Wok-grøntsager med ris

Hvis jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal lave til aftensmad, køber jeg ofte en ordentlig bunke grøntsager og steger dem i en wok med masser af hvidløg, frisk ingefær og karry. Og når man så tilsætter kokosmælk, bliver det den lækreste krydrede sovs. Jeg improviserer altid, så retten bliver forskellig hver gang, men da jeg lavede det i går, blev det særligt godt, og jeg fik lyst til at lave et indlæg til min blog.

Cirka 4 personer

Ingredienser:
1 løg, hakket
2 gulerødder, skåret i tern
2 peberfrugter, skåret i stimler
1 broccoli, delt i mindre buketter
1 squash, skåret i tern
1 dåse kikærter
1 dåse ananas, skåret i tern
en håndfuld rosiner
2 forårsløg/1 porre, hakket
1 dåse kokosmælk
5 fed hvidløg, pressede
en knold ingefær (ca. 5 cm), fint hakket
cirka 3 tsk. karry
1-2 terninger boullion
evt. lidt chilipulver
salt, sojasovs og peber efter smag

Fremgangsmåde:
Skær grøntsagerne ud. Steg dem i en wok (eller alm. gryde/pande) sammen med boullion, hvidløg og ingefær. Start med de hårdeste grøntsager, såsom løg, gulerødder, peberfrugter og broccoli. Efter nogle minutter tilsæt så resten af grøntsagerne og karry. Når grøntsagerne er bløde tilsæt så kokosmælk og kog op og smag til med salt og peber.

Spises sammen med ris og evt. brød. Det smager godt at dryppe sojasovs på grøntsagerne ved severing.

Tip:
Andre grøntsager, der også egner sig i denne ret, er for eksempel knoldselleri (skåret i tern), blomkål og aubergine (skåret i små tern). Ja, faktisk kan stort set alle grøntsager bruges.



Hurtig pastasovs

Nogen gange vil man bare have et hurtigt måltid mad, og i den forbindelse er pasta jo en klasikker. Hvis det skal være lidt bedre (faktisk meget bedre) end ketchup, kan man jo prøve denne hurtige pastasovs. Det er en, som jeg vender tilbage til med jævne mellemrum, for den smager overraskende godt!

Til 2 personer

Ingredienser:
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatkoncentrat
1 gulerod, skåret i skiver
1 rød peberfrugt, skåret i strimler
1 løg, skåret i strimler
1 boullionterning
2 fed hvidløg, pressede
1 tsk. tørret basilikum (brug også gerne frisk)
1 tsk. sukker
1 tsk. citronsaft
½ tsk. chilipulver
smag til med salt og peber

250 g pasta

Fremgangsmåde:
Steg gulerod, peberfrugt, løg, hvidløg og boullion i en gryde i 5-10 minutter til guleroden er blød. Tilsæt derefter de øvrige indgredienser og kog op. Smag til med salt og peber.

Server sovsen sammen med pasta.

Jordskokkesuppe

Forleden dag smagte jeg jordskokker for første gang (hvorfor har jeg dog ikke gjort det noget før!?). Jeg spiste dem, efter de var bagt i ovnen, og jeg var meget overrasket over, hvor godt de smagte! Jeg besluttede mig straks for, at jeg snart ville lave en ret med denne skønne rodfrugt, og hvad er mere nærliggende end suppe her i den kolde tid? For mig har jordskokker, der har en næringsværdi tilsvarende kartofler, hidtil været en meget overset rodfrugt, men det vil jeg lave om på – især nu hvor de er i sæson og kun koster 12 kr. i Netto.

Ingredienser:
750 g jordskokker
200 g kartofler
200 g gulerødder
2 porrer, skåret i skiver
3 fed hvidløg, pressede
lidt olie
1 spsk. boullion (eller to terninger)
1 tsk. tørret timian
½ tsk. chilipulver
1 liter vand
250 ml sojafløde*
saften af 1 citron (ca. 3 spsk.)
godt med salt og peber

* Se billede nr. 3. Kan købes i de fleste større supermarkeder.

Fremgangsmåde:
Skrub og vask jordskokker, kartofler og gulerødder (det er ikke nødvendigt at skrælle rodfrugterne). Skær dem i mindre stykker og svits dem i en gryde i lidt olie sammen med hvidløg og porrer.

Efter nogle minutter tilsæt da vand, boullion, timian og chilipulver. Lad det koge til rodfrugterne er møre (cirka 25 minutter).

Blend suppen (f.eks. med en stavblender), så den får en ensartet konsistens. Tilsæt derefter sojafløde og citronsaft. Kog suppen op igen og smag til med salt og peber.

Serveres evt. med hakket persille og groft brød.

Tip:
Kartofler og gulerødder kan erstattes af andre rodfrugter, f.eks. pastinakker og knoldselleri. Porrerne kan erstattes af løg.

Tarteletter

Julen nærmer sig og tarteletter er endnu et lækkert bud på, hvad man kan servere, hvis man vil holde en jul, hvor medfølelsen ikke kun er forbeholdt mennesker, men også gælder dyrene 🙂

Til cirka 20 (små) tarteletter

Ingredienser:
1 løg, fint hakket
200 g gulerødder, skåret i små tern
500 g champignoner, hakket
200 g ærter
1 dåse asparges
1 bundt persille, fint hakket
1 dåse kokosmælk
1-2 terninger boullion
½ tsk. revet muskatnød
40 g Maizena majsstivelse
godt med peber
salt efter smag

2 pakker tarteletter

Fremgangsmåde:
Steg løg, gulerødder og boullion på panden (boullionen skal bare hakkes/smuldres eller opløses i en lille smule kogende vand). Tilsæt champignoner efter nogle minutter. Når gulerødder og champignoner er tilpas bløde tilsæt så ærter, asparges, persille, muskatnød og peber og hæld kokosmælken over.

Når kokosmælken koger, er det tid til jævning, så sovsen bliver tykkere i konsistensen. Tag en si og si majsstivelsen ned i sovsen under omrøringen, mens den koger. Det er vigtigt at bruge en si, så sovsen ikke klumper, og det er vigtigt at røre rundt konstant, så sovsen ikke brænder på. Smag til med salt og peber.

Varm tarteletterne i ovnen ved 200 grader i cirka 3 minutter og put derefter tarteletfyldet i.

Pynt med persille på toppen og servér eventuelt sammen med rødkålssalat og nøddesteg.

Karrysuppe med nudler

Dette er en af mine yndlingssupper. Den er hurtig at lave, den er billig, og så smager den rigtig godt.

Til 3-4 personer (3,5 liter færdig suppe)

Ingredienser:
1 kg kartofler, skåret i tern
500 g gulerødder, skåret i skiver
200 g røde linser, skyllet før brug
2 løg, hakkede
3 fed hvidløg, pressede
1 spsk. (eller 2 terninger) grøntsagsboullion
2 tsk. karry
1 tsk. chilipulver
salt og peber efter smag
1,5 liter vand
250 g nudler

Fremgangsmåde:
Put alle ingredienserne (undtagen nudler) i en gryde og kog det hele i 15-20 minutter (eller til kartofler og gulerødder er bløde). Blend suppen en smule med en stavblender, så der fortsat er nogle hele stykker af kartofler og gulerødder.

Kog nudlerne i en anden gryde i 3-4 minutter og put dem i suppen ved servering.

Nøddesteg

Denne nøddesteg har jeg lavet mange gange til jul, og den er et hit hver gang. Tilbehøret kan man gøre så juleagtigt, som man selv ønsker, om det skal være brunede kartofler, brun sovs og rødkål eller en frisk grønkålssalat med bagte kartofler, er op til en selv. Nøddestegen smager også godt som pålæg på et stykke rugbrød, eller farsen kan laves til frikadeller i stedet for steg. Serveres nøddestegen til jul, vil jeg anbefale risalamande til dessert.

IMG_8043

Til cirka 6 personer

Ingredienser:
60 g hasselnødder
60 g mandler
40 g valnødder
400 g knoldselleri
1 løg
1 æble
2 boullionterninger opløst i 1 dl vand
100 g rasp
salt og peber
3 spsk. hørfrø blendet med 9 spsk. vand (135 ml)

Evt. havrefløde eller olie til pensling

Fremgangsmåde:
Blend eller hak nødderne groft. Skræl og riv knoldselleri, løg og æble groft (det går nemt med en foodprocessor, som har rivejernsfunktion). Bland nødder, selleri, løg, æble, grøntsagsboullion, rasp, salt og peber til en fars. Blend 3 spsk. hørfrø med 9 spsk. vand til hørfrøene har en tyk og cremet konsistens (det tager nogle minutter med en mini-blender), og bland dem derefter i farsen. Bland farsen godt og smag den til med salt og peber.

Tryk farsen ned i en springform på 20 cm i diameter eller en brødform (læg først bagepapir i bunden af formen eller smør den med fedtstof). Pensl eventuelt overfladen med havrefløde eller olie, da det vil give den en mindre tør og mere blank overflade (resten af fløden kan f.eks. bruges til at lave sovs af eller bruges i suppe). Bag nøddestegen ved 200 grader almindelig ovn i 50-60 minutter.

IMG_7995

IMG_8065

 

Grøntsagspandekager

Det er første gang, jeg har prøvet at lave grøntsagspandekager, og jeg er overrasket over, hvor hurtige og nemme de var at lave. Det er helt sikkert noget, som jeg vil lave mange gange fremover, og jeg vil prøve mig frem med andre variationer. Min søn er også vild med pandekagerne, og det er bestemt et stort plus, for børn kan jo være ret kræsne.

12 stk.

Ingredienser:
50 g smeltet margarine
125 ml sojamælk*
100 g mel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. salt
peber
1 tsk. paprika
½ bundt hakket persille
250 g revet squash (presset fri for væde)
200 g majs

* Jeg havde tænkt mig at bruge neutral sojamælk, men jeg glemte at købe det, så jeg brugte den med vanilje og sukker i stedet for. Det fungerede helt fint, for man kunne ikke smage det.

Fremgangsmåde:
Bland først mel og bagepulver. Tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser. Dejen må ikke være for tynd, så tilsæt evt. lidt ekstra mel.

Bag pandekagerne på panden på hver side. Til hver pandekage brugte jeg den mængde dej, der kunne være i en grydeske.

Tip:
Server evt. pandekagerne sammen med tomatsalsa og kartoffelbåde eller sammen med en bulgursalat som på sidste billede.

Fyldte peberfrugter

Fyldte peberfrugter kan laves på mange måder. Her er mit bud på nogle fyldte peberfrugter, der er nemme at lave og smager rigtig godt.

Ingredienser:
5 peberfrugter
100 g brune ris
50 g røde linser
1 bakke champignoner (400 g)
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
1 bundt frisk basilikum, hakket
2 spsk. olie
2 spsk. citronsaft
2 spsk. sojasovs
3 fed hvidløg, pressede
1 spsk. boullion (eller to boullionterninger)
cirka 1 dl rasp (kan undlades)
smag til med salt og peber og evt. chili

Fremgangsmåde:
Kog de brune ris i en halv time. Lad linserne koge med de sidste 10 minutter.

Skær champignonerne i skiver. Steg dem i olie, citronsaft, sojasovs, hvidløg og boullion. Når champignonerne er tilpas bløde, tilsæt da dåsetomaterne, tomatkoncentrat og basilikum. Ris, linser og rasp tilsættes også. Det hele blandes godt og smages til med salt og peber og eventuelt chili., hvis man kan lide det stærkt.

Udhul peberfrugterne og fyld blandingen i. Bag dem i 20 minutter ved 200 grader. Servér eventuelt de fyldte peberfrugter sammen med kartoffelbåde, brød eller salat.

Tip:
Jeg lavede peberfrugterne uden rasp, og jeg synes, at de blev gode, men næste gang vil jeg blande rasp i for at gøre fyldet lidt mere tørt.

Dhal med gule ærter og ingefær

Ingredienser:
5 fed hvidløg, pressede
45 g frisk ingefær, finthakket eller revet
3 tsk. gurkemeje
3-4 tsk. koriander
3 tsk. spidskommen
50 g rapsolie
5 små løg, hakkede
5 dl vand
300 g gule flækærter, skyllede
200 g frossen spinat, hakket
1 dåse hakkede tomater
1 spsk. boullion (eller to terninger)

Fremgangsmåde:
Bland de første seks ingredienser i en kop. Svits krydderiblandingen i en gryde i et minut og tilsæt derefter løg og svits det endnu et minut.

Tilsæt derefter vand, gule ærter, spinat, hakkede tomater og boullion.

Lad det hele koge i 30-45 minutter. Efter 30 minutter er der stadig bid i de gule ærter, hvilket jeg godt kan lide, men foretrækker man dem blødere, lad da retten koge i længere tid.

Smag til med salt og peber og server sammen med ris og brød.

Gulerodssuppe med ingefær

Nu hvor vi går efteråret og vinteren i møde, er det på sin plads med nogle varme og kraftige supper, og ingefær skulle efter sigende være godt mod forkølelse, så prøv denne nemme suppe.

Ingredienser:
1 kilo gulerødder
2 løg
40 g frisk ingefær, finthakket (ca. 3 spsk.)
1 bundt frisk koriander, hakket (ca. 2 spsk)
800 ml vand
2 boullionterninger (eller 1 spsk. boullion)
1 spsk. olie
salt og peber efter smag

Fremgangsmåde:
Hak gulerødder og løg. Kog det hele i en gryde i cirka 20 minutter til gulerødderne er møre. Blend suppen med en stavblender eller i en foodprocessor og smag til med salt og peber. Tilsæt eventuelt mere vand, hvis du synes, at suppen er for tyk. Serveres sammen med brød.

Previous Older Entries Next Newer Entries