Linsesalat af belugalinser

Jeg har længe haft en pose belugalinser i skabet og ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle bruge den til, men i dag lavede jeg så denne sunde salat til frokost. Den blev overraskende lækker – især avocado, citronsaft og salt satte prikken over i’et. Salaten var meget saftig og frisk, og jeg glæder mig allerede til at spise resten senere i dag.

Til 2 personer

Ingredienser:
100 g tørrede belugalinser*
½ agurk i tern
200 g cherrytomater i kvarte
1 rød peberfrugt i tern
½ bakke blandede salatblade (ca. 50 g)

avocado
citronsaft
salt

*Kan købes i de fleste supermarkeder med en helseafdeling og sommetider i Netto som spotvare.

Fremgangsmåde:
Linserne skylles og koges i cirka 20 minutter.

Agurk, cherrytomater, peberfrugt og salat vaskes, skæres ud og blandes sammen.

Linserne blandes med de øvrige ingredienser, når de er kølet af.

Salaten anrettes med avocadoskiver, og der tilføjes citronsaft og kværnet salt. Serveres evt. med brød.

IMG_0363w800IMG_4088IMG_4100

Ærtehummus

Ærtehummus er en af mine favoritter, når det kommer til pålæg, og det er super nemt at lave. Det kan sagtens fryses, hvilket er praktisk, hvis man laver en stor portion.

IMG_8833

Ingredienser:
1 dåse kikærter (240 g kogte)
250 g ærter optøet fra frost
1 spsk. tahin
1-2 fed hvidløg
1 tsk. spidskommen
1 tsk. salt
½ dl citronsaft
½ dl vand
Smag til med salt og peber

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne til en ensartet og cremet masse. Spises som pålæg på brød eller som dip eller dressing.

Tip: Smør eventuelt stærk sennep på brødet under hummusen. Ærtehummus går rigtig godt sammen med sennep.

IMG_8939

Kikærtegryde med sommergrøntsager

Denne rustikke gryderet med masser af kikærter og grøntsager er nem at lave og fyldt med smag. Alle ingredienserne, bortset fra aubergine og squash, er en del af mit basisvarelager. Det gør mig glad at have et godt lager af madvarer, for så er det nemt at trylle en ret som denne sammen på en travl aften, og i det lange løb sparer jeg både tid og penge på ikke at skulle købe ind hele tiden (se hvad jeg ellers har i mit køkken her).
Squash og aubergine er i sæson om sommeren, så det er oplagt at lave denne ret i sommermånederne. Den er både hurtig, sund og velsmagende.

IMG_8465

Til 4-5 personer

Ingredienser:
2 terninger grøntsagsbouillon
1 løg, hakket
2 gulerødder, hakkede
1 aubergine
1 squash
5 fed hvidløg, pressede
3 tsk. koriander
3 tsk. spidskommen
1 tsk. chilipulver
2 dåser hakkede tomater
300 g tørrede kikærter (eller 3 dåser)
1 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Hvis du bruger tørrede kikærter, bør de ligge i blød 8-12 timer, hvorefter vandet udskiftes, og de koges i 30-40 minutter. Alternativt kan du koge dem i en trykkoger uden iblødlægning først. Hvis du bruger kikærter fra dåse, er de klar til brug, efter du har drænet vandet fra dem og skyllet dem.

Opløs bouillonterningen i lidt vand og sautér løg og gulerødder i en gryde i  bouillonvandet.

Aubergine og squash hakkes i tern og tilsættes efter nogle minutter sammen med hvidløg, koriander, spidskommen og chili.

Når grøntsagerne er næsten møre, tilsættes hakkede tomater, kikærter, citronsaft, sukker og salt.

Lad retten simre i 10-15 minutter og smag til med salt og peber. Servér eksempelvis retten med quinoa, ris, pasta eller kartoffelmos.

Tip: På billedet er kikærtegryden serveret med quinoa og hjemmedyrkede broccolispirer. Hvis du vil vide mere om, hvordan du selv dyrker broccolispirer, kan du læse mit indlæg om det her: https://www.instagram.com/p/CA8HEyJhDvH/

IMG_8447

Linsesovs

Lækker og nem linsesovs, som er den perfekte hverdagsret til både pasta og ris. Godt krydret, men kan sagtens tåle mere chili, hvis man kan lide det stærkt.

IMG_8281

Til 4 personer

Ingredienser:
150 g røde linser
1 stort løg
1 peberfrugt
2 terninger grøntsagsbouillon
3 fed hvidløg, pressede
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat (140 g)
1 dåse kokosmælk (400 ml)
1 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
½ tsk. chilipulver
½ tsk. stødt spidskommen
Evt. 1/4 tsk. røget paprika
En stor håndfuld frisk basilikum, hakket
(eller 2 tsk. tørret basilikum)

Fremgangsmåde:
Skyl de røde linser. Hak løg og peberfrugt. Hæld alle ingredienserne i en gryde, undtagen frisk basilikum, og lad sovsen koge i cirka 25 minutter, til linserne er bløde. Rør i gryden undervejs. (Normalt skal røde linser kun koge i 10 minutter, men det tager længere tid i tomatsovs). Basilikum koger med de sidste 5-10 minutter. Smag til med salt og peber.

Serveres eksempelvis med pasta eller ris og anrettes med friske basilikumblade.

Tip: Linsesovsen kan fryses.

IMG_8333

Brændenældedeller

Som jeg tidligere fortalte i mit indlæg om brændenældesuppe, er brændenælder faktisk en sund og lækker spise på trods af sit stikkende ydre. Jeg har forsøgt mig med brændenældedeller, som blev rigtig gode! Brændenælderne stak stadig en smule, efter de havde ligget i blød, men efter en tur i foodprocessoren og på panden, stak de i hvert fald ikke mere 😉

20 stk.

Ingredienser:
200 grønne linser
2 revne gulerødder (170 g)
1 stort løg, fint hakket
50 g brændenælder*
3-4 fed hvidløg, presset
2 spsk. tørret persille (frisk kan også bruges)
2 boullionterninger opløst i lidt vand
100 g havregryn
100 g rasp
1 tsk. salt
evt. peber
olie til stegning

* 50 g lyder ikke af meget, men er faktisk en stor portion.

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og kog dem i cirka 25 minutter.

Tag handsker på og indsaml brændenælderne. Læg dem i blød i vand cirka 10 minutter.

Riv gulerødder og hak løg. Blend de kogte linser groft. Blend brændenælderne fint.

Bland alle ingredienserne til en fars og form den til frikadeller. Steg dem på panden på hver side i lidt olie, til de bliver gyldne.

Serveres evt. sammen med kartoffelsalat / anden salat eller i pitabrød.

Linse/ris-salat

Sund og mættende “salat,” der i sig selv udgør et helt måltid med ingredienser fra flere fødevarekategorier såsom kornprodukter, bælgfrugter, grøntsager og frugt. Men lav den og spis den, fordi den smager rigtig godt! Den er både sød, stærk og syrlig.

Stor portion!

Ingredienser:
200 g jasminris (eller andre hvide ris)
200 g røde linser
1 dåse majs
1 dåse ananas
4 forårsløg
2 røde peberfrugter
100 g soltørrede tomater, i strimler
1 bundt persille

Dressing:
½ dl rapsolie
3 spsk. citronsaft
3 fed hvidløg, pressede
1½ tsk. salt
1 tsk. chili
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt spidskommen

Fremgangsmåde:
Skyl ris og linser godt og kog dem i samme gryde i cirka 10 minutter. Lad dem derefter køle af.

Skær ananas og peberfrugter i tern. Hak forårsløg og persille. Bland alle ingredienserne til salaten.

Bland dressingen i en skål for sig. Bland den derefter godt rundt i salaten.

Urtefrikadeller

Lækre og nemme urtefrikadeller. Fyldt med sunde sager og god smag!

IMG_0781

25 stk.

Ingredienser:
250 g røde linser
2 gulerødder (270 g)
2 løg
1 broccoli
2 bundter persille
150 g rasp
100 g havregryn
2 boullionterninger, opløst i lidt kogende vand
2 fed hvidløg, pressede
½ tsk. chilipulver
Godt med peber
Salt

Olie til stegning

Fremgangsmåde:
Skyl linserne godt. Kog dem i 10 minutter og lad dem dryppe af i en si.

Riv gulerødder og løg. Blend broccolien i en foodprocessor sammen med persillen.

Bland alle ingredienserne godt, til det bliver en fast fars. Smag til med salt og peber.

Form farsen til frikadeller og steg dem på panden i olie, til de bliver gyldne på hver side.

Spises eksempelvis sammen med salat og kartofler. Kan også bruges som pålæg eller i pitabrød/sandwich.

IMG_0741IMG_0766

Sojabønnepostej

Da jeg for mange år siden købte min første pose sojabønner, var der en opskrift på bønnepostej på posen. Jeg lavede den og syntes rigtig godt om den. Opskriften har jeg ikke længere, men bønnepostejen har jeg lavet mange gange siden da ud fra hukommelsen. Da jeg lavede bønnepostejen igen for nylig, kom jeg i tanke om, hvor god den er, og her kommer den så på min blog.

Ingredienser:
200 g tørrede sojabønner
1 lille løg (40 g)
1 dl vand
3 spsk. rapsolie
3 spsk. citronsaft
2 spsk. sojasovs
2 tsk. karry
½ tsk. salt
friskkværnet peber

Fremgangsmåde:
Læg sojabønnerne i blød 8-12 timer. Udskift derefter vandet og lad bønnerne koge cirka 45 minutter.

Når bønnerne er kølet af blendes alle ingredienserne. Smag til med salt og peber og servér pålægget på brød. Smager eksempelvis godt sammen med skiver af syltet agurk.

Falafler

Falafler er en slags små frikadeller, som er meget udbredt i Mellemøsten. De er lavet af kikærter og spises ofte sammen med pitabrød. De frituresteges som regel, men kan også bages i ovnen. De er ret nemme og billige at lave selv, og så smager de meget bedre, end dem man køber i supermarkedet. Denne opskrift har jeg selv fulgt mange gange, og jeg har fået mange positive tilbagemeldinger.

Cirka 20 stk.

Ingredienser:
150 g tørrede kikærter
1 bundt frisk persille eller koriander (eller en blanding)
1 lille løg
2 fed hvidløg
2 spsk. rasp
1 tsk. koriander
1 tsk. spidskommen
1 tsk. salt
½ tsk. bagepulver
evt. lidt chilipulver

olie til stegning eller pensling

evt. ekstra rasp til at rulle falaflerne i

Fremgangsmåde:
Læg kikærterne i blød 8-12 timer. Udblødningsvandet hældes derefter fra, og kikærterne skylles (de skal ikke koges, da de så vil have svært ved at hænge sammen).

Alle ingredienserne kommes i en foodprocessor og blendes, indtil det er en ensartet masse. Farsen formes til cirka 20 falafler. Rul dem eventuelt i rasp inden stegning eller bagning, hvis du vil have en mere sprød overflade.

Falaflerne skal herefter steges eller bages. Efter min mening får man klart det bedste resultat ved at stege dem.

Stegning: Varm rigeligt olie op i en stegepande eller gryde ved middel varme. Steg ikke for mange falafler ad gangen, da det er svært at styre. Vend falaflerne undervejs, så de bliver brune og sprøde på hver side. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på!

Læg de færdige falafler på et stykke køkkenrulle, så noget af olien kan blive suget af papiret.

Eller

Bagning: Læg falaflerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem med olie og bag dem i ovnen i 15-20 minutter ved 200 grader. Man kan også undlade olie for en fedtfri version, men deres overflade vil da blive mere tør.

Server eventuelt falaflerne sammen med salat og pitabrød med guacamole. Eller server dem sammen med pasta og tomatsovs.

Tip: Hvis du har en æbleskivepande, kan du også lave store falafler og stege dem deri. Falaflerne egner sig i øvrigt fint til frysning og genopvarmning, så du kan med fordel lave en dobbeltportion og fryse halvdelen ned.

IMG_3205

Suppe med kidneybønner

Jeg elsker sunde, mættende supper, der virkelig smager af noget, og denne suppe lever op til det hele! Den er derfor en af mine absolutte favoritter.

Til 4 personer

Ingredienser:
2 dåser kidneybønner (500 g kogte)
3 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpure (140 g)
2 røde peberfrugter, skåret i tern
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, pressede
2 terninger grøntsagsbouillon
2 tsk. paprika
1 tsk. oregano (kan undlades)
1 tsk. salt
Evt. 1-2 tsk. chilipulver
½ liter vand

Fremgangsmåde:
Steg peberfrugter, løg, hvidløg og bouillon i en gryde i lidt vand. Efter fem minutters tid tilsættes resten af ingredienserne (drænede bønner, dåsetomater, tomatpure, paprika, salt, chili og vand).

Lad suppen koge op og blend den med en stavblender, til der ikke længere er nogen klumper. Smag til med salt og peber. Serveres eksempelvis sammen med groft brød, kogte ris og friske krydderurter.

Foto: Jesper Glyrskov.

Previous Older Entries Next Newer Entries