stå inde for.

Køerne laver jo ikke mælk for vores skyld, de laver mælk til deres kalve – men kalvene bliver taget fra deres mor kort efter fødslen, og efter et kort og ensomt liv, bliver de slået ihjel. Beskrivelsen af, hvordan køer og kalve efter deres adskillelse i dagevis skriger efter hinanden, gik lige i hjertet på mig, da jeg læste “The Pig who Sang to the Moon.” Efter jeg selv er blevet mor, gør det om muligt et endnu større indtryk på mig at tænke på alle de køer, der mister deres kalve.

Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg besluttede at blive veganer. Det var den 14. april 2005. Jeg gik i 1.g i gymnasiet, og jeg sad i bussen på vej hjem fra skole. Jeg havde de sidste par dage læst “The Pig who Sang to the Moon,” og der kørte en masse tanker rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke spise mælk og æg mere. Ikke med den viden jeg nu havde. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg gjorde det. Jeg var nødt til at blive veganer, hvis jeg ville følge min samvittighed, og det ville jeg.

Det er et valg, jeg aldrig har fortrudt siden, men det var hårdt at blive kaldt “sindssyg” af min mor, da jeg fortalte beslutningen til hende. Modstanden blev dog gradvist vendt til accept og samarbejde, og jeg fik en ugentlig maddag, hvor jeg skulle lave mad til mine forældre og min bror. Det var en udfordring for mig, men jeg lærte det hen ad vejen.

At blive veganer er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv! Det er en beslutning, der har medført masser af gode oplevelser, glæde, nye venner, passion for mad og følelsen af at gøre en forskel. Det har også gjort mig stærk og selvstændig, at jeg sommetider har været nødt til at forsvare mine valg over for mennesker, der har været kritiske over for mig. Men jeg er ikke interesseret i at diskutere – jeg vil inspirere og dele ud af min madglæde til dem, der er åbne over for det. For mig er veganismen ikke en begrænsning, men et hav af muligheder.